Den uforbederlige bibliotekar

Skanning / foto af tekst.

https://uforbederlig.dk

Udarbejdet 2024 af Niels Jensen

— . — — —— —¾4 8 ——— — —

. 7

5 **

er og Fjern.

Et Ugeblad,

redigeret af P. Hanſen. BR

Sjette Bind. (Nr. 222274.)

— —— 080

Kjobenhaun 1877.

C. A. Reitzel. Otto 8. Wroblewſky.

(

11 * e *

bel

N

— — > E —

C. Barth: Studier over Octave Senillet

Tyrol 246 y 5 vælft Tyrol ee VBaudit: 1 0 i Italien 251

Saale fra Mün⸗

—ͤ— 22

Upſala Uniderſttels Fubſlaum

Å I. Svenſke Erobringer .. 249 II. Carl Linneuns 259 III. Atterbom og Geijer .. 270

— „det 19. Aarhundrede” og

„Nutiden“ u Bud: »Mormonprofeten Brigham

| |

BE

—

251 97 M.: Min Ven Abdul Hamid 267 Medicus: Om Bugtaler :: 225 Nu.: Det franffe Akademi og dets nyeſte Medſen; ane, ELSE 233, 236 5 Den rusſiſte Presſſe. 247 r— u.: Smaabreve fra Londen 246 A. T.; Eugen Dührinnn g 267 Ah S 273 En Beneficeforeſtilling i Berlin 252 Breve til H. C. And ak 8 222—224

L. Seiberg . g 8 N. Bredahl til P. 2

Hir 8 Lidt N in TIDER TEN 234, 235 Fa so RET Se KS ES 73 Hadefpſtog MORE RES ER Se FEE TE NE 265 Edvard Griegs Muſik til „Peer Gynt” . 225

j Nr. Digte. r, Karl Emil Franzos: Galilæi i Barnow . 250 | Hvorledes Dagen gaaer for Paven .. . . 273 Chr. Boeck: Knud Vall 256 Otto Gumprecht: Julia Guicciardi ... . 243 | Fra den engelffe Journaliſtik Fr. Coppee og Em. Geibel: Tre Fugle, W. Hackländer: Det lovede Arbejde .. 264 I. „Vor egen Traadd e 263 Doer) at af P. .. 264 55 Hanslick: Adelina Patti .. 271, 272 II. Sax og Küster 265 É Drachmann: Foraars⸗Symfoni . . 256 Bret Harte: En Nat i Sovewaggonen . . 271 | Søren Sierfegaards Portrait 238 Cin. Geibel: God Nat, overſat af Vilh. J. Henle: Om Gratie 263, 264 Konſervative Sprogbemerkninger 269 S 232 Dans Herrig: Balzac's Breve Ii Kriſtian!n ET ER 235 Vilh. Gregerſen: Bouketten 242 Frantz von Vöelbenderff Nogle Bemerk⸗ | Kvinderne i Heinrich Heines Liv. 227 „Hanſen: Ved Kunſtakademiets Aars⸗ 950 r om den Tourville'ſte Proces .. 265 | Hvorfor ere Kvinderne overtallige? .... 229 højtid. S MERE SA ARE 248 Sotfding: Benedikt Spinoza 233 Kriſtina 5 1 og Madame Trebelli .. 237 P. H.: September „ NE Bets FSR 270 Sam Kätſcher: Det engelffe 7 8 8 Norſk og Danſ!t!;!;! 242 Thomas Hood: Sangen om Skjorten, overſ. 4 4, 228, 232 Overſton 7255 1 Forfatter 270 5 ue S ae 260 G. Kringelbach: Rahbeks 7 Keller Frederik Paludan⸗Mülle ere 236 b. d. R.: Ritter vom Steckenpferd 241 med det danſke Kancelli 239 Nealisme og Kohold i Litteraturen . . . 264 Ein. Richardt: Lær mig, med Muſik af | En Presſeſag fra 1794. 244 Johan Ludvig Runeberg. 254 „N Navnkildee 234 Paul Andau Heinrich Heine og Jon Ruslands revolutionaire Ungdom .. . 250 J. L. Runeberg: Sveabor g. 254 Maxime Jaub ert 267, 268 Poul Rytter og hans Atellaner . 234. 235 Nittor Rydberg: Promotions⸗Kantate .. 272 Edm. Lobedanz: Fire Uger i AUmfterbam Supplement til „Poul Rytter og hans Shelley: Digte, overſ. af Ad. Hanſen . 248 228 —231 Atellaue r?! be SER 236 Algernon Ch. Swinburne: Scene af „Erech— J. Moldenhaw er :Den abnorme Skole 232 —234 En Samfundsopgar e 223 theus“, overſ. af Edv. 5 ulee 2 Emile Montegut: Victorien Sardou 245-247 Ny Sangmuſi k 248 Chr. Winther: Et ER Digt .. . 240, 244 J. Paludan: Den revolutionaire e Fred. Chr. Sibbern i Fyrrerne. Dine Vers 261 ig ſtrivning o Er Hee 58—262 L. Polifik eren 239 ene CCC 238 D. 3. Piſarev: De fvindelige rer i II. Samfunds = Reformatoren . 240, „ Piſemſtis, Turgenjefs og Genre 241 Fortællinger. Romaner og Fortællinger . . . 3 Stilleſtandsmendene i Fyrrerne. W. Ralſton: Revolutions ⸗ een i J. pDigternes Regiment“. . . 237 Th. B. Aldrich: ,Ganfte vift” ..... 222 Rusland. 357 VST KERNERNE , 270 II. Det tungere Sfyts.... - 238 William Black: En Kamp om en Brud Ernſt v. d. Recke: Endnu lidt 2 231 Strousberg og Lasker 227 267, 268 Viktor Rydberg: Klaudiuns 22, 223 Den forſte roeskildſte Stenderforſamling. 258 Erneſt Daudet: Baronesſe Amalti . 237239 Wilhelm Scherer: George Eliots fi "fore Theatrene og Folkeoplysningen 225 Farf. til Saler med det gyldne Skind“: Roman: Daniel Deronda. 25 58 Et betankeligt Tilſtelde ea se 225 ig TE Teresa SENE 26 | F. A. Stocker: Abfinth .......... Mdm. Trebelli og Fru Nisſen 247 Gobi En ls 1 55 eee 228 Karl Theiſen: Om e 400 BEA obineau: Krigen mod Turkomannerne dens Oprindelſe.. „ 2 « a — ; 263—266 Den 1. Juli 1677... 261 Illuſtrationer. Rudolph Lindau: Den Fremſynte 269 —271 Aleß; Thorſoe: Fra Standertiden . .260—262 | Søren Kierkegaards Portrait 238 Iwan Turgenjef: Ny Jord . 240 262 P. Trier: Fortidens Skoleſkueſpil. . 255—258 | C. N. Roſen ildes Portrait. 268 Mark Twain: „Min Tune —din Tante“ 262 Julſus Walter: Vicekeiſeren 265 N Hiſtorie i ſatiriſte Billeder: Ernſt Wichert: En Violin 272274 Smile Zola: Skizzer 252, 253 Gambiers 100 Cathcarts Triumf⸗ 8 . g e alte 8 eller Bedſtefader 71 Lu 5 7 i S „ 555 : HR i 1 ranſke Interieur i en abnorme . 3 Afhandlinger, Skildringer og Skizzer. P. H.: Baron Roſenkrantz's Gjenganger⸗ Sillægsblød: e Paul 8 Beſog hos de Krigsforende. ber? NTR EDRNS 224 Ride 1885.39 J. En Søndag i 1 Sie N 906 — el Jonrgalinife ere 8 5 II. En Ridetour til Siſtovoaa — en forvandlede Kongne 1 i Ill. Hvor Storfyrſten var henne ... 267 — Chriſtian Winther i Paris. . 236 Litteraire Anmeldelſer. IV. Mellem Valpladſernee 269 — Frits Hultmann 257 | Abrahams Crindringer 1 237 Gerhard von Amyntor: Hypokondre Be⸗ — Danmark har faaet en ny Digter 261 | Fra Ab killelſens Tiiddd see 235 tragtninger. 8 — Af C. N. Roſenkildes Ungdomsliv 268 | Anderſens Bree 253 I. Børnetoiletter 2 s 266 — Et Nummer af „Figaro“ 272 | Nye Bidrag til Baggeſens Hiſtorie .. 225 II. Arvedumheedddddd renere 266 — Vietorien Sardous Dora 2 Biſtap Balſe ER 250 III. Landſtry geren. 267 Hg. Metronom 238 | Bj. Bjornſon: Kongen, anm. af P. H. 269 IV. Kotillon⸗Faderen 270 P. 5 ab NE og Kileſkriftlsningens Georg Brandes: Danſke Digtere . 254 955 De mortuis nil nisl bene. . . 273 Hiſt orie. Kongelige Dagbogsforfattere . 226 Lulekla: Fra Paris 223, 226, 231, 242, 244, Alphonſe Daudets Romaner 226

Georg Ebers: En ægyptift Kongedatter 229 J. A. Fridericia: Danmarks ydre po⸗

litiſte Hiſtorie fra 1629—1635 227

W. E. Gladſtone: Paveſtolen og dens MURE dr dd REE KERES 245 Srndulſte 230 lår Marie Grue. "SST BER 247 N. F. S. Grundtvig ...... 257, 259 Nogle hiſtoriſke Lareboger 273 Ernſt Häckel: Skabelſeshiſtorien . 254 Niels Lauritz Hoyens Skrifter, aum. 15 Baumann 8 Søren Kierkegaard 255, 250 85 Lunn: Knabſtrup i ældre og nyere Tid 235 egekunſt og Legeviden fta 231 Metriſke Overfætteljer ..........- a P. A. Munch: Oplysninger om det pave⸗ sg

lige Win 8

N Fr. Nielſen: Romer⸗Kirken i det nittende Hundredaa rr 243 Dr. O. Nielſen: Kjøbenhavn i Middel⸗ C 288 Oldtid og Middelalde r . . 246 Victor Rydbergs Overſettelſe af Fauſt 232 To Arbejder af Viktor Rydberg, anm. af 5 Strejftog paa „Samfundsopgavens“ Rene 2 af 8 95 274 Johannes C. H. R. Steenſtrup: Ind⸗ ledning i Normannertiden 260 Ny ſvenſk Litteratur 222 Nyere ſvenſk Litteraktun D. 263 Thomanders Ungdom ......... 240 Henrik Wergeland/ . 248

Litteratur.

Loulſe M. Alcott: Pigeborn, 233. — Den ſtore nordiſte Almanak, 233. — Pult⸗Almanak, 232. — 5. C. Anderſens Samlede Skrifter, 232. Mit Livs Eventyr. 233. Supplement, 262. — Arving en til Slottet Groenerode, 237. — Asbjornſen: Norſte Folkeeventyr. 238. — A. Bernſtein: Mendel Gibbor, 238. — Billedgalleri af beromte Maleres Berker 264. — Bj. Bfornſon: Kongen, 256. — Den nordiſte Bogverden, 256. — Bournonville: Theaterkriſen og Balletten, 257. — L. J. Brandes: Om Valget af Livsſtiuing for unge Piger, 245. — Camillo Bruun: Hvad Marehalmen fortalte, 245. — Wilh. Buſch: Humoreſter, 233. — Exit Bogh: Udvalgte Fortællinger, 233. — Auguſtus Craven: Fleurange, 237. — Druginin: Pauline Saks, 242. — Carit Etlar: Fangen paa Kallo, 273. — Folkelæesning, 235. — Charles Gandrup: Savonarola, 273. — M. Goldſchmidt: Livs Erindringer og gteſultater, 234. fortællinger og Virkeligbedsbineder, 272. — Grandville: Scener af Dyrenes Liv, 272. — Sv. Grundtvig: Danſte Folkeeventyr, 233. — Guſtafsſon: Svenska taflor, 238. — Falbe Hanſen og Will. Scharling: Danmarks Statiſtik, 258, — Mads Hanſen: Gange, 264. — Hoffmever Hanſen: Skolens og Samfun⸗ dels Reform, 273. — F. Hedberg: Svart på hvitt, 238. — Henrik Herholdt: Herregaardsbineder, 256. — Theodor Hermann: Wilhelm Wolſſchild, 230. — Peder Hort; Danſt Borneven, 272. — Johan: nes Holſt: Bornevennen, 232. — Fr. Winkel Horn: Nordiſte Helteſagaer, 272. — Hoftrup: Komedler, 233. — Hopmoller: Fra Norges Kjeld og Dal, 252. — Huitfeldt: Chriſtiania Theaterhiſtorie, 225. — Eſter Hpedebrodsdagene, 234. — Inges mann: Kunnuk og Naja. 232. — Kr. Janſon: Hvad vi Maalſtrævere vil, 245. Marit Stjolte, 256. — A. D. Jorgenſen: Af Sonderjyllands Hiſtorie, 246. Kong Kriftian den Femtes formentlige Zudfthed, 254, — Skole⸗Kalender ſor Ungdommen, 232, — Jens Kamp: Danſte Folkeminder, 238. — Laura Kieler: Gverif, 233. — Joh. Kok: Det hellige Land, 233. — Paul Konewka: Silhowetter, 262. — Den forvandlede Konge, 232. — Kurns mod, 233. — Danſt Kunft i Forhold Hil Udfan« landets, 246, — Th. Lange: Af Livet og Naturen, 245. — Hartvig Lasfen: Henrik Wergeland og hans Samtid, 272. — Auguſt Lazogas: Bolgeſlag, 250. — Stakkels Louiſe, 234. — Troels Lund: Mos gens Helneſon, 265. — Fra Luthers Tid, 232, — Lysglimt. 234. — Loffler: Haandbog i Geo⸗ grafien, 232. Nogle Bemærfninger om Carl den

Danſtes Billede i Brügge, 265.— Marie: Gjennem Kamp, 284. — Marlitt: Baronesſe Mainau, 237. — G. H. Mellin: Skildringar, 238. — Grenville Murray: Samlede Skriſter, 252. — Muſer og Gratier, 233. — F. L. Mynſter: Digte af Osſian, 232, 273. — Otto Moller: Alvor i Skole og Folkeliv, 245. — Nicolai: Bed Nytaarstid i Nod⸗ debo Preeſlegaard, 232. — 3. Nielſen: Tre For: tællinger, 235. — Marie von Olfers: Noveller, 243. — Overſkou: Komedier, 250. — John Paulſen: Sſodronningen, 235. — Proſa og Vers, 233. — G. Renbolm: Spanska berättelser, 237. — Fritz Reuter: Smaahiſtorier, 272. — N. C. Mom: Legetojsbog, 233. — M. Roſing: Fire Digte, 255 — K. Rovſing: Fra et Beſog i de amerikanſte Skoler, 272. Bidrag til en praktiſt Pe⸗ dagogik, 272. — Runeberg: Samlade Skrifter, 237. — S. Schandorph: Fra Provindſen, 224. . H. Scharling: En Pilgrimsferd i del hellige Land, 247. — Johanne Schjorring: Fra Baar til Hoſt, 229. — Snurrifax: Svermere, 252. — Spanien i ældre og nyere Tid, 273. — Spiel⸗ hagen: Stormflod. 274. — Stein og Pauli: Kriſtelig Kalender, 234. — H. Suenſon: Det rode Kors, 274. — Svea, 238. — H. Taine: Den engelſte Litteraturs Hiſtorie, 255, 272. — Thacke ray: Romaner, 264. — M. Thoreſen: Livs⸗ billeder, 256. — Alex. Thorſoe: Erik Guſtaf Geijers Forelæsninger, 230, — Thyregod: Fra aſſides Egue, 235. — Nordiſt Tidsſtrift, 255. H. Tolderlund: Fra Syd og Nord, 245.

sr Topelius: Læsning for Born, 235. — 5. Trier: Kulturhiſtoriſte Perſonligheder, 227, 228. — A. F. Tſcherning: Efterladte Papirer, 231. — Turgénjew: fædre og Sonner, 244. — E Wallis: Illuſtreret Verdenshiſtorie. 232. — Wars burg: Det svenska lustspelet under frihetstiden, 226. — Jules Verne: Rundt om Jorden, 272. — Big netter, 233. — Chr. Winther: Et Vende⸗

punkt, 233. — Pauline Worm: Kvindeſagen ſom Folkeſag, 245.

Theatrene.

Det kgl. Theater. Don Juan, 222. — Rolands Datter, 223. — E. Reumerts Debut, 223. — Trylle⸗ fløjten, 227. — Fra Siberien til Moſkou, 232. — Lady Tartuffe, 234. — Auguſta Schou i „Don Juan“, 235. — Scapins Skalkeſtykter, 235. — De ſorliebte Haandveerksfolk, 238. — Mellem Slagene, 239. — Barberen i Sevilla, 239. — Ferrsol, 245. Mdm. Trebelli, 245. — Rejfen til Gotha, 248. — Fieldſtuen, 248. — En Dpvaelkelſe, 250. — Fauſt, 250. — Tannhäuſer, 257. — Correggio, 271. — Eventyr paa Fodreſſen, 271. — Porkral⸗ terne, 271. — Eſterſommer, 272. — Kong Salomon og Jørgen Hattemager, 272. — Jacob von Thyboe, 272. — Kong Henrik den Flerde, 274.

Kaſino. Tbeaternisſen, 232. — Torneroſe, 240. —

Pan Havſens Bund, 254. — En paa Øret, 271.

Folletheatret. Fru M. Peterſens Debut, 223. — Gaaſen med de gyldne g, 223. — En Kvinde af Folket, 224. — Pariſerliv, 230. — Nytaarsnat 1877, 236. — En Nulldsſejll, 236, 239. — En Hus⸗ lærer, 239. — En Synderinde, 239. — Naar man har Fanden til Morbroder, 240. — Gamle Ungkarle, 241. — En Familie paa Moden, 251. — Meyers toiret, 257. — En Sondag paa Alperne, 271. — En Kjærlighedshiftorie fra Verfallles, 272. — Tyve: gars Jubilæum, 272. — De rode Dominoer, 274,

Muſik.

Muſikforeningen, 229, 230, 233, 238, 244, 245, 249, 250. — Cetilieforeningen, 227, 242, 254. — Kapel⸗ ſoirserne, 240, 246, 251, 255. — Tivolis Koncert— ſal, 259, 261, 267, 271, 273. — Klampenborg Koncerlſal, 267. — Concert du Boulevard, 267. — Fru Willmans Koncert, 227, 228. — Mdm. Tre⸗ bellis Koncert, 233. — Neuperts Elevpkoncerter, 240, 242. — Wieniawſty's Koncerter, 246, 251. — Balduin Dahls Koncert, 247. — Carl Schro⸗ ders Koncert, 247, 250. — Grue Kirkekors Kon- cert, 249. — Albert Meyers Sangkonſervatorium, 270, 274. — Emil Hartmann: Arabesque og Caprice, 226. Concerto pour le violon, 235, 256. — Dunkler: Drikkeſang, 227. — Orla Roſen⸗ hoff: Smaaſtudier for Pianoforte, 229. — R ung: Canzone popolare toscane, 231. — Grandjean: Kjcœrlighedsſange, 234. — Louis Hornbeck: Tre Digte, Mindre Gange, 234. — Chr. Jenſen: Tolv nye Dandſe, 234. — Gade: Udvalgte Sange, 235. Forſtj. Kompoſitioner, 251. — F. Neruda: Mas zurka & Ungariſch, 235. — Fr. Rung: Negermarche af „Den forvandlede Konge“, 235. Tre rusſiſte Folkeſange, 262. Trois impromptus, 262. — B. Dahl: Fra Tivolis Koncertſal, 235 Alb. Orth: Fire Sange, 242. — Agathe Backer-Grondal: Syv Sange, 245. — Edvard Grieg: Gem Digte af John Paulſen, 245. Sex Digte af Henrik Jbſen, 245. — Rubinſtein: Balletmuſik af „Feramors “, 251. — Sangene af „Naar man har Fanden til Morbroder“, 251. — Simonſen: Johanne Polka, 251. — Fridolin Carlſen: To Dandſe, 251. — Amberg: Ledetraad ved den forſte Borneundervis— ning, 251. — Kuhlau: Tolv Sonatiner, 251. — Julius Bechgaard: J Paar, 262. — Henrik Hen⸗ nings: Sange, 262. — Viggo Kalhauge: Not⸗ turno, 262. — Ludvig Schytte: Fire Sange, 262. — Aurora Gyllenhaal: Fem Sänger utan ord, 262. — 3. P. E. Hartmann: Volvens Spaadom, 262. Foran Sydens Kloſter, 262. — Grͤtry: Ved Vin⸗ hoſtfeſten, 262. — Finale af Mozarts Divertimento, 262. — C. C. Møller, Fanfan Polka, 262.

Billedkunſt.

Fotografier af: Ravnkilde, 226; Grieg, 226; Fru Nyrop 252; Nyrop, 252; Prof. Pauli, 252; Prof. Matthiſon⸗Hanſen, 252; S. Abrahams, 252; Fru Stillmann, 252; Johan Wiehe, 252; Frk. Weſtberg, 252; Billedkunſtnere 234; Dresdener-Galleriet, 233. — Vincent St. Lerche: Smaa Billeder for ſtore Born, 232. — Klæftrup: Det forſvundne Kjo⸗ benhavn, 233. — A. O.: Humoriſtiſke Pennetegninger, 233. — Billeder til Norges Hiſtorie, 233 — Minde! blad om Slaget i Kjogebugt, 261. — Falken ſkjold: Poſt⸗, Jernbane- og Telegrafkort, 264.

Dagbog. 222, 224, 226.

—

Offentlig Brebvexling. 230, 231, 237, 248. 249, 252, 250.

Drogede Blade. 245, 252, 253, 254, 255, 256, 257, 259, 260, 262, 264, 265, 206, 268, 270, 272.

Brevkasſe. 233, 252, 256, 257, 260. Julenht. 232, 233.

Opfordring. 237.

Bibliografi. 226, 229, 245.

— — vara — MI n ed J

—

.

2 2 22 2

AR — 2 — — RE. VIBEN i <Q 2 n rr * NR GE .

—

. —

—

SE ———

=

1

4 N | = 1 aL:

e Ull

ä —— => —

* 1 — —

——

Kjøbenhavn. NM 999 Den 1. Oktober 1876. Udkommer kver Søndag. 1 0 Abonnemenlsptis: 3 År. 50 Dre Kvarkakel

kr rere til H. G Anderfer.

I. Fra B. S. Ingemann. i ; 1828, nok) maa nødvendig forarge, hvor Mrbodighedendfor den Kjere Anderſen! hellige Skrift ikke er forſvunden eller fløvet. Det Samme

Tat for Deres Brev og for det tiltenkte Beſog i Kis⸗ ſynes mig Tilfældet med Indforelſen af St. Peder og benhavn! Det var ret uheldigt, at jeg ikke var tilſtede. fornemmelig med det letſindige Raiſonnement, der ſkal Jeg onſker Dem ret af Hjertet til Lykke med Deres Ind⸗undſkylde bette Indfald, og hvor den altfor familiaire tredelſe i det hederlige Studenterlaug og med den Lejlig- Tale om vor Herre — ſom en ſtreng eller mild Papa — hed, De nu har til at udvikle Deres Evner og Talenter i iſcer ftøber mig. Neſten alt det Andet har moret mig, et friere videnſkabeligt Liv — Hermed Subſkriptionsplanen [og hvad baade jeg og min Kone ifær ſynes godt om, er tilbage med det Par Navne, her var at faae. Prøverne [Fantaſien om Drommene. De 300 Aars Henflyttelſe i af Deres Fodrejſe. har jeg nu forſt faaet fat paa (i Flhve= | Fremtiden er vel ingen ny Ide, men er dog i Frem— poſten Nr. 90—93) og med opmerkſom Deltagelſe læft. | ſtillingen i flere Henſeender ny og interesſant. Betragt⸗ Om Ideen og Fremſtillingen i det Hele kan man førft |. ningen over Jordens og Menneſkelivets Forhold til Uni have nogen Mening, naar man har leſt Rejſen i Sam- verſet frembringer en poetiſt Stemning; derimod ſynes menhæng og feer, om den fører til Himmel eller Helvede mig Reflexionen om Forbryderne lidt for lang og ikke eller Amager, J de Bruͤdſtykker, jeg har leſt, finder jeg | ganſke fri for Determinisme. Efter Deres Opfordring en livlig Fantaſi, en godmodig og ofte treffende Satire har jeg nu her ſagt Dem min Mening; ellers indlader (f. Ex. om den mishandlede lyriſte Muſe og Manden fra jeg mig nodig ſtriftlig paa eſthetiſte Betragtninger og Be⸗ Sirius) og ſtjondt Maneren for en Del er Efterligning | bømmelfer, der ſom ofteſt kun fore til det Uendelige uden af Hoffmann (fornemmelig ved Opvekkelſen af Exſtaſen Reſultat. Kun et Verks Overensſtemmelſe eller Uover⸗ med Foden i Brodkurven) har Fremſtillingen dog meget ensſtemmelſe med vor egen Smag eller med en eller anden Ejendommeligt og mangler ikke heldig Opfindelſe; men eſthetiſt Skoles Principer lader ſig beſtemt dokumentere, hvad jeg efter min Overbevisning maa dadle, er et Hang men dermed er Intet ſagt af ſynderlig Vigtighed, mindſt til Legen med det Alvorlige og Hellige, ſom jeg for har af mig, der ikke erkjender nogen Skole eller nogen Autoritet talt med Dem om og ſom ogſaa her ſpores: Parodien af | i Smagens og Kunſtens Friſtat, og ſom derfor hvert den bibelſte Fremſtilling og Tone i Mythen om Synd⸗ | Øjeblik maa bringe de æjthetifte Skolemend i Harniſt floden Nr. 2 (hvori for Reſten Satiren kan være god ved ikke at bekymre mig om dem.

— — —

——

. i

Nr. 222. Nar og Hern.

Nu, da De ſelv har forladt Skolen, vel i anden Betydning, men dog agter at fremtræde fri og ſelvſtendig i vor Litteratur, vil jeg kun onſte, at De uden altfor ſtore og farlige Omveje maa finde den Vej, De efter Deres Natur og Ejendommelighed kan og bor vælge, og at De med fuldelig Alvor og et højere Maal end Samtidens Bifald for Øje maa blive Dem bevidſt, i hvilken Retning De bor anvende Deres Kræfter; hvad Deres ærlige Streben mod det Hojeſte og Herligſte da ſtal fore til, maa bero paa Aanden og Kraften og den gode alvorlige Villie. At De onſtker at høre ærlige Domme over Deres Arbejder, kan være godt nok, og at De for at undgaa Enſidighed vender Dem til de forſtjelligſte Sider, er ogſaa i fin Orden; men raabfører De Dem paa en Gang med de grundforſtjelligſte poetiſte Naturer, vil ſelv de eerligſte Domme kun forvirre og mislede Dem. Staar De under— tiden virkelig ſom Herkules paa Skillevejen, faa gjeelder det om at prove Aanderne, og dertil onſker jeg Dem et dybt og rigtigt Overblik; foretrek kun — ſom i Deres Fodrejſe — Fantaſiens levende Genius for den pedantiſke Elſe Skolemeſters, flyv kun driſtig hen over Tiden. og dens Jammerligheder og maal Verdenshojheden med Evig⸗ heds⸗Alenen; men foragt ikke i Flugten den mindſte Pſyke, der kjerlig ſtreber mod Fuldendelſe og Forklaring, tag for Alting Kjerligheden med paa Rejſen og treed ikke pan andre Hjerter end paa de dode i Brodkurven og mindſt paa Deres eget — hvo veed, hvor det kan tumle hen ved flige Saltomortaler! og — for at blive i Deres egen Billedſfcere — lad ikke Fanden faae virkelig Fingre i Dem, naar De for Spog lader ham fane Magt over Dem og leger med hans Elixirer! Med andre Ord, kjere Anderſen! Lad Dem ilke henrive af den beſynderlige Leg, der ofte af de talentfuldeſte Digtere drives med Poeſien og alt Aandeligt. Føler De virkeligt Digterkald, faa hold det i Mre! lad det være Dem en Helligdom, ſom hverken

et ſtuffende Dognbifald eller den bitreſte Miskjendelſe ſtal

kunne bringe Dem til at vanhellige eller bortkaſte! Og hermed [ev vel! Gud være med Dem! i Deres B. S. Ingemann.

Sorø, den 9. Jan. 1831. Kjere Anderſen!

Min Tak for Deres nye Digtſamling og for den Tillid og Hengivenhed, De viſer mig, ſtal — ſom jeg veed, De helſt ønffer det — beſtaa i en oprigtig og ufor⸗ beholden Meddelelſe af, hvad min Deltagelſe for Dem tilſiger mig. De ſynes til Dels i Bogen, ſom ogſaa i Brevet, at robe en vis lidende Sindsſtemning, ſom har gjort mig ondt og ſom jeg frygter ſtal have en forſtyrrende Overvægt fan vel i Deres Liv ſom i Deres Digtning. Den Folelſe, De for vel letſindig har ſpoget med, ſynes nu at ville hævne fig ved at betage Dem den Sjelsfrihed og Beſindighed, der udfordres til enhver Kunſtvirkſomhed og ſelv til at give Kabinetsſiykker fra Hjertekamret kunſt⸗ neriſt Holdning og Klarhed i Skyggerne. Derſom Digtet „Livet en Drom“ — ſom det lader til — er et ſandt Billede af noget Oplevet, da har Livet viſtnok ſat Dem paa en haard Prøve, Maaſte har nogen Selvfkuffelſe forbundet fig dermed; men hvorledes det end hænger ſammen, faa lad Livet ikke for Alvor blive Dem en Drøm,

og endnu mindre en ulykkelig Drøm! men lad det vakte Hjerte netop overbeviſe Dem om, at der ſelv i den dybeſte Smerte kan være Spiren til en højere Glæde, og at det ſande Aandens Liv, det Guds-Rige, vi bede maa komme til os, ogſaa virkelig og her kan komme til os! — Den Forandring, De felv føler der er foregaaet med Dem og ſom Deres nye Digte ogſaa til Dels vidne om, haaber jeg imidlertid vil bringe Dem Sandheden og Skjonheden i Livet ſom i Poeſien nærmere, naar det kun kan lykkes Dem at finde et faſt Standpunkt mellem de Højder og Dybder, De nu ſpimler ved og ſom De før anſaa for Fantomer, men ſom netop i deres Sandhed og Storhed danne de ſtjonneſte og herligſte Livsbilleder. — En Be— tenkelighed er herved faldet mig ind, ſom jeg beder Dem ſelb betænfe om er grundet; det forekommer mig nemlig, ſom De iler vel meget med at ville give enhver Folelſe Luft i poetiſte Udbrud, inden den ret kan faae Tid til at udvikle fig med Klarhed og Bevidſthed, og at De derved undertiden ligeſom puſter i Sjelens Blomſterknopper for at fane dem til at ſpringe ud før Tiden, Opſog for Al- ting ikke poetiſte Ulykker! de kunne, for De veed af det, blive virkelige. Deres Lyſt til ret at ſtudere Byrons Fortvivlelſes-Poeſi ſynes mig en ſaadan Higen efter tung— ſindig Sjelenering, og i enkelte af Deres Smaadigte feer jeg en ſaadan Lyſt til merke og menneſktefjendſke Foreſtillinger, fornemmelig i „Maleriet fra Jyllands Veſtkyſt“.

Af de tre Digte, De ſelv ſynes bedſt om, ſynes jeg ogſaa meget godt om „Orkenens Sen“ og „Livet en Dram“. Det forſte er et ſmukt poetiſk Hjerteſuk og det ſidſte har faa megen Sandhed og Hjertelighed, at det, ſom ſagt, har gjort mig bekymret for Forfatterens Hjerte— fred. Luftaanden ſynes mig til Dels en Reminiſcens, og

jeg feer ikke, Hvorledes De har kunnet finde Sferernes Harmoniſte Muſik i den fredloſe Aands Klage over en

uendelig Disharmoni og Univerſets formentlige Hjerte— loshed. Spaſen med den latinſke Grammatik anſeer jeg for mislykket. Nogle af de erotiſke Smaavers og adſkil— lige af de andre, der ſynes blotte Fragmenter uden nogen hel ubført Ide, havde jeg onſtet udeladte. En ſtrengere Korrekthed i Formerne og en ſtorre Preciſion i ÜUdtrykket havde viſtnok ogſaa været ønffelig; dog er jeg langtfra med den nye Gjenganger at fætte Formen over Ideen. Et af Deres Digte, ſom behager mig allermeſt, uagtet det i Begyndelſen noget minder om Tiecks Alfer, er „Den

fremmede Fugl”, hvor jeg finder Barnefantaſien, Menneſke⸗

livet og Doden ſmukt og poetiſt beſkuet. J Digterſtibet finder jeg ogſaa nogle meget ſmukke Trek, ffjøndt den elegiſte Slutning maaſke vel nedſlagende antyder den Util— fredshed med Livet, ſom netop Digterſkibet ſkulde hæve os

ud over. J „Spillemanden“ har De fremſtillet en poetiſt -

og tragiſt Situation, hvori jeg dog havde onſket noget mere Beſtemthed og Klarhed.

De ſeer, at jeg ſaaledes i det Hele er ſaare langt

fra at miskjende det Poetiſte, der lever og rører fig i Dem, og ſom jeg viſt haaber ſtal udvikle ſig til en langt ſtorre Modenhed, naar det kun kan lykkes Dem at holde

Ligevegten i Livet ſom i Kunſten, med det Sfjønnefte og

Hojeſte for Oje, uden at forvildes af Roes eller ubillig Dadel og af den urolige Tidsaands ſuſende Dœemoner. Gud velſigne Dem! Lev vel! Guds Lykke til Deres nye Arbejder! Det vil glede mig at høre, at der er Fred og

rr i 2

*

3 | Mar og lern.

ſand Glede i Deres Indre, i den urolige Sø kan ingen

Stierner aſſpejle fig: — men post nubila Phoebus.

Deres venligt hengivne Ingemann.

Soro, den 20. Jan. 1831. Kjere Anderſen!

Med ſmertelig Deltagelſe leſte jeg, hvad De faa venlig og fortrolig meddelte mig om den Begivenhed, der nu truer med at berøve Dem alt Haab og al Kjærlighed til Livet. Inderlig gjerne vilde jeg ſige Dem et venligt Ord til Troſt og Beroligelſe; men jeg føler kun altfor vel, at hvad der i Sandhed ſkal kunne berolige Dem i en ſaadan Stilling, ikke kan komme fra Menneſter, men kun fra den kjerlige og forbarmende Gud, der visſelig Intet tilſtikker os uden af en uendelig Kjærlighed, ſom vi kun ikke altid forſtaa. Hvor en ſand og dyb Kjeerlighed bliver til i et Hjerte, er der visſelig en evig Livskilde frem— ſprunget, ſom i et fromt, gudhengivent Gemyt, ſelv under de misligſte udvortes Omſteendigheder, maa anſees for et ubetaleligt Gode, Er Kjerligheds-Ideen fremſtaget hel og uden Skuffelſe for Dem, idet De ſelv er overbeviſt om dens Sandhed i en ren og gjenſidig Folelſe, faa er Kjerlighedens forſte og hojeſte Fordring derved. ogſaa op— fyldt, og en ſaadan Kjerlighed bor aldrig kunne bringe en Sjæl til Fortvivlelſe. Lykken af en udvortes Forbin— delſe maa den hojeſte Kjærlighed kunne reſignere paa, naar højere Pligter og Henſyn, ſom her, forbyde den; men den Lidenſkab, hvormed Ideen forbinder ſig, er af jordiſt og endelig Natur; den maa mandig bekeempes, og gjennem Afſigelſens Smerte maa en højere Glæde nod— vendig ubvifle fig. Tænf Dem blot, at De i Morgen var et halvt hundrede Aar ældre!

Mit Raad er derfor ikke at glemme. og ſlaa hen, hvad der hverken kan eller ſkal glemmes; nej tvertimod, er og bevar en Folelſe, der kun for en Tid kan ſynes at gjøre Dem ulykkelig, men ſom dog kan og maa give Dem uendelig langt mere, end den berøver Dem, idet den aabner Dem Indſigten i en Himmel, ſom kun faa Men— neſker fjende og ſom det allerede er en ſjelden Lykſalighed at have feet i dette Liv, om det ogſaa var pan en Pine— benk og i den ſtorſt mulige Fraſtand. Jo mere det kan lykkes Dem at hæve Folelſen til en ſtor og evig Ide, jo lettere vil det falde Dem at lasrive Dem fra Pinebenken og bekempe Lidenſkaben. Jo dybere og højere vor Kjer⸗ lighed i fin enkelte Retning er, jo nermere er den ved at ſammenſmelte med den hojeſte og meſt fordringsloſe Hengivenhed i Guds Billie og i al Kjerligheds evige guddommelige Kilde. f

Kjere Anderſen! at gaa denne Kamp komme, da De med disſe Dages Lidelſer dem for den hojeſte

Gud give Dem Kraft og Mod til igjennem — og den Tid vil viſt Ro og Glæbe kan fe tilbage til og ſelv ikke vilde have undveret udvortes Lykke. Men her gjeelder

det at fætte Krefterne i Virkſomhed og ikke fortabe fig i daadles Sorg; her haaber jeg ogſaa, at Deres Begeiſtring for Poeſien og Deres Trang til et aandeligt Liv og en ſkjon Virkſomhed i denne Retning ſtal være den beſkyttende

Engel, der fører Dem frelſt over Dybet. Gud velſigne Dem! Deres hengivne Ingemann.

ittsosftſſtfſ w. . ex :

Nr. 222.

Min Kone lader Dem meget hilſe. Hun har med den inderligſte Deltagelſe leſt Deres Brev. Hun ſtriver ikke, da hun omtrent vilde have ſagt Dem det Samme, ſom hun nu har leſt i mit Brev; hun haaber og onſter med mig, at De med Kraft og Mod maa gaa den Lidelſe igjennem, der er tilſtikket Dem, uden at tabe bet kjerlige Sindelag, der nu ſelv gjennem Deres Sorg faa klart

udtaler fig.

9. Nov. 1831. Kjcre Anderſen!

Det er dog ret gledeligt, at man i vor Tid ikke vil paadrage ſig den Anklage, at man ligegyldig lader Digterne ſulte ihjel (om end den ſamme Tidsalder og dens Ord— førere ikke føle ſtort Samvittighedstryk ved at flaa eller radbrœkke dem ved aandelige Bodler). Hvad man i oko⸗ nomiſt Henſeende gjør eller vil gjøre for Bredahl, kan viſt højlig behøves; han har i mange Aar maattet trælle for det Nodtorftige, og ſlal der være Haab om, at han nogen⸗ finde med Aandsfrihed ffal kunne fortjætte fin politiſke Virkſomhed, maa han udrives af en Stilling, hvori den blot fyſiſke Tilværelfe opſluger alle hans Kræfter i en idelig Kamp med Livets ydre Fordringer. Vel troer jeg ikke, at han for Ojeblikket trues af nogen ſtorre Nod end den, han kun altfor længe har følt Trykket af: hans Reſtance til Akademiet ſkal ikke beløbe fig til mere end 140 Rd., og han er i denne Henſeende ikke bleven presſeret, men derfor er Hjælpen ikke mindre nodvendig; hans Forhold ſom Bonde til Akademiet er ſom Arvefeeſter af en ud— ſtykket Bondegaard, hvortil der neppe hører en halv Gaards Jorder; hans aarlige Afgift til Akademiet med Skatter og Alt beløber fig omtrent til 180 Rd. Skulde han hjælpes og ſettes i en nogenlunde taalelig Stilling, maatte — efter min Mening — Reſtancerne og den aarlige Afgift eftergives ham af Akademiet eller betales for ham og hans Jord-Ejendommen ſaaledes udvides, at Gaardens Drift kunde ernære en Familie, og at han ikke ſelv, ſom hidtil, behsvede at forrette en Avlskarls eller Rogters Arbejde. Forvalteren her paa Godſet, Kammerraad Povelſen, mener, at det netop for Sjeblikket ikke vilde være vanſkeligt at fane hans Jord-Ejendom forøget med en tilgrendſende Parcel. J Forening med Direkteur Eſtrup har jeg nu ogſaa foranſtaltet en Samling af Bidrag for ham her i Byen. Kunde og vilde Univerſitets-Direktionen give ham Gaarden afgiftsfri, og kunde der for de ſamlede Bidrag kjobes tilftrætfelig Jord til, vilde han med fine tarvelige Fordringer viſt ſlaa fig ret godt igjennem; men om han ſelv derved vilde være tilbagevunden for Litteraturen og et videnſkabeligt Liv, er endnu et ſtort Spørgsmaal. Et indbringende Toldembede eller Poſtmeſter-Embede vilde maaſke være ham allergavnligſt, men hvem kan ſkaffe ham det? Hvad hans utrykte Arbejder angaaer, veed jeg endnu intet Beſtemt; han ſynes i den ſenere Tid at have opgivet enhver Tanke om fortſat Skribentvirkſomhed. Den Maade, de fleſte Digtere nuomſtunder behandles paa, har i hojeſte Grad indigneret ham og ſpekket hans Lyſt til Publicitet. Maaſte kan den Deltagelſe, der nu for Sjeblikket viſer ſig for ham, atter give ham Lyſt til litterair Meddelelſe, og har han Noget, han for Sjeblikket onſter trykt, ſkal jeg ſnareſt muligt underrette Dem derom.

Har De leſt Sibberns ſmukke Ytringer angagende

Nr. 222.

Rar og Hern. 4

e ꝶÄ . ß ñðͤ . ̃ͤ— —v——

Dem i hans trykte Skrivelſe til mig? De have gledet mig. Den herſtende Kulde og Dadleſyge hos vore Wſthetikere anſeer jeg iſer ſtadelig for den unge Digter, der let der— ved kan paadrage fig en aandelig Forkslelſe og Svindſot, naar det poetiſte Gemyt netop meſt trænger til Kjærlighed og deltagende Opmuntring.

Venlig Hilſen fra min Kone. Skriv mig ſnart til og meddel mig, hvad De lever i!

Deres venligt hengivne Ingemann.

E. S. Den utrykte 5. Del af Bredahls dramatiſke Scener, ſom for længe ſiden har været færdig til Presſen, ſtal være indſendt til Fru Roſenſtand i Kjøbenhavn for at beſorges til Trykken, og efter hvad jeg hører, ſkal der allerede være et Foretagende i Gjere om at beſtride Trykkeomkoſtningerne. Førend ber virkelig er ſteet Noget for at hjælpe Bredahl til en vedvarende Exiſtens, var det vel bedſt, om han var uvidende om det Hele. Det var viſtnok allerede godt, kunde han blive en nogenlunde velhavende Bonde; men vil man vente videnſtabelige Frugter af hans øvrige Liv, maatte han kunne tilbringe det i en ſorglos Stilling blandt dannede Menneſter.

i Soros, den 7. Septbr. 1836. Kjere Anderſen! 0

Det var mig naturligvis ſeerdeles kjcert at høre be⸗ kreftet, hvad jeg allerede hiſt og her har erfaret, at det Folkelige og National⸗Hiſtoriſte i mine Romaner ogſaa begynder at finde Gjenklang i den danſte Bondes Sind, og jeg har ofte beklaget, at Bøgerne var for dyre til at

kunne komme ret Mange af Almuen i Heende. At ſtrive

mindre Bøger i denne Henſigt vilde dog efter min Mening være. forgjeves, da det netop er Udforligheden og den omſtendelige Udmaling, der opliver disſe Billeder fag vel for Almuens ſom for den Dannedes Fantaſi, hvor den

ikke hæmmes af altfor megen Lærdom og kritiſt Pedanteri.

Et beſtemt Henſyn til en vis Klasſe Læfere vilde desuden altid hindre Livet og Friheden ved Digtningen, og hvad Folket finder Behag i, kan Ingen ret vide, førend man feer det. De gamle Morſkabsboger, der bleve Folkeboger, vare ikke beregnede for nogen enkelt Stand, men læftes lige fan vel af Fyrſten ſom af Bonden; hvorimod de fleſte Forſog paa at ſtrive Folkebsger i de nyere Tider mislyk— kedes, netop fordi man vilde beregne og forudbeſtemme den folkelige Smag og Folelſe. Merker man, at Almuen finder Smag i vore Bøger, ſtulde der kun ſorges for, at de kunde komme dem i Hernde i Godtkjobs-Udgaver, der dog ilke ødelagde Øjnene, Ingen Bonde leſer desuden ſmaaſtilede Beger. Vilde man gjøre et Forſog derpaa med „Valdemar Sejer“ og man kunde blive enig derom med Forlæggeren (Seidelin), vilde jeg med Fornojelſe re- noncere pan Honorar for et nyt Oplag paa 500 Expl.

og ſelv revidere Korrekturen.

Det har glædet mig, at en Hedersmand ſom Collin har interesſeret ſig for denne Sag, og derſom han kunde have Lyſt til at foretage Noget overensſtemmende med den Anſkuelſe af Sagen, jeg her har meddelt Dem, vil det være mig en Glede at ræffe Haand dertil.

Det er en komiſt Betingelſe, man har gjort ved An- tagelſen af Deres Stykke. God Lykke til deres nye Ar— bejde! Venligſt Hilſen fra min Kone og

Deres hjertelig hengivne Ingemann.

$landins.

A Viktor Rydberg. Overſat efter Forf.s Manuſtript af Otto Borchſenius.

Hvis Klaudius ikkun levede for Efterverdenen i de Love, han indſtiftede, de Bygninger, han opforte, og de Billedſtetter, man endnu har af ham, da maatte man nodvendig forledes til en ſmigrende Foreſtilling om Kali⸗ gulas Efterfolger. N

Klaudiusbillederne i Roms Muſeer overraſke. Mis⸗ foſteret, ſaaledes ſom hans egen Moder kaldte ham, Gla⸗ diatorlegenes Ven, Fraadſeren og Drankeren, den lærde Dumrian, den villieloſe Halvtosſe — lutter Udtryk, ſom man har dynget op pan hans Isſe — er det muligt, at han har havt nogen Ligbed med disſe Billeder, ſom mode os med Vemod og Mildhed i de regelbundne juliſke Trek?

Ja, efter Alt, hvad vi vide om romerſk Portraitkunſt,

ere vi forpligtede til at tro det. Man kan ikke bebrejde”

denne Kunſt, at den ſmigrede. Den gav, hvad Romerne krœvede af den: ſtreng, ubeſtikkelig Naturſandhed, og den giorde ingen Undtagelſe med Cæfarerne og deres Hus, ikke en Gang med deres Kvinder.

Man treffer neſten fraſtodende Vidnesbyrd derom. En Kejſerinde, der allerede er lidt til Aars, ſkal fremſtilles

ſom Venus. Det er muligt, at hun helſt vilde have fra⸗ bedt fig denne Pre, og at hun! gjerne hørte til

„die alten, die ſich klug verhüllen“, N

men hun har Pligter mod fin Verdighed ſom Cæfars Huſtru og maa finde fig i fin Skjebne. Kjerligheds⸗ gudinden var jo den juliſte Wts Stammemoder; derfor gan hendes Attributer — men ganſte viſt ikke altid hendes Skjonhed — i Arv til enhver Husmoder ved den cæfarifte Arne, paa ſamme Maade ſom Paven arver St. Petrus“ Nogler, maaſte uden at arve hans Tro. Og ſaaledes ſkal Kunſtneren forevige hendes nøgne Puder, og han gjør det overensſtemmende med Sandheden ſaaledes, at den lille Amorin, ſom med Fingeren paa Munden ſtager ved Bil⸗ ledſtotttens Fod, umuligt kan hviſte Andet til disſe Puder end: tilhyller Eder!

Man kan jo forovrigt ſige, at den fineſte Smiger var at holde ſig til Virkeligheden, der burde vere god nok og ikke burde trænge til at korrigeres af Kunſten.

Dette paabøb i ethvert Fald Forſigtigheden, thi der

5

fandtes fuldt op af Spadsmagere og Spottefugle paa Torvene ſaa vel ſom i Forſamlingsſalene og Badene, hvor de kejſerlige Billedſtotter vare opſtillede. vilde have udeſtet Latteren. De Grunde, hvormed Snorre Sturleſon hævder Oldtidskvadene om Stormends Be⸗ drifter ſom gyldige Vidnesbyrd, naar Sangene have veret ſungne for Vedkommende ſelv, de ſamme Grunde gjelde ogſaa for Kejſerbilledernes Troſkab. En paa Forfengelig⸗ heden myntet, for Alle tydelig Afvigelſe fra Sandheden, „det vilde have været Haan, men ikke Ros“,

Kun i de Billedſtotter og Relieffer, ſom fremſtille en Kejſer i hans Apotheoſe, kan man opdage en Idealiſering, men en, ſom vil forklare Naturen, uden at korrigere den.

Man maa altſaa tro, at Klaudius har havt disſe tiltalende Anſigtstrek. Alle hans Billeder af forſtjellige Mejsler og forſtjelligt Verd vidne overensſtemmende derom. Og det modſiges ikke af hans Hiſtorieſtrivere. Vel have disſe gjort fig lyſtige over hans pedantiſke Veſen og vuggende Gang, men ingen har ſagt, at han var ſtyg. Suetonius, den ivrige Samler af Alt, ſom kunde gjore hans Minde latter— ligt, taler endogſaa om „en bydende Verdighed i hans Mdre (authoritas dignitasque forme), naar han ſtod, ſad eller laa.“

Klaudius⸗Statuen i Vatikanets Rotunda er et merke⸗ ligt Kunſtverk. En gammel Hamlet! Det er det forſte Indtryk. Men Hamlet og Klaudius Cæfar, Shakſpeares fine romantiſk- moderne Drommer og den kejtede, fvage, ſandſelige Olding paa Romas Trone — en ſaadan Sam⸗ menligning maa jo fore en hel Mængde Indvendinger med ſig! Det er ſandt, og dog ſlipper jeg ikke den Tro, at Shakſpeare havde læft om Klaudius, for han ſtrev om Hamlet, at Suetonius' Skildring af den ulykkelige romerſke Fyrſteſon og Saxes Saga om den ulykkelige danſte vare formelede i Digterens Fantaſi, da Hamlet ffabtes der. Et ſorgeligt Ungdomsliv ved et Hof, ſom tvang dem til at hykle Vanvid, var fælles for dem begge. Og at der laa en Hamlet dybt ſtjult i Klaudius Cœſars Sjæl og at Shakſpeares ſkarpe Blik har fundet ham der og ladet ham ſom en Sommerfugl flyve ud af den uformelige Puppe, det troer man at ſe foran den vatikanſke Billed⸗ ſtotte, hvis Meſter faa at ſige i Marmor har hugget det græjfe Ord, hvormed Auguſtus traf Hovedtrœkket i Klau⸗ dius“ Karakter. Ordet, anvendt paa ham, behover ingen Udtydning; naar man hører meteoria, foreſtiller man fig en Speven i grendſeloſe Regioner mellem Taager og Skyer, et planloſt Liv i tomme Drømme, nedtynget af Vemod over Villiens Svaghed og af og til gjennemkrydſet af ſtore Forſctter. Det var den unge Hamlets og den gamle romerſte Imperators Liv. Man læfer det her med forbavſende Tydelighed i hvert et Trek.

Det er et velformet Hoved, mod hvilket man fra Skjonhedens Synspunkt neppe kan indvende Andet end at Anſigtets Oval er noget for ſammentrykket. Den brede Pande er overtrukken af tungſindige Skyer. Ojnene med deres tovende, ſorgmodige og velvillige Udtryk robe en grublende og lidende Aand, ſom foler ſig adelsbaaren, men ube af Stand til at hævde fin Frihed, Munden er ſmukt modelleret og tyder paa en Finfolelſe, ſom man ikke ſtulde have ventet her, men ſom træder frem ved en upartiſt Granſkning af Klaudius' Karakter. Holdningen er edel, men anſtrengt; Legemsbygningen udadlelig, med Undtagelſe af de altfor ſmalle Skuldre. Det Hele giør et engſtende og bog vindende Indtryk. Man troer at fe en Ulykke, ſom har Net til at appellere til Deltagelſen, og en Svaghed, parret med for meget Godt, til kun at vælfe Medynk og Foragt. 5

Ogſaa denne Billebftøtte vidner om, at den gamle Tetning om Antikens Kulde taaler en Indſkrenkning. Naar Gjenſtanden var ſaadan, at Betoningen mere faldt paa Livets Sondring end paa dets Harmoni, ſtabtes der Kunſtverker, gjennemaandede af den Varme, ſom Sjceels⸗ krefternes ujevne Leg avler. Men Antikens Kunſtveerker byde fig ikke frem til Salg; mod Kjobere ere de kolige. De tillade ſig ikke en Gang at bejle til en barbariſt Smag

Nær og Fern.

Smigeren

Ur. 222

ved noget paataget Sjeelfuldt, noget Overdrevent i Be⸗ vegelſer, noget Kunſtigt i Draperiet. Man overraſter dem i Færd med at ffrifte deres Folelſer; men de ville ikke overraſke med deres Skriftemaal. Det har ofte veret ſagt, at de ſynes at være til for deres egen Skyld, lige⸗ ſom Blomſten, der uſeet folder ſin Skjonhed ud i Ur⸗ ſkovens Dyb.

Den Klaudius⸗Statue, ſom i Civita Lavigna i Aaret 1865. Vatikanets Rotunda ejer ogſaa et ypperligt Bryſtbillede af ſamme Kejſer, og Late⸗ ranet gjemmer en anden Tronſtatue, der ogſaa er et godt Arbejde. Alle tale de godt om Den, de fremſtille, og alle ſynes de at vidne om, at deres Meſter har elſtet ſin Opgave. Denne Kjerlighed, ſom man opdager, man veed ikke hvorledes, har hos de romerffe Kejſerſtatuers Kunſtnere ikke altid virket ſammen med Sjet og Smagen. Man opdager den i Klaudiusbillederne, i Vatikanets ſtjonne Nerva⸗Statue, i nogle af de bedſte Trajanus⸗ og Anto⸗ ninus⸗Pius⸗Billeder, men ellers ſjeldent.

Gaa vi fra Muſeerne til Kampagnen, treffe vi ogſaa Klaudius der. Kampagnen holder hans Minde i ſin Favn, og den og dette Minde forffjønne hinanden. Det Vemod og den Storhed i Forfald, ſom man bliver vaer i den ſtakkels Kejſers Trek, gienfindes i denne af Na⸗ turen og Kunſten dannede Gruppe. Aqua Claudia's Bue⸗ hvælvinger gjennemffjære den romerſke Odemark, ligeſom en faſt Beſlutning undtagelſesvis gjennemſkar de taagede Regioner i denne Cæfars Sjæl. Fra de Bjerge, der mod Oſt omgjerde Roms Synskreds, vandre den klaudiſte Vandlednings Arkader over en Stræfning af flere Mil til den evige Stad. Den gamle Indſtrift over Porta Mag⸗ giore fortæller, hvor de drog ind i Rom, og de fem Buer, der ſtaa tilbage paa Skraaningen af Palatinerbjerget ad Via di Gregorio til, ſige os, hvor Ledningen endte, efter at den havde tømt fine kuldefriſte Stromme i en Meengde af Kunſten ſmykkede Marmordamme. Ferdes man paa Via appia nuova eller paa Vejen til Frascati, ſeer man, faa langt Øjet nager, med længere eller kortere Mellem⸗ rum disſe vældige Arkader, der ofte hæve fig til en Højde af hundrede Fod og ved deres Staorrelſe ere lette at ſtielne fra de i ſamme Retning lobende Aqua Marcia's Buer. Man har vanſkeligt ved at tro, at dette Kempe⸗ vært er opſtaget ved den ſvageſte af alle Cæfarer; det er en ejendommelig Leg af Skjebnen, at juſt hans Navn ſkulde knyttes til et Mindesmerke, der mere end noget andet minder om det gamle Roms Magt og den romerfke Folkeſtammes Villiekraft.

Er man paa en af de ſmaa Dampbaade, ſom pløje - Tiberen, gaaet ned til Oſtia, ſtoder man paa en Mod⸗ ſigelſe af ſamme Slags. Hvor man nu ſeer nogle elendige Hytter, ſtod fordum Roms Havneſtad, folkerig og yppig, og denne Stad, med ſin Havn, der nævnedes imellem Verdens Unbderværfer, havde Klaudius at takke for ſin Blomſtring. Tibermundingen ved Oſtia var allerede for Julius Cœſars Tid faa opfyldt af Floddynd og Havets Sand, at man ikke med ſtore Fartojer vovede ſig ind deri. En af Julius Ceſars ſtore Planer gik ud paa atter at gjøre Oſtia til Roms Havn, men ſelv om han havde levet, vilde han ikke have udfort Tanken, thi han, ber ellers eggedes af Vanſkeligheder, lod Foretagendet falde, efter at Sagkyndige havde erkleret det for umuligt. Klaudius optog Planen. De Sagkyndige fraraadede den paany. Kejſeren lod dem fremſette deres Grunde, granſtede dem, forkaſtede dem og paabod, at Arbejdet ſtulde begynde. Nogle Aar derefter var Oſtia en Havn, mellem hvis vel⸗ dige Arme Koruflaaderne fra Ægypten og Afrika fandt ſikker Ankergrund og over hvis Bolgebrydere et Fyrtaarn rejſte fig, ſom kappedes med Alexandrias.

ag Sabinersjergene i en af Apenninerne dannet Grhdedal ligger Celanoſoen, Oldtidens Fucinus. J Aaret 1752, da Søens Vandſtand var meget lav, blottedes Ru⸗ inerne af en gammel Stad, og blandt dem fandt man Billedſtotter af Kejſer Klaudius og hans anden Huſtru, Agrippina. Hvor en Klaudiusſtatue har ftaaet, der har

her er omtalt, blev fundet

— een

Nr. 222.

Rar og Hern. 6

den gamle Kejſer levet i Mindet om et eller andet nyttigt Foretagende. Saaledes ogſaa her. Fucinus havde intet ſynligt Afløb og overſtremmede ofte den omkringliggende Egn. Julius Cæfar agtede derfor at binde Vandſtanden ved en Tunnel gjennem det nu ſaakaldte Monte Salviano. Men ogſaa her faldt det i Klaudius' Lod at optage og ubføre Cæfars Tanke. J elleve Aar arbejdede 30,000 Mand paa at gjennembryde Bjerget, J Aaret 52 efter Kriſtus var Verket fuldfort. Det, ſom ſaa meget Andet, forfaldt under Middelalderen. Mer end tuſind Aar efter Klaudius optoges Sagen igjen, og en ny Tunnel har nu givet Agerbruget omkring Celanoføen frugtbare Strækninger i tryg Beſiddelſe. Forgangent Aar fejrede Italien bette Storverk ved at lade ſlaa en Erindringsmedaille over bets Ophavsmand, Fyrſt Alesſandro Torlonia. & *. ges

Klaudius var ſom Barn og Yngling ſygelig. Hans Legems⸗ og Sjelskrefter udviklede fig faa langſomt, at han endnu ved Myndighedsalderen ſtod under en „Bar⸗ neleders“ Omſorg. J Hjemmet behandledes han hjerteloſt, jelv af fin Moder. Man horte hende klage over, at hun havde født en ufærdig Skabning til Verden, og vilde hun udpege Nogen ſom ufædvanlig dum, var hendes ſtagende Udtryk: „Han er enfoldigere end min Son Klaudius“. Den Skjonhed og Begavelſe, hvormed hans Broder Ger— manikus lyſte, gjorde ved Sammenligningen hans Stilling verre. Den eneſte af Frenderne, ſom vifte ham Godhed, var Kejſer Auguſtus. Af Breve, ſom denne ſtrev til Livia (og hvoraf Suetonius har givet os Üddrag), feer man blandt Andet, at Kejſeren en Tid indbød Klaudius daglig til fit Bord i Haab om at kunne vænne ham af med den Menneſkeſkyhed og det klodſede Vœeſen, ſom gjorde ham faa latterlig, For at unddrage fig Haan og Spot, havde Yng⸗ lingen gjort fig faa uſynlig ſom muligt og valgt fig Om⸗ gangsvenner mellem nogle agtverdige Bogorme, ſom ikke havde noget af de helleniſke Videnſkabsmends verdensvante, ſlebne Lader og lette Samtaletone. Under disſe Venners Ledelſe havde han med Zver kaſtet ſig over Studier. Titus Livius, den udmerkede Hiſtorieſtriver, Keſſerens for⸗ trolige Ven, indfandt ſig ſtundom i denne Kreds og op⸗ muntrede Klaudius til hiſtoriſt Forfatterſtab, om ikke for Andet, jan for at Yuglingens Sjæl kunde have en edel Sysſelſettelſe. Men Keiſeren opdagede ſnart, hvad der var baade til at le og grede over, at den unge Fyrſte ikke alene havde tilegnet fig de Kundſtaber, en Sulpicius Flo⸗ rug, en Athenodorus havde at byde paa, men ogſaa deres

pedantiſte Lader. Hvad ſtulde man gjøre med ham? Da

Kejſeren ſtrev et af disſe Breve, foreſtod den Feſt til Mars Ultors Pre, ſom han havde indſtiftet og med hele det kejſerlige Hus ſkulde overvære, Men kunde Klaudius den Staffel («misellus«), tages med? Kunde han med fine 21 Aar paa Bagen gjelde for et helfærbigt Menneſte? Vilde man ikke udſcette fig for Latter, naav man frem⸗ vifte ham for et Folk, der var faa tilbøjeligt til ondſkabs⸗ fulde Lojer ſom det romerſke? Brevyſtriveren indrømmer, at disſe Spørgsmaal ængite ham, og at han een Gang for alle vil have afgjort, om Klaudius er mulig i Om⸗ gangslivet og Statslivet eller ikke. — Ved en anden Lej⸗ lighed ſtriver Kejſeren, at han har fundet Sjelsadel under den taabelige Overflade — en Opbagelſe, der gjør hans lige fan ſkarpe ſom velvillige Blik Ære — og han htrer fin Forbapſelſe over den Sammenheeng i Tankegangen og den Klarhed i Udtrykkene, ſom Klaud ius beſad, naar han holdt et overteenkt Foredrag, medens han til daglig Brug talede ved Siden af Munden.

Den ſamme Jagttagelſe Havde det romerſte Folk ofte

Lejlighed til at gjøre, efter at Klaudius var kommen paa

Tronen. Naar han ikke talede uforberert, vare hans Fore⸗ drag i Senatet ikke alene klare, men ſagkyndige og udmer⸗ kede ved Grundighed; og dog gik der neppe nogen Dag, uden at man pan Forum eller i private Kredſe havde gt ret om en Dumhed eller et galt Udtryk fra hans eber. : '

Den medlidende Venlighed, ſom Auguſtus havde viift ham under hans gledeloſe Ungdomsliv, gjemte Klaudius i taknemmelig Erindring. At Auguſtus havde anſeet det for nodvendigt at udelukke ham fra alle Statsverdigheder med Undtagelſe af Auguralpreſtens og i ſin ſidſte Villie kun betcenkt ham med en ringe Pengeſum, formindſkede ikke denne Taknemmelighed. Hvis der i det romerſke Rige fandtes Nogen, der i Kejſerdemmets Grundlægger fane et højere Veſen og lagde alvorlig Betydning i hans Ophojelſe til Guderne, faa var det denne hans Efterfolger. Under Tiberius' Regjering var Klaudius endnu ſtren⸗ gere fjernet fra offentlige Hverv, Da Senatet gav ham Sæbe og Stemme blandt fine Medlemmer af konſulariſt Rang, ophævede Tiberius Beflutningen ved den aabne

"Erklæring, at hans Frænde ikke var ved fin Forſtands

fulde Brug. Den Foragt, ſom Tiberius viſte ham, og den Redſel, han nærede for, at „Tosſen“ ſkulde gjøre Cceſars Hus latterligt, vare dog blandede med andre Fo— lelſer. Ogſaa han havde i Klaudius opdaget et ædelt Malm; det harmede ham, at de enkelte Anlæg til et godt Menneſte, ſom han her mente at have fundet, ſtulde være parrede med en faa hjælpeløs Svaghed, og ved fit Teſta— ment ſogte han at ſikre ham en ſelvſtendig og ſorgfri øfo- nomiſt Stilling, Men Kaligula røvede hans Formue, og Klaudius levede derpaa den fattige Leerdes Liv med alle dets Forſagelſer. Ulykkelig var han dog ikke, naar de Timer undtages, hvori han kaldtes til Hoffet for at tjene til Skive for Kaligulas kaade Indfald. Han fandt ſin Troſt i Læsning og Forfatterſkab og fin Hvile i de tomme Drømme, hvortil han hengav fig, efter at han i det fra det nermeſte Vertshus hentede Maaltid havpde tilfredsſtillet ſin altid ſtorartede Madlyſt og Kjærlighed til Albanervinen. Naar han ikke opholdt fig paa Landet, boede han i et tar⸗ veligt Hus i en af Roms Üdkanter, afholdt af Naboerne, ſom ved en agtelſesfuld Opforſel ſyntes at ville bode paa den Forhaanelſe, ſom han maatte taale af ſine Frender. Den greſte Bogverden havde han grundig gjennemforſket; hans hiſtoriſre Studier vare omhyggelige og vidtſtrakte; hans Virkſomhed ſom Forfatter ſtorartet af Omfang og, at dømme efter Samtidiges Ytringer, agtverdig med Hen⸗ fyn til Indholdet. J romerſt Hiſtorie ſtrev han tre og tyve Bind; etruſtiſte Forſtninger nedlagde han i tyve Bøger og karthagiſte i otte, Desuden forfattede han et „Forſpar for Cicero“ mod dennes Modſtander Aſinius Gallus, et Arbejde om Bregdtſpil, et andet om den latinſke Retſtriv⸗ ning, ſamt endelig vidtloftige Erindringer fra ſit eget Liv. At hans etrufkiſte og karthagiſke Studier ere gaagede tabte, maa regnes til ubodelig Skade for Videnſkabeu, thi man vilde utvivlſomt i dem have truffet en uhyre Beleſthed og en Rigdom af ſamvittighedsfulde Fakta, hentede fra Kilder, der nu for længe ſiden ere udtorrede. Klaudius havde hele Karakteren af en Faglerd fra vore Dage, der med Kjærlighed fordyber fig i de mindſte Enkeltheder af fin Gjenſtand og ikke vover en Dom over Noget uden den omhyggeligſte Provelſe af Alt, hvad der hidtil har været

underſogt og udtalt om ſamme Emne.

Maaſte var denne Egenſkab en af hans ſtorſte Ulykker ſom Rigets Styrer. Den gjorde ham til Pedant og til bureaukratiſt Formynder i enhver Bagatel, ſom han vidſte han forſtod fig paa, og forledte ham til en velment, men latter⸗ eller forargelſesvekkende Indblanding med Forord⸗ ninger om Husholdningsſager og andre Ting, ſom Ved⸗ kommende, hvem Forordningerne gjaldt, forſtod mindſt lige faa godt ſom han ſelv. Men hvad: ber var langt verre, den ſamme Egenſkab gjorde ham aldeles forſagt overfor de daglig opdukkende Spørgsmaal, hvori han ikke følte fig hjemme, J Bevidſthed om den Slovhed, hvormed han modtog Indtryk af Alt, ſom kildrede hans Vellyſt, og i Folelſe af den Langſomhed, hvormed han klarede ſine Foreſtillinger, nærede han ingen Tiltro til fin egen Domme⸗ kraft ſom umiddelbart virkſom, og i flige Spørgsmaal havde han derfor intet andet Spar end det Holbergſte: „Sporg min Hovmeſter!“ Mindſt tiltroede han ſig at kunne gjennemſtue Andres Tanker og Forſetter, eller at

7 Nur og Fern.

rr

Nr. 222.

ZT: d r

kunne ſtjelne den Redelige fra den Uredelige, Vennen fra Fjenden. Omſorgen herfor overlod han til de Menneſker i fine Omgivelſer, ſom een Gang for alle havde vundet hans Tillid. De Anklager, for hvilke en ſtor Mengde Senatorer og Riddere under hans Regjering faldt ſom Ofre, exe alle at ſtrive paa disſe Omgivelſers Synde— regiſter. Da man efter Kejſerens Dod gjennemſogte hans Papirer, fandt man, at han ſelv aldrig havde forlangt eller indledet nogen Anklage. Om de fældede Dodsdomme var han ſedvanligvis uvidende, indtil de vare fuldbyrdede, ofte ogſaa bagefter, faa at han indbød til fit Bord for— nemme Romere, der allerede vare henrettede ſom Hoj— forrædere. Han følte ved fig. felv, at han, ſom Tacitus ſiger, „var ude af Stand til at forſvare ſig ſelv“; naar

han derfor fra fine lærde Forſkninger eller fin Grublen over vigtige Lopforſlag eller fin Puslen med bureaukratiſt Pilleri vekkedes til Syn paa Livet omkring fig, og hans Øre fyldtes med Raab om ſtatsfarlige Renker og truende Sammenſpergelſer, faa fad han raadvild og mistvivlende om at kunne udfinde, hvad der var fandt og uſandt, virke⸗ ligt og opdigtet i det, han horte, og overgav fig endelig paa Naade og Unaade til dem, paa hvis „praktiſte Blik“ han forlod fig, og paa hvis Kjerlighed og Venſkab han troede at kunne ſtole. At dette var en Svaghed, ſkjœbne⸗ ſvanger i fig ſelb og en Fyrſte uværdig, derom havde han en ſmertelig Bevidſthed, ſom han ſogte at dove med Mid⸗

dagsbordets Gleder og ihærdige Studier. N Sluttes.

„Günſke vift“.

alf Thomas Bailey Aldrich.

I.

Naturligvis var det ikke hans Navn. Selv. i Staten Maine, hvor det endnu er Skik og. Brug at fkamfere et

Barn for Livstid ved at døbe ham Arioch eller Shadrach eller.

Ephraim, vilde Ingen blot i Dromme tenke paa at kalde en Dreng „Ganſke, viſt.“ Det var blot et Sgenavn, vi gav ham i Felten; men det hagede ſig til ham med ſaadan en burreagtig Haardnakkethed og er fan uadſkillelig fra min Er⸗ indring om ham, at jeg ikke troer, jeg kunde ſkrive nøjagtig om John Bladburn, derſom jeg ſkulde kalde ham noget Andet end „Ganſke viſt.“ s 5 ;

Det var en Aften Fort. efter det forſte Slag ved Bull Run). Potomac⸗Heren, ſplittet, bedøvet og fortabt, var igjen i fit gamle Kvarter bag ved Jordverkerne. Den førge= lige Reekke af Ambulancer, ſom bar vore Saarede til

Waſhington, var ikke færdig med at krybe over Long Bridge;

de blaa og de graa Kitler laa endnu beſtandig paa Skaar paa Slagmarken ved Manasſas, og det Morke, ſom tyngede vore Hjerter ned, lignede den Taage, der ſtrakte ſig langs Overfladen af Potomac og indhyllede Shenandoah-Dalen. En Stsvregn var begyndt i Skumringen, den var bleven driſtigere med Morket og flog nn en triſt Tappenſtreg paa Teltet, Teltet for Mesſen Nr. 6, Kompagni A, —de Regiment, New⸗Morker⸗Frivillige“ Vor Mesſe, ſom oprin⸗ delig beſtod af otte Mand, var bragt ned til fire. Lille Billy havde, ſom en af Folkene ſtygt bemerkede, beſtemt fig til at blive ude ved Manasſas; Korporal Steele maatte vi forlade ved Fairfax Court⸗Houſe, ſkudt gjennem Hoften; Hunter og Suydam havde vi ſagt Farvel til om Eftermiddagen. „Siig til Johnny Reb“, ſagde Hunter, idet han løftede Leder⸗Sideſtykket paa Ambulancen op, „at jeg ſkal være til⸗ hage igjen, fan ſnart jeg faner et nyt Ben.“ Men Suydam

„) Slaget ved Bull Nun (en lille Strom, der falder i en Biflod til Potomac), ogſaa kaldet Slaget ved Manasſas, leveredes 21. Juli 1861 og var den forſte ſtorre Kampe i den nordamerikanſte Borger⸗ krig; Nordſtaternes Her under Mae Dowell blev fuldſtendig ſlaaet. 13 Maaneder ſenere ſtod et nyt Slag ſammeſteds.

ſagde Ingenting; han aabnede kun ſine Sjne mat og ſmilte Farvel til os.

De Fire af os, ſom forbleve i Live og ufkadte hin for⸗ ſmedelige Juli-Dag, fad i vore. egne mørke Tanker og rog vore Roſentræs-Piber og lyttede til Regnen, ſom pidſkede mod Lerredet. Denne og af og til et Hyl fra en ſulten Koter, der i Udkanten af Lejren ſnuſede om efter et eller andet. hen⸗ ſlengt Ben, var det Eneſte, der brød Tavsheden, undtagen naar en ondſkabsfuld Regudraabe betenkſomt losnede fig fra Teltets Loftſtang, faldt ned paa Vegen af vort Tellelys og fit det til at „ſprutre“, ſom Ned Strong kaldte det. Lyſet var midt i et af ſine ugudeligſte Anfald, da Blakely, idet han bankede Aſken af ſin Pibe, uden at henvende ſig til Nogen i Serdeleshed fan at ſige ubevidſt gav Reſultatet af fine Tanker Luft, idet. han bemeerkede, at „det var en nettere Hiſtorie.“ 3

„Affairen mod Richmond?“

„Ja.“ ;

„Jeg gad nok vide, hvad de vil gjore ved det der ovre“, ſagde Curtis og pegede over fin højre Skulder. Bed „der ovre” mente han Nord i Almindelighed og Masſachuſetts i Seerdeleshed. Curtis var fra Boſton, og hans Stedſands var jaa ftærk, at jeg troer, der paa alle hans Omvandringer i Virginia ikke var et Sjeblik, Dag eller Nat, hvor han ikke kunde have fundet til Fanenil Hall i en lige faa ſnor⸗ret Linie ſom en Bi. .

„Gjore ved det?“ udbrod Strong. „De vil lave et Par hundrede tuſinde blaa Flonels-Buxer og ſende dem afſted, hvert Par med en Mand i, — alle de forte Mend i de lange Buxer og alle de høje Mænd i de korte“, tilføjede han, idet han kummerfuldt betragtede ſin egen Ben-Pynt, der naaede ham til Anklerne. 5

„Det er rigtigt", ſagde Blakely. „Lige nu, da jeg flog en Klo i Intendanten for at fane et Extra⸗Lys, fane jeg en hel Mængde nye Karle, der flæbte paa Sengetepper.“

„Aa nej hør, lad os være fri for det“, raabte Strong „Om Forladelſe, jeg vidſte ikke, det var Dem,“ tilfojede han hurtig, da han fane, at det var Lieutenant Haines, der havde ſlaaet Fligen af Teltet tilbage og indladt en Strom af Bind

—

. — ———— —— — —

Nr. 222.

Mær og Hern. 8

og Regn, der truede vor misfornøjede Tellepraas's Aande⸗ bræt med de alvorligſte Følger.

„De maa ſlaa Dem ned her“, ſagde Lieutenanten, idet han talte til Nogen udenfor. Denne Nogen traadte ind, og Haines forſvandt i Morket.

Da det var lykkedes Strong at bringe Lyſet til Bevidſt⸗ hed igjen, faldt Skjceret paa en høj Mand af et ff) Udſeende, pan omtrent fem og tredive Aar, med et langt, hofarvet Sageffjæg og Overſkjceg, paa hvilket Regndraaberne ſtod i Klynger, ligeſom Natteduggen paa Spindelvevs-Stumper i en Eng. Det var et ærligt Anſigt, med nogle underlige, ikke— jordiſte blaa Øjne, der ſage frem under Infanterihuens brede Stygge. Med et ærbødigt Blik hen imod os ſpeendte den ny Ankomne fit Tornyſter op, ſpredte fit Sengetæppe over det og ſatte ſig ſtille og rolig ned.

„Temmelig fugtig Aften udenfor”, bemærkede Blakely, ſom blev anſeet for at have fin ſterke Side i Konverfation.

„Ganſke viſt“, ſvarede den Fremmede, ikke fort, men venligt, og med en Mine, ſom om han havde ſagt Alt, hvad der var at ſige om det.

„Nylig kommen fra Norden?“ fpurgte Blakely efter en Papſe.

Ja.“

„Fra noget beſtemt Sted?“

„Maine.“ i

„Folk er vel ordenlig i Bevegelſe der nede?“ vedblev Blakely, beſtemt paa ikke at give tabt.

„Ganſte viſt.“ |

Blakely kaſtede et forvirret Blik ud over Teltet, og da han fane et bredt Grin pan Ned Strong, rynkede han Panden ſtrengt. Strong antog zjeblikkelig en adſpredt Mine og be⸗ gyndte ſagte at nynne: „Aa, gid jeg var i Dixie!“

„Staten Maine“, bemeerkede Blakely med noget viſt Udfordrende i fit Veſen, der aldeles ikke var nødvendigt for at drofte et geografiſk Spørgsmaal, „er et behageligt Sted.”

„Om Sommeren“, indſksd den Fremmede, | „Om Sommeren mener jeg”, ſvarede Blakely med Liv, idet han tenkte, at han nu havde brudt Iſen. „Men Hel⸗ vedes koldt om Vinteren — ikke ſandt?“

Den nye Rekrut nikkede kun.

Blakely betragtede et Sjeblik Manden med et morderiſt Ojekaſt; derpaa kom han med et af den Slags Smil af for⸗ ſtilt Lyſtighed, ſom Romanforfatterne fortelle os ere mere tragiffe end Taarer, og vendte fig mod ham med knuſende Ironi.

„Haaber, De forlod de Gamle ved rigtig godt Helbred?“

„Dode.“ ,

„Er de Gamle døde?”

„Ganſke viſt.“

Blakely dukkede fig pludſelig ned efter fit Sengetæppe, ſvobte det rundt om fig med pinlig Nojagtighed, og man horte ilke mere til ham. N

Lige da gav Hornet Signal til at ſlukke Lyſene, og Horn ſparede Horn i de fjerne Lejirpladſer. Da vore. iffe overdrevent omhyggelige Nat⸗Toiletter vare i Orden, kaſtede Strong en af de Andres gamle Stovler hen paa Lyſet med ufeilbarligt Sigte, og Morket bemægtigede fig Teltet. Ned, der laa paa min venſtre Side, rakte fig ſtrax over til mig og hviſkede: „Hor Du, vores Ven „Ganfke viſt“ er en ſnakke⸗ ſalig gammel Spend! Han taler fig da nok ihjel ved en

eller anden Lejlighed, hvis han ikke pasſer paa. Du For⸗ barmende, hvor det gik for ham!“

Næfte Morgen, da jeg aabnede Øjnene, fad det nye Medlem af Mesſen Nr. 6 paa fit Tornyſter og redte fit blonde Skjceg med en Hornkam. Han nikkede venlig til mig og til hver af Folkene, efterſom de vaagnede, En for En. Blakely ſyntes ikke at være tilbøjelig til at forny den fore— gagende Aftens livlige Samtale; men medens han var borte for at opdrive noget af, hvad der af ren Spydighed kaldtes Kaffe, vovede Curtis at ſporge Manden om hans Navn.

„Bladburn, John“, var Svaret.

„Det er et temmelig fvært Navn til Hverdagsbrug“, bemeerkede Strong. „Hvis det ikke ſaarer Deres Folelſer, kunde jeg lide at falde Dem „Ganſke viſt“ — for Nemheds Skyld. Sig bare til, hvis De ikke ſynes om det. Maa vi gjøre det?“

Bladburn lo en Smule — ganffe ved fig ſelv, fane det ud [om — og var i Færd med at ſige „Ganſke viſt“, da han greb fig i det, rodmede ſom en ung Pige og tilnikkede Strong et ſtraalende Samtykke. Fra den Dag lige til det Sidſte hang Ogenavnet faſt ved ham.

Ulykken ved Bull Run efterfulgtes — ſom Leſeren veed — had Potomac-Heeren angager, af et langt Tidsrum af meſterlig Uvirkſomhed. Mac Dowell, en god, men uheldig Soldat, traf fig tilbage til Arlington Hojderne, og Mac Clellan, der havde udmærket fig i det veſtlige Virginia, tog Kommandoen over Stridskrefterue foran Waſhington og rettede ſin Energi paa at reorganiſere de demoraliſerede Tropper. Det var en triſt Tid for Folkene i Norden, der i taabelige Illuſioner fra Uge til Uge ventede efter „Richmonds Fald“; og det var en triſt Tid for Indbyggerne af hin uhyre By af Telte og Forter, der i en Halokreds ſtrakte fig foran det be- lejrede Kapitolium — faa kjedelig og aandstrættende en Tid, at forcerede Marchers Mojſommeligheder og Slagets Redsler kom til at ſtaa for dem ſom Noget, man onſkede fig.

Navneopraab Morgen og Aften, Vagttjeneſte, Parader, en Rekognoſcering af og til, Dominopartier, Brydekampe og ſagdanne raa Ibrætter, ſom kunde udføres i Felten, udgjorde Summen af vort Liv. Poſtens Ankomſt med Breve og Aviſer hjemme fra var Dagens Begivenhed. Vi lagde Meerke til, at Bladburn hverken ſkrev eller modtog Breve. Naar de øvrige af Folkene kradſede vek, ſom om det gjaldt Livet, med Trommer og Tornyſtre og Biſkojtdaaſer til Skrivepulte, kunde han ſidde ganſke rolig og ryge fin Pibe; men han ſage ud paa os gjennem Kredſe af Rog med et Anſigt, der udtrykte den omhyggeligſte Interesſe.

„Hor nu her, „Ganſke viſt““, kunde fan Strong ſige, „Poſtſeekken bliver lukket om en halv Time. Skal De ikke til at ſkrive?“ ”

„Jeg troer ikke i Dag”, ſvarede Bladburn, ſom om han havde ſtrevet den foregagende Dag eller vilde ſkrive den næfte: men han ſkrev aldrig. i

Vi og alle Officererne ved Regimentet vare komne til at holde meget af ham. Han talte mindre end Nogen, jeg nogenſinde har kjendt; men der var intet Mørkt eller Vrantent i hans Indefluttethed. Det var Solſkin, Varme og Klarhed, men uden Ord. Fordringslos og beſkeden indtil Grendſen af det Undſeelige gjorde han Indtryk paa Alle af at være en Mand af ejendommelig Faſthed og Mod.

„Du kan ſtole paa“, ſagde Curtis en Dag til mig, „at han, denne „Ganſke viſt“, han er rent Smør til Bunds, og naar vi kommer til at tage Tag med Gutterne derovre, fan vil han nok gjøre Noget, der faner os til at lukke Glug⸗ gerne op.“

9 ARR nær og fjern.

„Hvad bringer Dig til at tro det?“

„Aa, ikke Noget, jeg egenlig kan forklare; blandt Andet den drillende Sindsro, der er over Menneſket. Nu i Morges drillede Folkene Bolle-Fanny“ (en lille Mulatpige, ſom tre Gange om Ugen plejede at bringe Boller til Lejren — med Fare for fit Liv!), „og Jemmy Blunt af Kompagniet K. — Du kjender ham jo nok — var temmelig raa ved Pigebarnet, da „Ganſke viſt“, ſom havde ſiddet og leſt under et Tre, ſtak ſin ene Finger ind i Bogen, gik over, hvor Folkene tumlede ſig, og med et Smil paa ſit Anſigt ſom en ung— dommelig Engel loftede han Jemmy ud af Kredſen og fatte ham blidt ned lige over for ſit eget Telt. Der ſad Blunt maallos og ſtirrede pan „Ganſke viſt“, der igjen havde jat fig under Træet og kilede los paa fin lille latinffe Grammatik.“

Ja, hin latinſke Grammatik! Han havde den altid hos fig og leſte i den eller vendte dens ombsjede Blade til forſtjellige Tider og paa afſides liggende Steder. Et halvt Douſin Gange om Dagen kunde han trælfe den ud fra Bryſtet paa ſin Kittel, der havde Form efter Bogen lige over det venſtre Bryſt; ſaa kunde han ſe paa den ſom for at forvisſe fig om, at den var i god Behold, og derpaa lægge den ind igjen. Om Natten laa Bogen under hans Hovedpude. Det Forſte, han gjorde om Morgenen, for han var rigtig vaagen, var, at hans Haand inſtinktmesſig famlede ind under hans Tornyſter for at ſoge efter den.

En forterende Nysgjerrighed bemegtigede fig os, hans Kammerater, angaagende denne latinſke Grammatik; thi vi havde opdaget, hvad det var for en Bog. Strong vilde gierne ftjæle den en Nat, men kunde ikke bekvemme fig til det. „For det Forſte“, raiſonnerede Strong, „har jeg ikke Hjerte til at gjøre det, og for det Andet mangler jeg moralſk Mod. „Ganſke viſt“ vilde i al Venſkabelighed [bræffe hver Knokkel i Kroppen paa mig.“ Og jeg troer ikke, Strong tog ſaa meget fejl.

Undertiden ærgrede jeg mig over mig ſelv, fordi jeg lod denne høje, enfoldige Bondekarl volde mig faa meget Bryderi. Og dog, var han en enfoldig Bondekarl? Opdraget i en ſtorre By var han ſikkert ikke; men hans Veſen havde, til Trods for hans Kejtethed, noget ubeſkrivelig Fint over fig. Nu og da lod han ogſaa et Ord eller et Udtryk falde, der vifte hans Fortrolighed med Arter af Lesning, ſom man ilke ſtulde have ventet ſig. „Forleden Dag“, ſagde Curtis og hævede Sjenbrynene en ganſke lille Smule, „havde han den Uforſkammethed at rette mig i mit Latin.“ Kort ſagt, „Ganſke viſt“ var et dagligt Problem for Medlemmerne af Mesſen Nr. 6. Naar ſom helſt han var fraværende, og Blakely, Curtis, Strong og jeg kom ſammen i Teltet, drøftede vi ham og ubdviklede forſkjellige Theorier for at forklare, hvorfor han aldrig ſkrev til Nogen, og hvorfor Ingen nogen— finde ſkrev til ham. Havde Menneſket begaget en eller anden ſkrækkelig Forbrydelſe og var flygtet til Heeren for at ffjule ſin Skyld? Blakely foreſlog, at han maatte have myrdet „de Gamle,” Hvad mente han med evig og altid at ſtudere i hin laſede latinſre Grammatik? Og var hans Navn ogſaa virkelig Bladburn? Selv hans uforſtyrrelige Elffværbdighed blev mistœenkelig. Og faa hans frygtelige Indeſluttethed! Derſom han var Offer for en eller anden dyb Sorg eller knuſende Ulykke, hvorfor fane han da ikke ulykkelig ud? Hvad i al Verden havde han at være fornøjet for?

„Min Mening“, ſagde Strong, „er, at han er en anden „Evig Jode“; for den oprindelige, veed J nok, var en tem⸗ melig morkladen Kammerat.“

— . ccc

Nr. 222

Blakely ſluttede af Noget, Bladburn havde ſagt, eller af Noget, han ikke havde jagt — hvilket var rimeligere — at han havde været Sfolelærer i en eller anden Periode af ſit Liv.

„Aa Sludder med din Sfolelærer!” kommenterede Strong. „Kan Du tenke Dig ham gaa omkring ſom Sfolelærer og konjugere Verber for Patteborn ud af en ſnottet ABC? Nej, „Ganſte viſt“ har aabenbart været —æ—æ— Fanden tage mig, om jeg kan finde ud af, had han har været.”

Hvad end Bladburn havde været, faa var han et enſomt Menneſke. Naar ſom helſt jeg vil foreſtille mig et Billede pan fuldſtendig menneſkelig Afſondring, ſkal jeg tenke paa ham, ſom han var i hine Dage, da han gik om, afſondret, ſelvindeſluttet og alene midt iblandt tohundrede tuſinde Men⸗ neſker.

II.

Den amerikanſke Sommer med ſin uendelige Skjonhed og Blodhed kom hint Aar ligeſom en Bebrejdelſe til Virginia. Lovet, der hiſt og her havde et Anſtrog af prismatiſke Farver, hang ubevegeligt ned i den gyldne Taage. Den fine Vir⸗ giniſke Slyngplante fif næften Lyſt til at ſtyde fine Skarlagens⸗ Knopper frem igjen. - Intet Under, at den yndige Fe⸗Skikkelſe — denne dunkle ſydlige Soſter til den blege nordlige Juni — ikke tøvede længe hos os, men zbebrejdende veg bort for Menneſkets vilde Krigskunſt, idet hun fyldte de een Gang fredelige Kløfter og Dale med fin hojtidsfulde Pathos.

De Forberedelſer, der i Maaneder vare blevne trufne i Arſenaler og Stsberier i Norden, vare neſten fuldendte. Uger igjennem havde Luften været fyldt med Rygter om en Fremrykning; men Rygtet i Dag gjendrev Gaarsdagens Rygte, og den „Store Armee“ bevægende fig ikke. Heintzelmans Korps tog ſtadig ſine Telte ned, lige ſom Araberne, og liſtede fig lige fan tavſt bort; men hvordan det nu gik til, faa var det altid paa ſamme Sted den næfte Morgen. En Dag kom der endelig Ordre ned til vor Brigade om at bryde op.

„Vi gaaer til Richmond, Folkens“, raabte Strong glad, idet han ſtak Hovedet ind i Teltet; og vi jublede Alle og ſvang vore Huer ſom Afſindige. Man ſeer, at Big Bethel og Bull Run og Ball's Bluff (de blodige B.'er, ſom vi plejede at kalde dem) ikke havde givet os bedre Forſtand.

Til Venſtre for vor Lejr hævede der fig brat op fra Fladeſtrekningen en høj Bakke, bedeekket med en forkroblet Vært af Rod⸗Eg, Daddelblomme og Kaſtanie. Aftenen for vi tog Teltene ned, klatrede jeg op til Toppen for at kaſte et Afſkedsblik paa et Skue, ſom Banen ikke havde været i Stand til at røve bets Trylleri, Der nede ved mine Fødder, ſtrekkende fig mange Mile bort, laa den „Store Armees“ Leirpladſer, med Lejrbaalene tegnede geen imod Himlen. Tuſinder af Lys tindrede i enhver Retning, nogle lunt og hyggelig nede i Dalen, andre ligeſom Ildfluer, der ſlog med Bingen og ſtjelvede mellem Træerne, og andre, der ſtrakte fig i parallele Linier og Krumninger lige ſom Gadelygterne i en By. Et eller andet Steds, langt borte, ſpillede et Muſikkorps — med Afbrydelſer, ſuntes det; og nu og da, nærmere ved, ſkod en Solv⸗Tone fra et 8 ſkarpt op gjennem Natten og ſyntes at tabe ſig lige ſom en Raket blandt Stjernerne — de taal⸗ modige, uforſtyrrede Stjerner. Pludſelig blev en Haand lagt paa min Arm.

„Jeg vilde gjerne ſige Dem et Ord“, ſagde Bladburn.

Med et lille Sæt af Overraſkelſe gjorde jeg Plads for ham pan det omſtyrtede Træ, hvor jeg fab,

Rr. 222.

ner og Fern. j 10

ZZ . eee en et ed —

„Jeg faner maaſke ikke mere Lejlighed til det“, ſagde han. „De og Folkene har været meget venlige mod mig, venligere end jeg fortjener; men undertiden har jeg tenkt mig, at det, at jeg ikke ſagde Noget om mig ſelv, havde givet Eder den Foreſtilling, at Alt ikke var i Orden i mit tidligere Liv. Jeg onſker at ſige, at jeg kom ned til Virginia med rene Papirer.“

„Vi har aldrig for Alvor tvivlet om det, Bladburn.“

„Naar jeg ilke ſkrev hjem“, vedblev han, „var det, fordi jeg ikke havde noget Hjem, hverken Slægt eller Venner. Da jeg ſagde, de Gamle vare dode, var det ſandt. Kjeder jeg Dem ikke? Hvis jeg troede, jeg gjorde det —“

„Nej, Bladburn. Jeg har ofte onſket, at De vilde tale til mig om Dem ſelv, ikke af tom Nysgjerrighed, haaber jeg, men fordi jeg ſyntes godt om Dem hin regnfulde Aften, da De kom til Lejren, og er kommen til at ſynes bedre og bedre om Dem lige ſiden. Dette er ikke for meget at ſige, naar Himlen alene veed, hvor. ſnart jeg maaſke ikke mere kan ſige det, eller De ikke mere høre paa det.“

„Det er netop det“, ſagde Bladburn ilferdigt, „det er derfor, jeg gjerne vil tale med Dem. Jeg har en Anelſe om,

at jeg ikke kommer ud af vort forſte Slag.”

Ordene foer underlig igjennem mig, thi jeg havde. i' flere Dage forſogt at ryſte en lignende Forudfslelſe om ham af mig — en taabelig Forudfolelſe, der var voxet ud af en Droem.

„J Tilfælde af, at Noget af den Slags fulde indtræffe”, vedblev han, „vilde jeg gjerne, at De ſkulde have min latinſke Grammatik her — De har nok feet mig læfe i den. De kunde maaſke ſtikke den til Side i en Reol for gamle Tiders Skyld. Det er mig ſaadan imod at tenke, at den kunde falde i plumpe Hænder eller blive ſparket omkring i Lejren og trampet under Fodder.“

Han trommede ſagte med Fingrene paa Bogen i Bryſtet af ſin Kittel. . .

„Det var ikke min Henſigt lat tale om dette til nogen levende Sjæl”, fortſatte han, idet han gjorde Tegn til mig, at jeg ikke ſtulde ſvare ham; „men der var Noget, [om greb mig i Aften og fik mig til at folge efter Dem her op. Maaffe, hvis jeg fortalte Dem Alting, vilde De være fan meget mere villig til at fage Dem af den lille Bog i Til fælde af, at det gaaer. ſnavs med mig. Da Krigen brød ud, holdt jeg Skole nede i Maine, i ſamme Landsby, hvor min Fader var Skolelerer før mig. Da den gamle Mand dode, ſtod jeg ganſke alene tilbage. Jeg levede temmelig meget for mig ſelv og havde. ingen Interesſer udenfor Sogne-Skolen, ſom paa en Maade ſyntes at være min perſonlige Ejendom. Sidſte Foraar for otte Aar ſiden blev der bragt en ny Elev til Skolen, en ſped lille Plante. af et Pigebarn med et un⸗ derligt bedrovet Anſigt og et ſtille Veſen. Maaſke var det, forbi hun ikke var meget ſterk, og maaſke, fordi hun ikke blev behandlet overdrevent godt af dem, i hvis Baretægt hun var, eller maaſke var det, fordi mit Liv. var enſomt, at mit Hjerte bøjede fig varmt mod Barnet. Det forekommer mig Alt⸗ ſammen ſom en Drøm nu, ſiden hin Apr il Morgen, da lille Mary ſtod foran min Pult, med fine ſmulke Øjne undſelig vendte mod Jorden og det bløbe Haar faldende ned over hendes Anſigt. En Dag ſeer jeg i Vejret, og fer Aar ere gaaede — ſom de gaaer i Drømme — og blandt Eleverne ſtager der en høj Pige paa ſexten Aar, med alvorlige, kvindelige Øjne, ſom jeg ikke tor vove at fe paa. Det gamle Liv er forbi, Barnet er blevet Kvinde og kan nu underviſe fin

Lærer, Himlen er mit Vidne, jeg vidſte ikke, at jeg elſkede hende, for den Dag. ; i

„Lenge efter at Børnene vare gaaede hjem, fad jeg i Skoleſtuen, med Anſigtet hvilende paa mine Hænder, Der ſtod hendes Pult, og Eftermiddags⸗Skyggerne faldt hen over den. Den havde aldrig feet tom og glædeløs ud för. Jeg gik hen og ſtod ved den lave Stol, ſom jeg havde ſtaget Hundreder af Gange. Paa Pulten laa der en Stabel Bøger, rede til at bringes bort, og blandt Andet en lille latinſt

Grammatik, ſom vi havde ſtuderet ſammen. Hvilke ſmaa

Fortvivlelſens Nederlag og Triumfer og lykkelige Timer knyt⸗ tede der fig ikke til den! Jeg løftede den omhyggelig op, ſom om den var et dødt lille Veſen, og vendte Bladene i den og kunde neppe fe dem. Medens jeg ſaaledes løft hen bladede i den, kom jeg til et Blad, hvorpaa der var ffrevet Noget med Bleek med den mig velbekjendte Pigehaand. Det var kun Ordene: „Kjcere John“, gjennem hvilke hun havde flanet to haſtige Blyantsſtreger — jeg vilde onſke, hun ikke havde flanet de Streger!” tilføjede: Bladburn med dæmpet Stemme. f

Han tav ſtille en Minut eller to og. fane bort imod Lejrpladſerne, hvor Lyſene ſvandt hen et for et.

„Jeg havde ingen Ret til at gaa og elfte Mary. Jeg var dobbelt faa gammel ſom hun, et kejtet, enſomt Menneſke, ſom vilde have faaet hendes Ungdom til at visne. Jeg havde faa ſtor Uret, ſom jeg vel kunde. Men jeg beſluttede aldrig at ſige Noget til hende. Jeg lukkede Grammatiken inde i min Pult og Hemmeligheden i mit Hjerte i et Aar. Jeg kunde ikke udholde at msde hende i Landsbyen. og holdt mig borte fra ethvert Sted, hvor det var ſandſynligt, at hun vilde komme. Gaa kom hun til mig og fatte fig bodferdig ved mine Fodder, ganſke ſom hun plejede at gjore, da hun var Barn, og ſpurgte, hvad hun havde gjort mig imod, ſiden jeg var vred; og ſaa — Himlen tilgive mig det! —

ſaa fortalte jeg hende det Altſammen og ſpurgte hende, om

hun med ſine Leber kunde ſige de Ord, hun havpde fkrevet, og hun krob ganſke ſktjcelvende ſammen i mine Arme ligeſom en Fugl og ſagde dem atter og atter.

„Da Marys Familie hørte om vor Forbindelſe, kom der Uro i Lejren. De ſigtede højere for Mary end til en halv⸗ gammel Skolelcrer. Ingen kunde dadle dem for det. De forbsd mig Huſet, hendes Onkler; men vi mødtes i Lands⸗ byen og i Naboernes Huſe, og jeg var lykkelig, da jeg vidſte, at hun elſkede mig. Saaledes ſtod Sagerne, da Krigen kom pan, Jeg følte mig ftærft opfordret til at folge det gamle Flag, og jeg hang med Hovedet den Dag, det Kompagni, der var bragt paa Benene i vor Landsby, marcherede forbi Skolebygningen til Jernbaneſtationen; men jeg kunde ikke rive mig los. Ved denne Tid kom Preſtens Son, der havde været- borte ved Univerſttetet, til Landsbyen. Han traf ſam⸗ men med Mary hiſt og her, og de bleve meget gode Venner. Han var en vakker Fyr nær ved hendes egen Alder, og det var naturligt, at de kom til at holde af hinanden. Undertiden pinte det mig at ſe ham frit optaget i det Hjem, hvorfra jeg var udelukket; fan plejede jeg at aabne Grammatiken ved det Blad, hvor der var ſtrevet „Kjcere John“ oppe i Hjørnet, og min Bekymring var borte, Mary var ſorgfuld og bleg i de Dage, og jeg kan tenke, hendes Familie plagede hende.

„Det var en Aften to eller tre Dage, for vi fif Efter⸗ retningen om Bull Run. Jeg var gaaet ned til Kirkegaarden for at beſkjcre Granheekken om min gamle Fabers Grayſted og var juſt ved at træde indenfor Indhegningen, da jeg

0

—

.... —— — UDPPPPP̊VäWAAAAAAAAAAA

11 Nær og Fern.

Nr. 222.

horte Stemmer fra den modſatte Side. Den ene var Marys, og den anden vidſte jeg var den unge Marſtons, Praſtens Son. Det var ikke min Mening at lytte; men hvad Mary ſagde, gjorde mig maallss. „Vi maa aldrig modes igjen“, ſagde hun ſom ude af fig ſelv. „Vi maa ſige Farvel her for beſtandig, — Farvel, Farvel!” Og jeg kunde høre hende hulke. Saa, ſtrax efter, ſagde hun haſtigt: „Nej, nej, Haan— den, ikke Læberne!” Saa lod det til, han kysſede hendes Hender, og de To fkiltes; den Ene gik hen imod Praſte— gaarden og den Anden ud ad Porten ner ved, hvor jeg ſtod.

„Jeg veed ikke, hvor længe jeg ſtod der; men Natteduggen havde gjennemblodt mig til Skindet, da jeg liſtede mig ud af Kirkegaarden og tvers over Vejen til Skolebygningen. Jeg lukkede Doren op og tog den latinſke Grammatik fra Pulten og ſkjulte den paa mit Bryſt. Der var ikke en Lyd eller et Lys nogetſteds, da jeg vandrede ud af Landsbyen. Og nu“, ſagde Bladburn, idet han pludſelig rejfte fig fra Tre— ſtammen, „hvis den lille Bog nogenſinde kommer paa Deres Vej, vil De ſaa ikke nok pasſe paa, at den ikke kommer til nogen Fortrœed, for min Skyld og for den lille Piges Skyld, ſom var tro imod mig og ikke elſkede mig? Hvor hun end er i Aften, ſaa Gud velſigne hende!“

Da vi ſteg ned til Lejren med vore Arme hvilende paa hinandens Skuldre, brendte Vagtbaalene ſvagt i Dalene og langs op ad Hojenes Sider, og faa langt ſom Øjet kunde rokke, laa de tavſe Telte ganſke hvide i Maaneſkinnet.

III.

Vi havde troet, at Fremkaſtningen af vor Brigade var Begyndelſesbevegelſen til en almindelig Fremrykning af Hæren;

men en ſaadan fandt, ſom Leſeren vil erindre, ikke Sted for

den paafolgende Marts, De Konfødererede vare vegne til bage til Centreville uden at affyre et eneſte Skud, og Na- tionaltropperne vare i Beſiddelſe af Lewinsville, Vienna og Fairfax Court⸗Houſe. Vor nye Stilling var neſſten ganſke den ſamme ſom den, vi havde indtaget Aftenen for Slaget ved Bull Run — paa den gamle Chausſee til Manasſas, hvor Fjenden förmodedes at ſtaa i ſtor Styrke. Med en Feltkikkert kunde vi fe Oprorernes Feltvagter bevæge fig! i et Bælte af Skovland paa vor højre Side, og Morgen og Aften horte vi deres Trommers drillende Hvirvel. :

Disſe Feltvagter bleve fnart en Plage for os. Der gik neppe en Nat hen, uden at de fyrede paa vore Forpoſter,

i Begyndelſen uden noget ſkadeligt Reſultat; men efter en.

Stunds .Forløb kom det til at blive en alvorlig Sag. Op⸗ rorerne plejede at krybe paa alle Fire ud fra Skoven ind paa en Mark, der var bedekket med Krat, og at ligge der i Morket Timer igjennem, ventende paa Skud. Saa tog vore Folk deres Tilflugt til Riffelgruberne — Gruber, der vare ti eller tolv Fod lange og fire eller fem Fod dybe, med den loſe Jord demmet op i en Hojde af nogle faa Tommer paa de udſatte Sider, Alle Gruberne bare Navne, mere eller mindre heldige, under hvilke de vare kjendte for deres ſkiftende Beboere. En hed „Peberbssſen“, en anden „Onkel Sams Brond“, en tredie „Rebs Felde“, og en, nodes jeg til at ſige, havde Navn efter en tropiff Lokalitet, jeg ikke godt kan nævne. Skjondt denne ſimple Bencvnelſesmaade var den overvejende, manglede det ikke paa blodere Navne, ſom „Mathilde⸗Fortet“ og „Mary⸗Kaſtellet“, og en havde, 5 7 uforfætlig, en litterair Duft over ſig, nemlig „Blair

Grav“ *), ſom dog i den almindelige Bevidſthed ikke blev anſeet for at indeholde ubehagelige Hentydninger til Nathanael Blair, der havde hjulpet med ved Udgravningen.

Nogle af Regimentet havde opdaget er Mark med ſildig Majs i Omegnen og plejede at koge nogle faa Ax hver Dag, faa længe det holdt ud, til Folkene, der bleve ſtillede pan Nattevagt. Majſens tykke Frugtbunde bleve altid ſamvittig⸗ hedsfuldt bevarede og anbragte paa Grubernes Bryftværn. Naar ſom helſt et Skud fra Oprørerne førte en af disſe Bryſtverns-Bosſer bort, blev der en Banden i den paa— giceldende Lobegrav. Strong, ſom var meget modtagelig for denne Slags Ulykke, beklagede ſig bittert en Morgen, fordi han havde miſtet tre „Stykker“ den foregagende Nat.

„Der er nu „Ganſke viſt““, ſagde Strong, „naar der kommer en Riffelkugle — huit! — og flaaer en af hans Bosſer i Smadder, faa ſmiler han bare og har flet ikke Øje for det Nedverdigende ved Sagen.“

Stakkels Bladburn! Naar jeg lagde Merke til ham, hvorledes han Dag for Dag gik til fine Pligter paa fin til- bageholdne, fornsjede Maade, med et Smil til Enhver og ikke et overflodigt Ord til Nogen, var det vanſkeligt at tro, at han var det ſamme Menneſke, der hin Aften, for vi brød op fra Potomac, havde udoſt fin Kjerligheds og fin Sorgs Hiſtorie for mig i Ord, der brændte i min Exrindring.

Medens Strong talte, løftede Blakely Fligen af Teltet tll Side og ſaage ind paa os.

„Folk, „Ganfſke viſt“ er bleven ſaaret i Nat“, ſagde han, og hans hvide Læber ſkielvede.

„Hvad ſiger Du!“ 71955 . „Skudt paa Feltvagt.“ je: ate „Han var jo i Gruben lige ved Siden af min“, ud⸗ brød Strong.

„Haardt ſaaret?“

„Haardt ſaaret.“

Jeg vidſte, han var det; jeg behøvede ikke at have gjort det Sporgsmaal. Han vilde aldrig mere tenke pan at komme hjem igjen. É

Bladburn laa paa Baaren i Laſarethteltet. Lægen havde lagt fig paa Knee ved Siden af ham og klippede omhyg⸗ gelig Bryſtet af hans Kittel bort. Den latinſke Grammatik gled ud, plettet og ſonderreven, og faldt til Jorden. Blad⸗ burn gav mig et hurtigt Blik. Jeg tog Bogen op, og da jeg lagde den i hans Haand, lukkede de iskolde Fingre ſig let over mine. Det gik hurtigt tilbage med ham. J faa Minuter havde Legen endt fin. Underſsgelſe. Da han reiſte fig op, var der Taarer paa de vejrflagne Kinder. Han var barſk i det Ydre, men havde et blodt Hjerte:

„Stakkels Knos“, buſede han ud, „det er ingen Nytte til. Hvis De har Noget at ſige, fan ſiig det nu, for De er næften færdig med denne Verden.“

Saa loftede Bladburn ſine Sine langſomt mod Legen, og det gamle Smil gled over hans Anſigt, idet han mumlede: „Ganſke viſt“. >

*) Robert Blair, engelſt Digter, levede i forſte Halpdel af forrige Aarhundrede; hans bekjendteſte Digt er betitlet „Graven“. g O. A.

Ma.

Nr. 222.

r e NR SÅ

ner og fjern. 12

An ſvenſk Vitterntur.

0. J. L. Almqvist, hans lif och verksamhet. Af Arvid Ahnfelt. (F. & G. Beijer. Stockholm 1876).

H. B. Palmær: Eldbränder och gnistor. Humoresker. Sam- lade och utgifna af Arvid Ahnfelt. (Alb. Bonnier. Stock⸗ holm 1876).

Naar vi hermed under Et ville anmelde de tvende oven⸗

nente Bøger, er det ikke alene, fordi de begge ſtyldes ſamme

Udgiver — en yngre ſpenſt Litterat, Dr. Ahnfeldt — men navnlig fordi de to paagjeldende Forfattere, Almqviſt og Palmer, i litteraturhiſtoriſt Henſeende frembyde flere Lig⸗ hedspunkter. Den ſvenſke Kritik har med Rette ſagt om dem, at de begge tilhore den Retning i Sverigs Litteratur, ſom, ſtjondt den delvis gik ud fra Nyromantikerne, dog alligevel principielt ſtod i den modſatte Lejr, De fvenffe Nyromantikere, Fosforiſterne, vare den hellige Alliances Sonner og ſom ſaadanne reaktionaire i Politik og Religion, hvorimod de Mænd; vi her nærmere fkulle betragte, ere i Glægt med Revolutionsmendene fra 1830 og bringe en Omveltningsaand ind i Litteraturen, der under dem tager en afgjort politiff Farve. Til disſe Mænd fra Trediverne, det „unge Sverig“, høre foruden Almqviſt og Palmer blandt Andre ogſaa Cruſenſtolpe og Sturzenbecker.

Forøvrigt er der Forſtjel nok paa Almqviſt og Pal⸗ mær, Medens den Forſtes Produktivitet ſoger fin Lige, er Alt, hvad” man har troet at burde ſamle af den Sidſte, et lille Bind paa henved halvtredie hundrede Sider, hvoraf endda de forſte halvtreds udgjores af en biografiſk Skildring. Og medens Almgqviſt tumler fig paa alle Litteraturens Om⸗ raader, lige fra hvad Svenſkerne falde «vilterhet» til Politik og Pedagogik, Lexikograft og Mathematik, er Palmers „Hu⸗ moreſker“, med Undtagelſe af et Par Digte, lutter ftørre og mindre — meſt dog mindre — Avisartikler om litteraire og ſociale Emner.

Ahnfelts Skildring af Almqviſts Liv og Virkſomhed er ikke en udforlig Biografi, der tilſtreber en fuldſtendig Redegjorelſe for hele Emnet, Den henvender fig nærmeft til en ſvenſt Leſekreds, der iforvejen kjender til Sagen, og maa vel nermeſt ſiges at have til Formaal at ſupplere og berigtige

de Domme, der tidligere ere fældede over Almqviſt i hans

Fedreland. Forfatteren har for en ſtor Del øft af utrykte Kilder, og ſaa vidt vi kunne domme, ſynes han med Held at have kaſtet et nyt og klart Lys over mange Sporgsmaal, der henſtod tvivlſomme og uafgjorte. Skulde derfor — hvad vi haabe, at disſe Linier maa bidrage til — denne hans Skildring ogſaa vinde Indgang hos os, ville vi paa For⸗ haand bede Leſeren erindre, at Biografiens Plan medførte en bredere Ubførelfe af visſe Partier, medens der lettere maatte glides hen over andre, ſom maaſke f. Ex. for en danſt Almenhed kunde have lige fan ſtor og lige fan ny Interesſe. Emnet er imidlertid i ſig ſelb faa rigt og mange⸗ ſidigt, at der alligevel er mere end Stof nok til at fængsle enhver Læfer, Dr. Ahnfelt troede i det Mindſte faa, da han ſidſte Vinter i Studenterforeningen gav et Refumée af fin Bog. Han fandt den Gang kun faa Tilhorere; det flulbe glede os, om han nu maatte finde des flere Læfere, Almqviſt optræder allerede ſom Forfatter i 1814, men kommer dog forſt en Snes Aar ſenere til at ſpille en mere fremtrædende litterair Rolle. Indgangen til hans Liv, hans Deltagelſe i Manhemsforbundet, er noget brøj at komme igjen⸗ nem. Fantaſteriet grendſer faa ner op til Forſkruethed og Vanvid, ſom paa nogen Maade muligt. Des ſtorre Interesſe har Flytningen til Vermland, hvor Almqviſt i to Aar (1824 26) paa Rousſeauſk Vis ſogte at leve ſom „idealiſeret Bonde.” Geijers Advarſelsord hjalp ikke. „Den borgerlige Sfere, hvortil man er fodt og opdraget, danner omkring Enhver et Slags naturlig Atmosfære. Faa gan udenfor den uden at tabe Vejret. Ved en lidt efter lidt erhvervet Dannelſe kan man flige opa d. Ulyklens ihærdige Stole kan ogſaa leere En at udholde Faldet nedad. Frivillige Spring i den ene eller anden Retning lylkes ſjeldent.“ Almqviſt ſkulde ſande

disſe Geijers Ord, men dog forſt efter at have drevet ſin Plan faa konſekvent igjennem, at han endogſaa havde ægtet en Bondepige, hvilket fil en ſkicebneſvanger Indflydelſe paa hans ſenere Liv. Ahnfelt paapeger ſaaledes træffende, hvilfen Sammenhæng der finder Sted mellem Almqviſts Liv og Digtning. Han havde troet at kunne realiſere ſine Drømme om et idylliſt Liv i Naturens Skjod med denne fin Elſkede, men da han ſenere trængte. til en Huſtru, der kunde folge ham paa hans Tankers Flugt, braſt Drømmen, og da han rundt omkring fig ſage det ene ulykkelige eller uharmoniſke Aegteſkab efter det andet, laa det nær, i fit eget og fine Lidelfesfællers Navn at ſporge Samfundet, om „det gaaer an“ at bryde de trykkende Lenker. Et felvbiografiff Udfaft, ſom fandtes i hans Papirer, viſer dog, hvor tung Kampen var ham ſelv. Dette maa dog ikke opfattes anderledes, end at hans mislykkede Egteffab var en af Faktorerne i hans ſamfundsomveltende Forfatterſfkab. Han var revolutionairt omlagt af Naturen, og naar man i litterairhiſtoriſk Henſeende f. Ex. har villet gjore ham til en Efterſnakker af George

Sand, ſaa viſer hans Biograf, at han, allerede for denne

berømte Forfatterinde havde begyndt fin Kamp mod Wgte— ſkabet, felv havde ſyslet med de ſamme Spørgsmaal og kaldet Moralen „en fold tom Lyd.“ Almgqviſt var — ſiger hans Biograf — en ægte Son af den tydſke Romantik; han alene drog Konſekvenſerne af den nye Verdensanſkuelſe. Den forhadte Morals Bud bortraiſonneredes i filantropiſke Fraſer og ironiſke Udfald, og hvor ſtore Ulighederne end ere mellem Det går an» og „Lueinde“, faa er det dog et meekeligt Faktum, at den tydſke Nyromantiks meſt fremragende Theore— tiker og den fvenffe Efterblomſtrings rigeſte Geni begge have ſogt at reformere de gammeldags Begreber om Sadelighed i Kjonsforholdet. Den dunkle Naturfatalisme var ogſaa Alm— qviſts Yndlingsthema, faa vel ſom den var Hoffmanns, Zacharias Werners og mange Andres. Den klinger uophørlig igjennem ⸗Törnrosens bok», og den begejiſtrede nyromantiſke Ironi har aldrig ejet en bedre Repreſentant end Almqvift. Reaktionair ſom de andre Nyromantikere, hjemme og ude, blev dog Almqviſt aldrig, og han gjør ſelv vittig opmerkſom paa,

hvorledes Fosforiſterne, der vel ville ſynge om Frihed,

Kjærlighed og Skjonhed, men ikke ville fore deres Ideer ud i det virkelige Liv, i Grunden bleve reaktionaire mod deres egen Tendens.

J 1822 var „Amorina“, hvormed Almqviſt vilde aabne fin Kamp mod det Beſtagende i Samfundsvedteegt, Moral og Religion, neſten allerede trykt. Men paa nogle faa Exem⸗ plarer ner makuleredes Bogen, og Forfatteren drog ud i Vermlands Skove. Da han vendte tilbage til Hovedſtaden, gjorde den litteraire Romantiker i ham fin Ret gjældende, og af hans rige Produktion fremtræder i Serdeleshed en Rekke romantiſke Dramer, ſom den ſvenſke Kritik fætter højt, men ſom neppe mange Danffe kjende. Ynudede, ſelv hos os, ere derimod endnu hans ſimple og friſke Skildringer af Folkelivet, de forſte nordiſke Bondenoveller i den nyere Auerbach-Bjorn⸗ ſonſkfe Stil, «Kapellet» og «Grimstahamns nybygges ere Folkelesning i Sverig og Danmark. (Overſ. i Folkeſkrifts⸗ ſelſkabets Bøger). Men Samfundet vilde Krig med Almqpiſt. og 17 Aar efter „Amorinas“ Tilblivelſe bryder den ud for Alvor. Almqviſt ſogte i 1839 et Profesſorat i Abſthetik og moderne Sprog ved Lunds Univerſitet, men C. A. Hagberg, Shakſpeares ſenere berømte Overſcetter, blev — med ſtor Uret, ſynes det — foretrukken for ham. Da lod Almqvift „Amorina“ trykke op og udgav den ſamtidig med «Det går an», ſom ogſaa een Gang hapde været holdt tilbage og ma⸗ kuleret. Kampen ſelv kunne vi her ikke dvæle ved. Ahnfelt kalder Almqviſts Anfald paa Samfundet „ſaa vildt, ſaa genialt og dog fan ufornuftigt, at maafke intet Lands Litte⸗ ratur har Magen at opviſe dertil.“ Domkapitlet i Upſala ſteevnede ham ind, men kunde ingen Vegne komme med ham, og halvt i Fortvivlelſe, halvt af Trods „forcerede han nu ſin Produktivitet med ſtigende Foragt for bande Kritik og Pusli⸗ kum.“ Hans okonomiſke Forhold bleve ſamtidig værre og verre, indtil endelig hans Ungdomsven, Statsraad Wärn, en Dag i 1846 gik op til Kong Oskar og ſagde: „Deres Majeſtat, det gager ikke an, at Sverigs ſtorſte Geni ſulter

13

Nær og Fjern.

EET DETTE RER

Nr. 222.

ihjel.“ Almqviſt udnævntes derpaa til Regimentspaſtor, unægtelig en underlig Anſettelſe for en faa revolutionair Forfatter.

J Aarene 1845—46 opholdt Almqviſt fig nogen Tid i Kjobenhavn. ,, Helt naturligt — ſiger Ahnfelt — blev han med Varme omfattet af Litteraterne der.“ Han ffriver hjem, at han faa at ſige er bleven tryllet faſt til Daumarks Hoved— flad ved en venlig og artig Modtagelſe. „J Seetdeleshed have Orla Lehmanns og Bournonvilles Familier viiſt færdeles Opmerkſomhed imod mig, en Perſon, ſom jeg troede var

dem aldeles ubekjendt; Indbydelſer og Kaladſer hos „Fadre⸗

landet“, „Korſaren“ o. ſ. v. have naturligvis moret mig, ſtjondt jeg ikke kan ſige, at Mad og Drikke overvettes tiltale mig (ötverflödigt intaga mig).“ Det var interesſant, om Bournonville, Goldſchmidt eller Ploug vilde ſupplere Ahnfelts Skildring og meddele, hvad, de erindre om Almqviſt fra disſe Dage.

Under bette fit Ophold i Kjøbenhavn holdt Almqviſt

(den 4. Febr. 1846) for bet ffandinaviffe Selffab fit inter- egfante Foredrag om Skandinavismens Udførbarhed. hvad han der tager Ordet for: Lighed i Poſt- og Pasvaſen, Fellesſkab i Univerſitets xamina, i Mont o. ſ. v., er nu Et og Andet gjennemfort.

Men hvad der var ſagt om Almqviſt: „Man ſpiller ikke uſtraffet Djævel”, ſkulde ſnart gaa i Opfyldelſe. Den 11. Juni 1851 forlod Almqviſt Stockholm for aldrig at vende tilbage. Forfatteren til det bekjendte Udſagn: „To Ting ere hvide: Uſkyld og Arſenik“, havde forſogt at tage Livet af en gammel Aagerkarl med den nævnte Gift og rommede nu. Hans Biograf dveler omſtendelig ved den hele uhyggelige Hiſtorie og kommer til det Reſultat, at kun ſaare Lidet taler for Almqviſts Uſkyldighed. Over Göteborg flygtede Almqviſt til Helſingborg, hvor Sturzenbecker ffjulte ham om Natten og neſte Morgen ſkaffede ham over til Hel— ſingor. Efter at være ankommet til Kjøbenhavn, gik han op ban „Fedrelandets“ Kontor, hilſte Ploug fra Sturzenbecker og ſagde, at han i Anledning af nogle Pengeſager agtede at holde fig ſkjult en Tid. Da Ploug ſparede, at han kunde være aldeles rolig i den danſke Hovedſtad, efterſom hans Kreditorer den Gang ikke kunde lade ham arreſtere der, ind—

vendte han, at han frygtede for, at Politiet føgte efter ham,

hvorfor han hverken turde blive i Kjøbenhavn eller lade fig indſkrive med Diligencen til Hamburg. Han ſpurgte derpaa, om han ikke ſtrax kunde komme bort fra Byen og paa en eller anden Station ſtige op i Diligencen. Ploug gav ham da Anvisning paa et Jernvejstog til Roskilde, hvor han, uden at blive ſpurgt om Pas, kunde opholde fig til Aften, da Diligencen gik til Flensborg, hvorfra der var Jernvej over Rendsburg til Hamburg. „Jeg troer ikke —, ffriver Ploug til Ahnfelt — at vor Samtale var længere. Han tog ſtrax efter ſin Hat, trykkede mig i Haanden og ilede ned ad Trappen, medens jeg meget forundret ſtirrede efter ham, tenkende: har han nu begaget Dumheder og ffrevet falſke Vexler? — Neſte Dag bragte Aftonbladet mig Oplosningen paa Gaaden; det ſtod endnu verre til, end jeg havde for—

modet.“ É Over Kiel, Bremen og London begav Almqvift fig til Nordamerika. Hans Ophold der er for en ſtor Del ind—

hyllet i Morke, men det er i alt Fald lykkedes Ahnfelt at viſe adſkillige Kroniker tilbage. Efter fjorten Aars om⸗ flakkende Liv forlod Almqviſt i Slutningen af 1865 den nye Verden og begav fig til Bremen. Under det paatagne Navn Prof. C. Weſtermann dode han her den 26. Septbr. 1866, 73 Aar gammel, førend den af hans Neermeſte (hans Datter), der var pan Vejen til ham, naaede hans Dodsleje.

Det engelſke Uge. lad «Academy» har for nylig ſagt om Almqviſt, at han neeſten er „det eneſte Exempel paa en Slri⸗ bent af forſte Rang, ſom paa ſamme Tid var en ftor' For⸗ Bryder.” Efter Almqviſts Flugt kunde hans Fedreland i [lang Tid kun fane Øje paa Forbryderen, men Digterens Haarde Landflygtighedsſtraf og tragiffe Dod formildede Sin⸗ diene, og en retferdigere Bedommelſe af den udmerkede Skri⸗ bient begyndte at gjøre fig gjeldende. Arvid Ahnfelts Skil⸗

*

Af

dring er et ſmukt Led i Forſoningsakten mellem Sverig og | dets ulykkelige Søn.

Det er alligevel med en vis Lethed om Hjertet, at man | forlader et pſykologiſk Fcenomen ſom Almqviſt. Man giver nœeſten med en vis Tilfredsſtillelſe Afkald paa at ſtige faa højt, for ikke at lobe Fare for at falde dobbelt dybt. Det er maaſke en noget filiſtreus Reaktion af det Almen-Menneſke⸗ lige i os, men det kan ikke nytte at negte det, at vi Alle | have Sjeblikke, hvori vi foretrække den mindre vide Udfigt fra en ſikker Bakke for den fvimlende og farefulde fra Bjergets Top. — Henrik Bernhard Palmer er ſaaledes ganfke viſt

ingen Almqviſt eller overhovedet nogen Forfatter af forſte Rang, men han er en elſkverdig litterair Figur, og hans Udgiver fortjener ikke ringe Tak for disſe „Humoreſker“, ſom han her paany har henledet Opmerkſomheden paa, faa vel ſom for det lille tiltalende Livsbillede, han har udkaſtet af Forfatteren.

Palmer har ſelv en Gang kaldt ſig en „Mand med Forſetter“. Aanden var redebon, men Kjsdet var fkrobeligt. Rigt udſtyret af Naturen, gjorde han ſaare ringe Brug af ſine udmerkede Anlæg, og han, der, om han havde villet,

kunde have arvet Berzelius' Lereſtol, „uden at behøve at rødme ved Mindet om fin ſtore Forgenger“, han valgte med beraad Hu det loſe litteraire Liv. Mageligheden var ham kjerere end Udodeligheden. Hans Venner gjorde ofte An— ſtrengelſer for at ſkaffe ham en tryg Levevej, men da de en Gang foreſlog ham en Plads ſom Lærer i Naturvidenſkab i Odesſa med 4000 Rubler i Lon, ſvarede han dem, at han hellere vilde tage Anſettelſe i Helvede for 2000. Hans glimrende Begavelſe havde gjort ham til Adjunkt i Kemi og Farmaci ved det Karolinſke Inſtitut i Stockholm, men hans utrolige Hang til et dolce far niente drev ham fra Viden⸗ ſtabens Tempel ud i Journaliſtikens Forgaard. Det var i Aviſernes naive Dage, hvor endnu Alt ikke ſkulde have Jern— banefart, men Balmærs Dovenſkab blev dog tilſidſt «Afton- bladet» for ſlem. Naar han ikke gad ſkrive, foregav han Hovedpine, og da Hierta, Redakteuren, en Gang ſpurgte ham, om han ogſaa troede, at «Aftonbladet» kunde ſige, det havde Hovedpine, og lade være at komme ud, ſvarede Palmer ganſke rolig, at en ſaadan Paaſtand fra Hjertas Side uneg⸗ telig vilde tage fig beſynderlig ud; „det vilde være, ſom om en Perſon paa Traben beklagede fig over Ligtorne.“ Efter at have trukket fig tilbage fra «Aftonbladet» grundede Palmer ſelv en Avis, «Ostgöla Korrespondenten, hvis Mage den ſvenſke Provindspresſe hverken for eller ſenere ſiges at have fjendt, men hans Redakteurſkab fif ogſaa hurtig Ende, og ſaaledes vedblev han nu til det Sidſte. Han blev Bogtrykker i Linköping, Lærer ved en Landbrugsſkole, Rigsdagsmand i Stockholm, paany Redakteur, og lagde fy faa for Alvor til Ro i Sommeren 1854. 5

Man har en Aforisme af Palmer, hvori det hedder: „En Forfatter, der hindrer fine Læfere i at falde i Søvn, ligner de romerſke Tyranner, der plagede deres Fanger med Sovnloshed. Lad os tilſtaa, at de fleſte af vore Forfattere have et altfor godt Hjerte.” — Palmeer holder virkelig ſelv fine Læfere vaagne og i godt Humeur, ſtjondt de, over hvem det gik ud, neppe altid have leet med. Han forſtod, ſom han ſagde, „at ſlaa Mont af fine Fjender, hvorved det dog bor erindres, at det var Fjenderne, ſom fik Slagene, og ham, der fik Monten.“ Palmers egenlige Styrke var den perſonlige Sarkasme. Han lader et Sted nogle Damer ud⸗ raabe: „Gud, hvor den Karl er grov i fine Udtryk!“ — „Ja, mine Damer”, ſvarer jeg, „ſaaledes forholder det ſig virkelig!“ — Det minder noget om Almqviſts trodſige Üd⸗ ſagn: „Saaledes maler jeg, thi ſaaledes morer det mig at male.“

Palmer havde tenkt meget over det Komiſkes Theori, og hans Afhandling derom i Humoreſkerne er værd at leſe, men forøvrigt gav han fig ikte ſerlig af med jlloſoſiſke Underſogelſer. Det er ſaaledes ham, hvem den morſomme Definition paa Filoſofi ſkyldes: „Filoſofi er et uendeligt

Nr. 222

Uvæjen om et uendeligt Væfen,” — Hvor ægte Palmærs Vid i det Hele er, fees ogſaa bedſt deraf, at ffjøndt næften Alt, hvab han ffrev, drejede fig om Dagens Begivenheder — „hans bedſte Ideer ere ligeſom faſtgroede til en eller anden ringe Tilfældighed i Sjeblikket“ — fan have ikke alene hans Landsmend nu fan længe efter gjenhilſt hans Humoreſker med en hjertelig Latter, men vi tro ogſaa, at danſke Leſere vilde kunne have Fornojelſe af at gjøre deres Bekjendtſkab. En virkelig Humoriſt giver ſelbo det Lokale og Temporale en vis abſolut Værdi. Hvad bryder vi os ſaaledes om at vide, af hvilke Medlemmer Domlapitlet i Linköping beſtod, eller hvor⸗ naar Biſkop Hedrén levede og døde, „Biſkop Hedrén er, ſaaledes ſom Navnet tilkjendegiver, ſelve Hederen (hedern), om end noget ilde accentueret.“ Det er os nok. ; Blandt Palmers bedſte Artikler maa mærkes de fire Breve om Tegnér i «AXanbladel» (1834) — en litterair Kritik med baade Næb og Kløer — hans „publiciſtiſke Tros⸗ bekjendelſe“ ſamt ſaadanne ſmaa Satirer ſom «Yllersla domen

I Kråkvinkel» og «Riksdagsmannavalel», Men forøvrigt er

det hele lille Bind ualmindelig underholdende og fornøjeligt. Üdgiveren har faldet Humoreſkerne for «eldbrånder och gni- stor», fordi Palmer ſelo et Sted ſiger, at han „ſom en ny Samſon har fluppet Satirens Reve med glødende Brande i Halen ind paa de litteraire Filiſtres Kaalmarker.“ — Fili⸗ ſtrene vare ogſaa ofte efter ham. Man fandt Angreb paa den hellige Skrift i „Dommedagen i Ravnekrog“, men Pal⸗ mer vergede fig i Spog ſom i Alvor, faa at alle hans Modſtandere kom tilkort. Havde Almqviſt i fin Tid kjort i Ring med det theologiſke Fakultet i Upſala, gjorde Palmer det nu til Gavns med Domkapitlet i Linköping, og de havde ogſaa beggt en god Grund at ſtaa paa: De vare Skeptikere overfor de religieuſe Dogmer, men ligeſom Almqviſt havde ſagt, at „ſelb om ingen Theologi mere var mulig, ſaa ſtaaer den hellige udodelige Fromhed tilbage”, ſaaledes bryder der ofte i Palmers Skrifter „et dybere Liv frem igjennem Spo⸗ gen“. — „Barmhjertige Gud!“, ſiger Palmer et Sted, „vedbliv at give mig et godt Humeur i bette Livs ſmaa An⸗ liggender. I de ſtore har jeg længe kun kjendt til Reſigna⸗ tion, Wrefrygt og Andagt.“ Men de reaktionaire Nyroman⸗ tikere, der „altid loj i Gud Faders, Sonnens og den hellige Aands Navn“, vare ham en Vederſtyggelighed, i Religion, ſom i Politik. „Dagens Strid imellem Baal og Mammon, imellem Fodſelens og Pengenes Ariſtokratier, interesſerer mig ilfe. Mere end tyve Sellers Mos voxer paa mine politiſke Sympathiers Valplads; det voxer paa Athens Ruiner.”

Almqviſt lob Banden til Blods paa Samfundets Mur. Palmer var for boven til at gjøre Andet end i Ny og Næ fan ſmaat at le ad det Hele. Han var kontemplativt anlagt, og hans Sofa var ham fjærere end hans Skrivebord. Hier⸗ tas Ord om ham burde være hans Gravpſkrift — vi give det pan Svenſk: Palmer var en oſanlligt qvick karl, men han var rysligt lat. : .

Begge Dr. Ahnferes Bøger ere forſynede med karakteriſtiſke Portraiter af de paagjeldende Forfattere. Navnlig er det en Fornojelſe at lægge Merke til, hvor ſmukt Bogen om Alm— qviſt i det Hele er udſtyret. *

Thentrene.

Mozarts „Don Juan“, den genialeſte af alle Operaer, om hvilken Lærde og Lege til alle Tider maa kunne ſamles endregtig i taknemmelig Beundring, er i den ſidſt forløbne Uge efter et Par Aars Hvile gjenoptagen pan det kgl. Theaters Repertoire, hvorfra den forhaabenlig aldrig mere vil forſvinde for længere Tid. At Mangelen paa Dekorationer har kunnet forhale Opforelſen faa længe, forſtaaer man egenlig forſt, naar man feer Don Juans glimrende nye Selſkabsſal; men om ogſaa det Bedſte ikke er for godt til denne Opera, vilde den dog mere end nogen anden kunne hjelpe ſig med en interimiſtiſt ſtorre Tarvelighed. Hvis man ventede efter at

Nær og Hern. 14

kunne give en hel ny og glimrende Rollebeſœtning, der ikke lod Noget tilbage at ønffe, maatte vi have vanſmegtet endnu længere ud i en ubeſtemmelig fjern Fremtid, og i Retning af Scenearrangements og Textforbedring viſe de forventede Keempeſkridt fig nu faa ſmaa, at heller ikke de kunne udfylde Pauſens Lengde. Selv om man ikke var til Sinds fuldſtendig at folge Friherre v. Wolzogens Bearbeidelſe, ſom viſtnok har fine enkelte fvage Punkter, og ſelv om man ikke vilde gjore en tillempet Brug af Hr. A. Zincks hertil ſtottede nye Over— ſœettelſe, ſom i alt Fald er ulige bedre end den hidtil benyt— tede, og dog fan nerbeſlegtet, at Indſtuderingen neppe kunde volde ſtorre Bryderier, faa maatte man dog nok have kunnet bøde lidt mere paa Textens Slidmerker og undgaa noget faa Meningsloſt ſom en Stuedekoration i Sextetſcenen eller Belysningsexperimenterne i Elviras forſte Scene. Men Glæden over atter at kunne gaa hen at hore den herlige Muſik er dog fan overvejende, at man ſtemmes velvillig imod Enhver, der har nogen Andel i, at Operaen endelig kommer frem paany. En ideal Maaleſtok bor man ikke anlægge, fine Forudſetninger bor man nødig glemme hjemme, hvis man kun onſker at fornojes. Hvad forſt og fremmeſt Hr. Sim on— feng Overtagelſe af Titelrollen angager, da havde man jo i Forvejen alle Indvendinger paa rede Haand, man maatte kunne ſige fig felv, at fin for en Hans Heiling, Wilhelm Tell, Agamemnon⸗Oreſtes og Wolfram vel egnede Perſonlig— hed vilde han ikke med lignende Lethed kunne omſkabe til en Don Juanfkikkelſe, der beſad tilſtrækkelig Lethed, Elegance oſv. Men Hr. Simonſen aftvinger En ubetinget Reſpekt, thi at det, hvor de naturlige Betingelſer ſaaledes afgjort ere imod, desuagtet ſkulde kunne lykkes ved Flid og indtrængende. Ar— bejde at yde noget fan tilnermelſesvis Rigtigt, det vidſte man ikke forinden. Der er Momenter, hvor den fulde Virk⸗ ning naages, og fin ſkjonne Stemme, for hvis bedſte Toner han desverre ingen Anvendelſe faner i dette. dybtliggende Parti, benytter han helt igjennem ſaa forſtandig ſmagfuldt, at den vokale Preſtation yder megen Tilfredsſtillelſe. Ogſaa ori. Rungs Elvira er anerkjendelſesverdig, ſkjondt hun ikke fyldeſtgjor Idealet af denne vandrende Straffeengel, ſom gaaer ud og ind overalt. Maſetto gives nu af Hr. Steenberg, men den lille Maſetto⸗Arie er uheldigvis ſtrogen. Hr. Jaſtrau ſynger navnlig G-dur Arien ſmukt; den bedrovelige ſorte

„Ridder er jo ellers ikke nogen ſynderlig interesſant Figur.

Fru Erhard⸗Hanſen er baade ved Sangens og Spillets Ka— rakter mindre paa ſin Plads her end i en Wagnerſk Opera, men den ſtore Stemmes Klangßfuldhed gjør naturligvis altid fin Virkning, og egenlig ville vi kun ønffe en eneſte For⸗ andring i Rollebeſcetningen, idet Hr. Ferslevs Roſt forekommer os at pasſe faa fortræffeligt for den ſyngende Statue. Hr. Schrams Leporello og Fru Levinſohns Zerline ſtaa ſom hidtil i forreſte Række og ere uantaſtelige. ;

En Deling af Operaen i flere After maatte viſt betragtes ſom henfigtsmæsfig ogſaa hos os.

Dugbog.

A

20. September. En diplomatiſk Kongres er ſom bekjendt meget vanſtelig, hidtil endog umulig, at faae arrangeret; med de viden⸗ ſkabelige Kongresſer gaaer det derimod lettere, de arrangere fig. ſelv. Hvad der vilde komme ud af en diplomatiſk Kongres, er unægtelig tvivlſomt; men det er for Reſten ogſaa tvivlſomt, hvad der kommer ud af de videnſtabelige. Der er imidlertid den veſenlige Forſtjel, at medens en diplomatiſt Kongres helſt maa blive enig om et eller andet Reſultat, ſpiller dette ingen Rolle ved de videnſkabelige. Tvertimod ſynes den ordinaire Methode f. Ex. pan den arkeologiſte Kongres i Peſt at vere den, at en Herre fremſcktter en Formodning, hvorpaa nogle andre Herrer bemerke, at de meget betvivle Rigtigheden af denne Formodning, og derefter ere Alle glade og fornojede, undtagen i det Hojeſte den Herre med Formodningen. Om Kongresſerne dernaſt ere at betragte ſom Frugter eller ſom Frokorn i Videnſlaberues Udvikling, tor jeg ikke af⸗

V rr

15

Nær og fjern.

nr. 222.

giore; men af Referaterne feer det nok ud, ſom om der hoſtes mere end | om Morgenen, førend de tager i Kirke deres Konfirmationsdag. Der⸗

der ſaaes af Deltagerne.

22. September. Under Navn af „Opfindelſernes Bog“ ſkal der udkomme en Overſigt over Alt, hvad⸗Menneſtene have fundet paa, lige fra de opfandt at træde paa Jorden i deres Anſigts Sved, og til de udviklede Frembringelſen af dette Produkt ved at træffe Wienervogne med berømte Sangerinder i ſkarpt Trav. Da der vil blive taget fær- ligt Henſyn til danſte Forhold, tor man antage, at Rubriken „Fabrika⸗ tion af Værdipapirer” ſpecielt vil beſteftige fig med den nylig opdagede Chriſten-Hanſenſte Methode, ſom kan henregnes til de Opfindelſer, der maa opfylde ethvert Menneſke med berettiget Stolthed, ſom det faa ſmukt hedder i Subſtriptionsindbydelſen.

24. September. Det er ikke ret tidt, at man nu til Dags finder Anledning til at gjøre den Bemarkning, at Kunſten ſtiger, men om Balletdandſen gelder det i Grunden. Jeg vil ikke dermed ſige, at de dandſer bedre, end de for har gjort; men det er nu ulige vanſkeligere. Tidligere angav nemlig Orcheſtret paa en gammeldags, ligefrem Maade Takten for de Dandſende; nu derimod angiver det Takten i Reglen paa mindſt to Maader, undertiden paa flere, hvoraf jan de Dandſende maa uddrage en Mellemproportional til at dandſe efter. Da de nu ikke alle er lige flinke Mathematikere, er Begrebet „Pracition“, der ſom bekjendt altid udmarker Balletforeſtillinger, ſaaledes undergaget en interesſant Forandring.

26. September. J Form af en Fortælling — med Navnet „To Skud“ — har Hr. Holger Drachmann i „det 19. Aarhundrede“ fremſat fine, Anſkuelſer om de rigtige Principer for Opdragelſen. Vil man ſporge, hvilken Skole han nermeſt ſlutter fig til, maa det ſnareſt ſiges at være den abnorme. Et vigtigt Punkt i en fund og naturlig Opdra⸗ gelſe for Piger ſynes at være en Ridetour paa uſadlet Heſt i Sillekjole

imod ſynes en ſterk religieus Opdragelſe for Drenge at udvikle Slyde⸗ ferdigheden i en aldeles forbavſende Grad. Muligvis er det i denne

ſidſte Auſkuelſe, at Hr. Bjornſtjerne Bjernſon har fundet en ſerlig Til⸗ fredsſtillelſe paa Grund af dens Slagtſkab med hans egen Anſluelſe om Bonners og ſterke Pſalmers Betydning i militair Henſeende; han har i alt Fald ſendt Hr. Drachmann en Venſkabs- og Anerkjendelſes⸗ Skrivelſe i Anledning af Fortællingen. Det hedder fig, at han endog ſtiller den yngre Forfatter den glimrende Udſigt for Øje, at naar han bare bliver ſaadan ved, vil der nok tilſidſt blive ſlaaet en Kiks til haus Aere, ligeſom det er ſkeet for Meſteren ſelv. .

27. September. I Nordamerika er man nu ivrig i Færd med at diskutere de til Praſidentpladſen opſtillede Kandidaters Egenſkaber, nemlig udfinde, hvem af dem der er den mindſte Kjeltring. Det vil ſige: ſaaledes feer Sporgsmaalet ud, naar man gaaer ud fra det Re⸗ ſultat, ſom ethvert Parti onſker at komme til for fin Kandidat, medens det med Henſyn til Modpartiets Kandidat gjelder at godtgjore, at han er den ſtorſte Kjeltring. Mon ikke Tingenes ubonhorlige Logik omſider ſtulde fore til, at Forholdet byttes om, faa at etbvert Parti onſker at godtgjore, at dets Kandidat er den ſtorſte Kjeltring?

Indhold. Breve til H. C. Anderſen. IJ. Fra B. S. Ingemann. — Klaudius, af Viktor Rydberg, overſat efter Forf.s Manuſkript af Otto Borchſenius. — „Ganſke viſt“. af Th. B. Aldrich. — Ny ſvenſk Litteratur. — Theatrene. — Dagbog.

Manuſtripter, Breve, Bøger o. desl. til Redaktionen adresſeres til Havnegade 43, hvor Redakteuren træffes hver Sognedag Kl. 10— 11 Formiddag. Expeditionen er hos C. A. Reitzel, Løvftræde Nr. 7. ;

Aar og Fjern"

begynder med bette Nummer en ny Aargang, i hyvilken Bladet vil blive fortſat efter de ſamme Principer for Stof- valget og Behandlingen ſom i det nu ſluttede femte Bind, ſtsottende fig til fine hidtilbeerende Medarbejderes ved⸗ varende Biſtand og til en omſigtsfuld Benyttelſe af Udlandets Litteratur. Et Blik paa de mere end 200 almindelige Oktavark, hvoraf den nu ſluttede Aargang beſtaaer, vil tilbagekalde i Leſernes Erindring de afvexlende Emner, hentede fra Dagens ſociale, litteraire og kunſtneriſte Fcenomener, ſom have været forte frem for Leſekredſen, ſnart i fyldig og udtommende Fremſtilling, ſnart i en lettere og mindre omfangsrig Form. Hvad den nu begyndende nye Aargang angager, have vi den Glede allerede nu at kunne anmelde forſtjellige Bidrag, der ville vidne om, at dens Stof vil blive ikke mindre righoldigt og Behandlingen ikke mindre tiltalende end Forgengerens, ſaaſom:

T. B. Aldrig: „Ganfſke viſt!“ ;

Breve til H. C. Anderſen.

J. C. Barth: Octave Feuillet, en Monografi.

O Vorchſenins: Svenſke Erobringer.

Forf. til „Jaſon med det gyldne Skind“: To Studier.

Edm. Lobedanz: Fire Uger i Amſterdam.

Viktor Rydberg: Klaudius.

Den nu affluttede Billedeyklus „Det forſvundne Kjøbenhavn” vil blive afloſt af en ny Suite, der

under Navn af 5 i ;

„Danſk Historie i fatirifke Billeder“

vil fremføre en Reekke ſatiriſte Tegninger fra. Slutningen af forrige og Begyndelſen af dette Aarhundrede og ſaaledes redde en ikke uvigtig og i høj Grad interesſant Del af vor Kulturhiſtorie fra Forglemmelſen ved at gribe og faſtholde

dens meſt efemere Træt.

Nær 10 Fjern“ udkommer hver Sondag med 2 Helark (32 Spalter) og koſter

Redaktionen. overalt i Danmark, Norge

og Sverig 3 Kr. 50 Ore Kvartalet, Forſendelſen iberegnet. — Subſtription modtages i alle Boglader og paa ethvert

Poſtkontor, ſamt hos undertegnede Forlæggere : : * C. A. Reitzel.

Otto B. Wroblewſky.

Nr. 222.

er Avertissementer.

Near og Fern.

biakonissestiftelsens Industrilotteris

Gte Treelning.

16

Indleveres senest Onsdag Eftermiddag Kl. 7 til Otto B. Wroblewsky, Nytorv 27.

Foruden de 6000 Gevinster, der fordeles efter Klasselotteriets 'Frækning, erholder — i Henhold til Lotteriets Plan af 16, Marts d. A. — enhver Lodseddel, som har Slutningsziffer tilfælles med et af de Nummere, der i, Klasselotteriet udtrækkes med største eller uæststørste Gevinst, Extragevinst til Værdi af 10 Kr. medens Tillægsgevinsterne efter det ældre System bortfalde i denne Trækning. : Da Nr. Nr. 37366 og 54567 ved den nu afholdte 6. Trækning i Klasselotteriet ere udtrukne med største og næststørste Gevinst, vil saaledes enhver Lodseddel, hvis sidste Ziffer er 6 eller 7, erholde Extra-Gevinst — dog med

den Begrændsning, at ingen Lodseddel kan erholde mere end een Gevinst i samme Trækning.

(WH. 6674)

Fuldstændige Trækningslister udleveres paa Forlangende hos enhver af-Lotteriets Kollekteurer.

De helaarlige Abonnenter, som ville deltage i Lodtrækningen om de 202 Præ- mier — som Børnevennen hvert Aar uddeler inden Jul — bedes inden iste Novemb er indsende deres Navn og fuldstændige Adresse, enten gjennem Bogladen eller direkte til

Udgiveren, (Wa. 01639)

Johannes Holst, Vemmetofte pr. Faxe.

Holbergs Komedier for 3 Kroner.

Paa Undertegnedes Forlag er udkommet komplet og faaes i alle Boglader i Dan-

mark, Norge og Sverig:

Så Stereotyperet Folkeudgave af ö Holbergs samtlige Komedier

ved F. L. Liebenberg. ö . Pris heftet.3 Kr., elegant indbundet 4 Kr. 15 Ore. Forlagsbureauet i Kjøbenhavn.

(0. H. Delbanco. G. E. C. Gad.

Gyldendalske Boghandel.

C. C. Lose).

Paa den Gyldendalske Boghaudels Forlag er udkommet:

Engelsk Læsebog

. for Mellemklasserne.

Med oplysende Anmærkninger udgivet af i Jakob Løkke, Overlærer ved Kristiania Kathedralskole. Indb. 3 Kr.

Af samme Forfatter er udkommet :

Engelske Forfattere 1 Udvalg, Med biografiske Indledninger og oplysende Anmærkninger, å Kr. 50 Øre; indb. 5 Kr. 40 Øre.

Indbinding af „Nær og Fjern",

Den til nærværende Ugeblad kompo- nerede smukke og solide Indbinding saa vel som Mapper til Opbevaring af Bladet efterhaanden som det udkommer, anbe- fales fra

Carl Petersen, Bogbinder. Klosterstræde Nr, 24. Prisen for Indbindingen er 3,50. pr. Bind. Do. for Mapper 1,75. ,

Forlægger.

Udkommet er;

C. Hostrups Komedier. Anden Udgave. 1. Heſte. Pris 50 Øre,

Værket udkommer i 18 Hefter å 50 Øre med et Hefte hver 3die Uge. — iste Hefte er til Eftersyn og Subskription modtages i alle Boglader saa vel som hos undertegnede

F. H. Eibe. Graabredretorv 16.

I alle Boglader modtages Subskription paa:

Opfindelsernes Bog.

En Oversigt over Menneskets kulturhistoriske Udvikling og Fremskridt paa Videnskabens, Kunstens, Industriens og Handelens Omraader fra ildligste Tid til vore Dage. Med henved 3000 Afbildninger. Udkommer i Hefter å 1 Krone.

Forlagsbureauet 1 Kjøbenhavn. (O. H. Delbanco. G. E. C. Gad. Gyldendalske Boghandel. C. C. Lose)

C. A. Reitzels Forlag.

| Væddekampen i Cremona.

Versificeret Skuespil i een Akt! i af Frangols Coppée. Oversat af H p. Holst. Pris 60 Øre.

Fra Provinsen. -

Fortællinger og Skizzer af Sophus Schandorph. Indhold:

Mit sidste Skoleaar. En exileret Students Hændelser. Et Oprør. En Enkestand. To Matadorer.

Pris 3 Kr. 50 Øre.

Arvingen til Slottet Croenerode.

"Oversat fra: Hollandsk. Pris 3 Kr. 50 Øre.

Paa Undertegnedes Forlag er udkommet og faaes I alle Boglader:

Baronesse Mainau. Roman af

E. Marlitt, Forf. til «Tante Gordula».

Oversat af Theodor Schorn. pris heftet 4 Kr., indb. 5 Kr. 25, Gre. G. E. C. Gad. Vimmelskaftet 32.

— — — !

Paa C.A, Reltzels Forlag er udkommet,

Ludvig Bødtchers sidste Digte,

Udgivne af Thorvald Smit. Pris 1 Kr. 25 Øre. —— 5

Bogsamlinger samt enkelte Vor-

ker og Beger kjøbes til antagellge Priser. M. P. Madsen, Nørregade Nr. 7, I. Sal fra 1-3. Skolebsger kjøbes ikke. i

REDAKTEUR: P. HANSEN.

FORLÆGGERE: 8. A. REITZEL, OTTO B. WROBLEWSKY. * " KJØBENHAVN,

BOGTRYKKER: BIANCD LUNO. .

r

—

— ͤ—

ør = SEE ö

——

— LIE 8 FN sange '

ma]

Kjøbenhavn. Udkommer Åver Søndag.

— .

Den 8. Oktober 1876. Abonnemenksptis: 3 Kt. 50 Øre Koarkalet

ra Paris.

Korrefpondance til „Mer og Fjern" af Lutetia.

Ingen Politik. — Senſationsſtykket „Fromont & Risler“. — Gymnaſe, Porte Saint Martin og Theatre Francais. — George Sands Memoirer. — Stendhals «Vie de Napoleon -

1. Oktober 1876.

Det træffer fig en Gang imellem, naar man gader og flanerer her i Paris, at man tilfeldigvis ſtoder paa en gammel Bekjendt og Landsmand, ſom nylig er ankommen og ſom efter Üdvexlingen af de forſte Hilfener udbryder baade med Folelſe og Overbevisning: „Naa, det var dej⸗

ligt, at jeg traf Dig! Nu ſtal Du ſaamend fortælle mig

i faa Ord, hvad der ſkeer i Paris nu for Tiden.” Denne Opfordring er det juſt ikke let at fyldeſtgjore, og kan man ikke helt flippe fra den, faa retter en erfaren Mand fit Svar efter det Kjendſkab, han har til den Sporgendes Smag eller Vaner eller Interesſer. Det gjælver da om at kunne ſtole paa fin Hukommelſe, faa at man ikke taler om Politik med En, ſom vll høre Noget om Theater og Kunſt, eller om det nye agronomiſke In⸗ ſtitut med en Lege o. ſ. v. Den nærmejte Folge af en ſaadan Fejltagelſe er, at Ens Interlokuteur ſiger — forſt i ſit eget ſtille Sind og derpaa til alle dem, han treffer paa —: „Gud bevares, hvor den Mand er bleven dum og kjedelig.“ Atkke ſtort bedre er man faren, naar man efter lang Tids Tavshed gjenoptager en gammel Korreſpondance og hjælpeløs ſtirrer ud over Begivenhedernes Strom for at fe, hvilke merkelige Punkter der maatte viſe ſig paa dens Overflade. Man har faa mange af dem for fig, at Øjet

let lober vildt i den brogede Masſe. Heldigvis findes der eet Omraade, ſom vi ganſke roligt kunne lade ude af Be⸗ tragtning, nemlig Politiken. Thi det har jeg lagt Merke til, at de Danſte, ſom komme hertil, aldrig ville høre tale om dette Emne. „Det har vi Nok af hjemme“, ſige de. Maaſke have de dog Uret, thi ligeſom Ordſproget ſiger: il y a fagots et fagots, ſaaledes er ogſaa Politik og Politik to Ting. Selve Grundlaget er vel omtrent det ſamme allevegne, men ikke blot mise en scène og Dekorationerne ere forſtjellige, men ogſaa ſelve Maaden at ſpille og fore ſig paa, at tale og deklamere paa. J Danmark tager man Sagen mere melodramatiſk, de ſtore Hovedakteurer vedligeholde ogſaa udenfor Scenen deres hojtidelige Alvor, aldeles ſom de gamle Provindsfkueſpillere, der ikke kunne lade være at „poſere“, ſelv naar de blot ſpiſe et Stykke Smorrebrod, og ikke kunne aflade at tale om Kunſten, naar de pauſere midt i en halv Bajer. J Frankrig er man nu begyndt at komme ud over dette Standpunkt, de tragiſte Helteroller i Politiken ſpilles af komiſte Akteurer, hvis medfodte Gemyt ſtinner altfor meget igjennem til at Publikum ikke ſkulde tage det Hele for hvad det er, en Farce „blot til Lyſt.“ Der findes naturligvis altid en Hoben fromme Sjæle, ſom med Uſkyldighedens Naivetet (eve med i Handlingen og tro, at det er virkeligt, hvad de ſe og hore, men deres Antal formindſkes Dag for Dag.

Nr. 223. Reer og Fern. 2 r . —AUT rr

bedret fra Fader til Son. Det er ganſke interesſant, hvad man nu og da kan faae at fe, hvorledes Dampror— ledninger ere forte gjennem ſonderbrudte Paneler uden ringeſte Henſyn til de Billedhuggerarbejder og Forgyld— ninger, ſom for en Del ere blevne tilbage endnu, eller, ſom Tilfældet var i det Hus i rue des vieilles Haudriettes, hvor Firmaet Fromont & Risler havde ſin Tapetfabrik, det borgerlige Forretningsſtilt ſidder faſtſpigret ovenover det gamle adelige Vaabenſtjold, der ſad udhugget i Sten over Porten fra gamle Dage af. i

Fromont jun., Georges, er gift med fin Kouſine Claire, en elffværdig og god Kvinde, og hans Kompagnon Risler fejrer juſt ſom Stykket begynder fit Bryllup med Sidonie Chébe, en ſmuk, men endnu mere forfængelig og nydelſesſyg lille Arbejderſte, ſom efter at have dromt om et Slot kan priſe ſig lykkelig ved at blive gift med den ene af Ejerne til en ſtor Fabrik. Brylluppet ſtaaer hos Vefour, og man gjør der Bekjendtſkab med alle Stykkets Hovedperſoner. — Fromont er let af Sind og Karakter. Han tilbringer ſine Aftener i Klubben, har Smag for Luxus og ſysſelſctter fig kun lidet med fine Forretninger; Risler derimod, ſom fra en underordnet Stilling i. Huſet har fvunget fig op til Asſocié,, er en utreettelig Arbejder, ſom beſtandig holder fig inde i fine Arbejdsverelſer, be— ſtjeftiget med Planer og Projekter til mekaniſte Opfindelſer for at ſvinge den Induſtri, han udøver, endnu mere 1 Vejret.

Fromont begynder at gjøre Kour til Sidonie. Han forfører hende ved at lade den Luxus, hendes Mand nægter hende, ſtraale for hendes Øjne. Han bekoſter til hende Alt, hvad der hører til et glimrende Toilette, men har Vanſkelighed ved at kunne give hende det Landſted, hun onſter. Sagen bliver dog fat igjennem. paa den Maade, at han ved falffe Opgjerelſer fremſtiller Fabrikens Status gunſtigere for ſin Kompagnon, end den virkelig er, og ſom en Folge heraf fager Risler en betydelig Ud⸗ betaling, der fætter ham i Stand til at kjobe fin Huſtru det ſaa meget onſtede Landſted i Nerheden af Paris. Optagen af ſin Opfindelſe og ſine Ideer, merker Risler Intet af hvad der foregaaer omkring ham i hans eget Hus; men hans gamle Ven, Firmaets Kasſerer (heldigvis af en anden Kasſerer-Race end de, man ſcdvanligvis hører omtales ſom ſtyrende Kaaſen ad Belgien til!) har mere aabne Dine. Sidonie fager ſnart en Anelſe om, at denne Argus er hendes. Fjende. Kasſereren ſtriver til Rislers Broder, ſom boer langt borte fra Paris, at han ſtyndſomſt ſtal komme dertil. Han ankommer og finder ſin Broder med hans Huſtru inſtallerede for Sommeren i en kjen Villa ved Stranden (af Seinen nemlig), hvor den ſmukke Sidonie, kledt i de meſt excentriſte Koſtumer ſom ucanotiére», morer fig med at ro omkring blandt de andre Cocotter. Frants Risler er mork tilmode, da han ankommer, og bliver det endnu mere efter ſin forſte Sam⸗ tale med Kasſereren, ſom oplyſer ham om Sagernes Stil⸗ ling. Men Sidonie, der ikke lader fig overraſke fan let, opbyder hele fin Freekhed og Lift, fan at det lykkes hende at afparere det Slag, der truer hende. Hun gaaer fin Svoger lige ind paa Livet, og ftolende paa alle be Baaben, ſom hendes Skjonhed og Trylleri giver hende i Hende, bekjender hun for ham, at hun altid har elſtet netop ham med Lidenſkab, ſtjondt hun har giftet ſig med Broderen par raison. Denne Bekjendelſe ledſages af al den Smiger

a Blagueurs, tout gal kan man ofte høre be pariſiſke Arbejdere ſige om deres forhenværende Idoler, og de komme mere og mere til at drage den ſande Konkluſion af det gamle Revolutionsveſen: plus ca change, plus C'est la meme chose!

Men, ſom ſagt, bette kunne vi lade ude af Betragt⸗ ning. Og ſiden vi ere komne ind paa Theateromraadet og Saiſonen nylig er begyndt, ville vi hellere tale herom. Egenlig kan det dog kun med Urette ſiges, at Saiſonen forſt nu er begyndt, thi hverken den ſtore Opera eller Théatre frangais har lukket i Løbet af Sommeren, og de ſekunderes af et Douſin andre Scener af anden, tredie, fjerde o. ſ. v. lige til tolvte Rang, ſom i Grunden hyverken ere bedre eller verre end det Douſin, ſom lukker ſine Dore. Dertil kommer, at man næften aldrig begynder med nye Sager; „Repriſerne“ florere, i det Mindſte ind⸗ til Jagttiden er forbi og den ſaakaldte elegante Verden kommer tilbage fra fine Slotte eller fine Sommerreiſer. Vi have ſaaledes til Dato ikke havt mere end een première at melde om. Det var paa Vaudeville⸗Theatret, da Dramatiſeringen af Alphonſe Daudets meget omtalte og berømte Roman ⸗Fromont jeune et Risler ainé» blev opfort.

„Ner og Fjern” har nylig ſtjcenket Alphonſe Daudets litteraire Perſonlighed ſin Opmerkſomhed og ſamtidig bragt Prøver paa hans Skrivemaade ved nogle Billeder af hans Galleri af „Kunſtnerkoner.“ Portraitet er i det Hele vellykket, og ſom Forfatteren rigtigt bemeerker, er det en Adept af Balzacs Skole, vi her have at gjore med, og en af de bedſte af dem, Meſterens Exempel har kaldt til Live. Sin Bethdning for den moderne Roman har Daudet egenlig forſt faaet med „Fromont & Risler“ ſamt „Jack“ (eller rettere ſagt med „Jack“ og „Fromont & Risler“, thi i denne Orden udkom de to Arbejder, hvorvel „Jack“ gik temmelig ubemærfet forbi i «Moniteur uni- verselss Spalter; i fin ſenere Bogform er den ogſaa ble⸗ ven ikke ubetydelig omarbejdet). Jeg veed ikke, i hvilken Grad „Fromont & Risler“ er kjendt af det danſte Publi⸗ kum. J hvert Fald er Dramatiſeringen ikke lidet afvigende fra Handlingens Gang i Bogen, og en fort Redegjorelſe for dens Indhold turde derfor ikke være af Vejen. i

Handlingen foregaaer for Storſtedelen i det Kvarter af Paris, ſom kaldes «le Marais», en Del af Byen, der ſom alle de andre har ſit beſtemt udprægede. Fyſiognomi, omtrent lige ſaa forſtjelligt fra det moderne Paris, ſom det gamle faldefcerdige Hus i Jodegaden i Frankfurt, der var Rothſchildernes Bugge, er forſtjelligt fra Familiens nuværende glimrende Paladſer. „Moradſet“ har havt fin Periode af ariſtokratiſt Elegance; da ben vordende Ver⸗ densſtad forſt voxede ud over la Cité's trange Enemerker, d. v. ſ. allerede i det fjortende Aarhundrede, drog den vigtigſte Del af den nye Konflux ſig over mod det Parti af den højre Seinebred, ſom ligger omtrent imellem det nuværende Chatelet og Baſtillepladſen, men det var førft længere hen i Tiden, under Regenterne af Huſet Valois og de to forſte Bourboner, at de ſtore Paladſer ophyggedes der med en Pragt, ſom der endnu er Spor tilbage af, efter at de forlengſt havde miſtet deres oprindelige Befolk⸗ ning. Hvad der endnu er tilbage af disſe gamle ariſto⸗ kratiſte Hotels, er gaaet i Arv til det arbejdſomme pariſiſte Bourgeoiſie af den gamle Skole, den, ſom nojes med og fætter fin Ære i at overlevere Firmaet forøget og for⸗

3

Nar og Fjern.

•ũ „ em eea——mc eee...

Nr. 223.

og alle de Forforelſeskunſter, af hvilke endog de, der anſe

fig felv for de meſt Erfarne og „Brandforſikrede“, neſten altid lade fig fange. Frants Risler føler fin gamle Kjeer⸗ lighed til Sidonie vaagne i fit Hjerte og er let unber- tvungen, faa at han endog begaaer den Dumhed — Ordet er ikke for ſterkt — at ſtrive et klagende Kjerlighedsbrev til Sidonie. Saa ſnart denne har bette farlige Vaaben mod fin Svoger i fin Haand, rejſer hun atter fit Hoved og viſer ſig for ham i fin ſande Skikkelſe, idet hun uden mange Omſvob lader ham forſtaa, at en Mand, ſom vil forføre fin Svigerinde, ikke er ffiffet til at være Mentor og ffifte Ret i fin Broders Hus. Fra nu af kan hun trodſe ham, i hvad han end vil gjøre. Men nu hender der den ubetenkſomme Frants den ufortjente Lykke, at mode et Hjerte, ſom altid har banket for ham. Det er den lille Deſirse Delobelle, Datter af en gammel Skueſpiller uden Talent. Derfor vilde han gjerne have Fingre i ſit Brev igjen, og i Nodsfald er han rede til at tage det med Magt. Medens han ſoger at rive dette til— intetgjerende Bevis ud af Sidonies Hænder, træder Defirée ind og leſer, hvad han har ſtrevet. Sidonie ſkynder fig bort, Deſirée beſvimer og. Frants ftjælver.

Omſider feer den gamle Kasſerer fig nodt til at om— tale Alt for Risler. Det er Aftenen for en ſtor For— faldsdag, og Kasſen er tom. Risler bliver underrettet derom og fager ogſaa Anledningen dertil at vide, nemlig at Fromont har brugt alle Firmaets Indtægter til at give ham et fingeret Udbytte og overdeenge hans Huſtru med Luxus. Juſt i det ſamme Ojeblik træder Sidonie ind i ſtort Baltoilette og overlesſet med Diamanter, Risler griber hende med vanvittigt Raſeri, river alle disſe Koſt— barheder af hende og tvinger hende til at falde paa Knee for Madame Fromonts Fodder og bede hende om For— ladelſe. Det lykkes ham, der er den perſonificerede Heder— lighed og Redelighed, ved de yderſte Anſtrengelſer at be— tale de forfaldne Vexler. Han aander atter og føler fig neſten lykkelig; da modtager han et Brev. Det er hans Broders Kjerlighedsbrev, ſom Sidonie, der er flygtet, ſender ham ſom en parthiſt Pil. Han er neer ved at tabe Beſindelſen, og Frants: ſtager ſom en Forbryder, da Deſirée kommer og, da hun kan gjengive hele Brevet udenad, forſikrer Risler, at det er til hende, Brevet er ſkrevet af Frants. Man omfavner hinanden, Huſet Fro⸗ mont & Rislers Kjobmandsere er frelſt, Tæppet falder — og Publikum applauderer, behagelig overraſket af denne uventede og lykkelige Opløsning. j

Publikum var, ſom ſagt, overraffet, thi der var vel neppe noget eneſte Menneſke i Salonen, fom ikke havde leſt Romanen og kjendte dens tragiſte Opløsning. I en flig Omſteendighed ligger der paa een Gang en Fordel og en Fare for et dramatiſt Arbejde, ſom er bearbejdet efter en iforvejen kjendt Bog: paa den ene Side hjeelpe Re⸗ miniſcenſerne fra denne til at raade Bod paa Ufuldſtœn⸗ digheden i det Expoſs af Begivenhedernes og Karakterernes Udvikling, der paa Scenen kun kan ſte rent antydnings⸗ vis, hvorimod Romanen giver den levende og logiſk. Men paa den anden Side ſtilles der ogſaa ſtore Fordringer til den dramatiſke Bearbejder, for at Interesſen ikke ſtal

ſlappes for tidlig, i det Mindſte hos det ſtore Publikum, ſom fremfor Alt følger med for at fage at vide, hvor» |

ledes det vil ende. Et morſomt Udtryk, ſom jeg horte af en af mine Naboer (det var Hr. Gaſton Jollivet) viſer

bedſt, hvor bekjendt Handlingen i Stykket var og blev anſeet for at vere. Da i anden Akt Kasſereren Sigis⸗ mund Planus paa Georges Fromonts Begjcring nodes til at udbetale ham en Sum af 50,000 Francs og veed, at Principalen Aftenen iforvejen er blevet ſeet i et lille Theaters baignoire i Sell. -5 med en Dame, jaa gjetter han ſtrax, at denne Dame ikke kan vere nogen Anden end Madame Risler, og at de 50,000 Francs ere be— ſtemte til hende. Dette Kasſererens Skarpſyn ſyntes næjten overmenneſkeligt. „Hvor er det muligt”, ſpurgte En, „at han kunde gjennemſkue denne Hemmelighed, og det ſaa hurtigt?“ — „Parbleu“, ſagde Jollivet, „han har vel leſt Bogen!“

Det er naturligvis ogſaa af Henſyn til det nysnævnte ſtore Publikum, at Alphonſe Daudet med Biſtand af den endnu mere erfarne Adolphe Belot har givet Stykket en „iykkelig“ Slutning. Det var maaſke nodvendigt paa Scenen, men viſt er det, at de to meſt gribende Effekter, Deſiréses og Rislers Dod, ere gaagede tabt. Imidlertid gjorde Stykket en glimrende Lykke, og „Fromont & Risler“ bliver Vinterens Kasſeſtykke for Vaudevilles og vil atter bringe dette ſmukke Theater i Mode, efter at det længe har været forfulgt af en ublid Skjcebne. Spillet er for⸗ treffeligt for Alles Vedkommende (Parade ſom Risler, Pierre Berton ſom Frants, Delannoy ſom Sfue- ſpilleren Delobelle, den kjonne lille Fri. Bartet ſom Defirée, Stykkets „Ingenue“, og forſt og fremmeſt Blanche Pierſon — hun er i alt Fald ingen ingenue! — ſom Sidonie, med virkelige Diamanter og Koſtumer af en ukjendt Luxus) og Stykket er med eet Ord en succés.

Andre Theaternyheder forekommer faa godt ſom flet ikrñe. Gymnaſe, det „borgerlige Skueſpils“ beromte Hjem, der for nogle Aar ſiden havde faa uhyre Indtægter af Alexander Dumas fils, Victorien Sardous, og Theodore Barrières Sthykker, har allerede længe været i Tilbagegang, og Direkteuren, Hr. Monſigny, ſynes aldeles at have miſtet fin fine Neſe for nye dramatiſke Frembringelſer, ligeſom han ogſaa, af øfonomiffe Grunde hedder det fig, har ſtodt de fleſte af de Forfattere fra ſig, ſom tidligere bar hans Repertoire. Et Par nye Stykker, „Andrette“, en Enakts⸗, og „Jovel“, en Treaktskomedie, den forſte af de Courch alene, den andeu af ſamme Forſatter i Forening med E. Nus, ſtulle lobe af Stabelen med det Forſte, men man kan naturligvis Ingenting vide paa For- haand om disſe Arbejder, Man ſpiller for Sjeblikket en Treaktskomedie af Versconſin «La Crise de M. Thomas- sin», ſom er ganſke morſom, ffjøndt Emnet juſt ikke er nyt. Deu handler om en gammel gift Mands escapades udenfor Hjemmet, hvortil han forledes af en troløs Ven, ſom imidlertid, men uden Held, prover paa at erobre Mme. Thomasſins Hjerte. Jeg veed ikke, om Forfatteren har tilſigtet at give en morale en action å la Berquin, men i ſaa Fald troer jeg dog ikke, han omvender mange Syndere, og i hvert Tilfælde er Stykket en Übetydelighed, og jeg troer for Reſten, at det allerede er udſpillet. De Stykker, ſom for Sjeblikket ere paa Repertoiret, «les Compensations , ales cinq Filles de Castillono, ere ab- ſolut daarlige, og en eller anden frivol Kvikhed vinder kun middelmaadigſt Bifald.

Om muligt endnu tarveligere Komedie har Porte Saint Martin at byde, et gammelt Drama, «Eclat de rire, ſom i tidligere Tider ffal have gjort en kolosſal

Nr. 223. Nær og Hern. i 4 r e OS Ge Lytfe, men hvis Forfattere, Etienne Arago og Martin, | „Aktualitet.“ Om det end kan være ſandt, at en For⸗ forlengſt ere glemte af den nulevende Theatergeneration; fatters Individualitet affpejler fig bedſſt i hans Værk — den Forſtncvnte har ſenere ſlaget fig paa Politiken, dog | bette hører for Reſten tl den Slags Sandheder, ſom kun med lange Mellemakter. Han har nemlig den Specialitet, ere „Sandhed med Modifikation“ — faa er det i alt Fald at han efter hoer Revolution bliver valgt til Maire i | utviolſomt, at naar Talen er om en Perſonlighed, der har Paris, men forſvinder, faa ſnart den proviſoriſte Regjering grebet faa dybt ind i Tidens litteraire (og for en Del afloſes af en mere permanent. Det er kurieuſt, paa en politiſte) Liv ſom George Sand, faa trænger man til at og ſamme Aften at fe den gamle og den nye Tids Smag: lere de Forhold at fjende, hvorunder den ſelo har ud— Eclat de rires, et antediluvianſt Melodrama, umiddel⸗ dannet ſig og naaet fit Standpunkt i Kampen. Der var bart for «le Miroir magiques, et Féeri, enfoldigere og | det Ejendommelige ved George Sand, at hun overlevede dummere end det Allermeſte af det Enfoldige og Dumme, | hele den Idebevegelſe, ſom hun havde taget faa virkſom man ſeer af den Art, og ſom ikle fortjener, at der ſpildes | Del i, og vedblev at være en betydelig Storhed i Littera— et Ord paa det. — Bedre har dog Théatre Historique turen endog længe efter at den Opinionsretning, under valgt ved at ſpille et andet gammelt Stykke af en erverdig | hvis Indflydelſe hun førft havde virket, var ophort og de Alder og Naivetet, „Marceau ou les enfants de la Ré- Syſtemer, Pasſioner og Illuſioner, ſom Havde givet den publiques, ſom i det Mindſte har den Fortjeneſte, at det Fart, vare bortdode. Jeg ſkal lade det være uſagt, om ved fine patriotiſte Deklamationer, akkompagnerede af livlig [hun overlevede fig ſelb, men ſikkert er det, at hun over— Skydning og Fægtning paa Scenen, hver Aften vekker | levede fin Tid. Det vilde havt fin ſtore Interesſe at det ſterkeſte Bifald i de overſte Etager. — Paa alle de komme til at leſe, hvorledes hun felv paa fine gamle andre Steder gives der Stykker fra forrige Saiſon, ſom Dage bedomte fine Ungdomsbeſtrebelſer, men uheldigvis gaa med halvt Liv, med Undtagelſe af «les Danicheffe | ere hendes Erindringer ſtrevne for neſten tredive Aar paa Odeéon, der vedvarende træffer Folk til Huſe. ſiden, da hun ſelv var en ganſte anden Perſon, end da

Paa Théatre Francais ventes der to Nyheder: «Rome hun ſom en ærværdig gammel Familiemoder — Lelia vaincue» af Forfatteren til „Rolands Datter” og ami ſom Familiemoder! ironiſte Skjebne! — fad paa fit Fritze af Erckmann⸗Chatrian. Sidſtnevnte Stykke har Nohant og fandt fin Adſpredelſe i at leſe med fine Borne— allerede paa Forhaand givet Anledning til en livlig Boles | børn og pasſe fit Hus og tilſidſt fromt førtes til Kirken, mik i Bladene, og der er Fare for at dets. Opforelſe fan | inden hun jordedes. — Imidlertid ere disſe Livserindringer, give Signalet til Scener lig dem, Théatre Frangais var ſaaledes ſom de ere, af Interesſe for den Tid, hun levede i, Vidne til, da Brodrene de Goncourts „Henriette Marchal“ [og fra et rent litterairt Synspunkt er det godt, at de ikke og da Emile Augiers „Giboyers Son“ opfortes, og ſom | ere blevne underkaſtede nogen ſtorre Reviſion i de ſenere man desuden har feet paa Odséontheatret i Anledning af | Dage.

Edmond Abouts „Gastana“ og ſenere paa Vaudevilles Hendes «Contes d'une Grand'mères høre til den ved Opforelſen af „Rabagas“. Aarſagen er ikke den, at ſenere Periode af hendes Liv, og det have de ikke tabt ſelve Stykket indeholder noget ſom helſt Anſtodeligt hverken ved. Nogle af disſe Fortællinger, ſaaſom „Den talende i den ene eller den anden Retning (Hr. Perrin, Théåtre | Eg“, „Hunden og den hellige Blomſt“, „Hvad Blomſterne Frangais' Direkteur, forſikrer udtrykkelig, at det er en | fortælle”, have en vis fredelig poetiſt Duft omkring fig, ſom upoetiſt Idyl“), men Forfatterne have ved deres Romaner viſe, hvilken Friſthed der endnu højt oppe i Alderdommen opvakt en Mængde Antipathier imod fig, ſom jeg ikke kan var i hendes Natur. s

frakjende al Berettigelſe, og her til Lands har man meget Hos ſamme Forlegger er ogſaa udkommet de Stend— vanſteligt ved at ſtjelne mellem Sagen og Perſonerne. hals (Henri Beyles) Vie de Napoleon» i nyt Oplag, Det er endogſag rimeligt, at Stykkeis Opforelſe bliver | efter at det forſte har været aldeles udſolgt i mange Aar. ſtudt ud til ben paa Foraaret, til hvilken Tid man an⸗ Det er ikke nogen gjennemfort Biografi af den ſtore fager, at den lille Ophidſelſe i Sindene vil have lagt fig | Mand, man her maa vente fig, hverken i Form af Pa— — thi faa underligt det end lyder, kan man i Paris felv negyrik ſom Thiers' ſtore Verk (med Undtagelſe af dets midt i denne proſaiſte Tid blive til en vis Grad liden⸗ | fnusfornuftige Kritik af Napoleons Batailler og Strategi) ſtabelig, hvor det gjælber litteraire og artiſtiſte Spørgsmaal. eller i Form af en Paskovil ſom Lanfreys, for ikke at tale

Fra Bogmarkedet kunde der være en hel Mengde | om alle de andre. Det er blot nogle Fragmenter af det Nyt at omtale, ihvorvel dets egenlige Blomſtringstid førft | ſtore Epope, de Stendhal leverer, og Arbejdet gaaer egen— begynder nu til Efteraaret. Men for ikke at gjøre mit lig talt ikke længer end til Konſulatet. Men hvilken Rig⸗ Brev altfor langt vil jeg denne Gang nøjes med at om. dom af geniale Skildringer paa disſe faa Blade, hvilfen tale nogle pan Hr. Calmann Leévy's (tidligere Michel ubeſtrivelig Finhed i Portraittegningen, hvilken Varme i Levy Fréres) Forlag i disſe Dage udkomne Bøger. Farvebehandlingen og hvilken Stil! Det er en Kunſtner

Jorſt og fremmeſt er der en my Üdgave af George | — og en af fit Emne optagen Kunſtner — ſom har ud» Sands «Historie de ma vie» i fire Bind. Arbejdet er | kaſtet disſe Brudſtykker, og man lægger ikke Bogen fra

iforvejen velbeljendt for en Del af Læferne, men den be⸗ | fig, for man er ferdig, og beklager blot, at der ikke er romte Forfatterindes Dod har givet det hvad man falber | flere Bind at leſe.

—

Ner og Fern.

Nr. 223.

Breve til H. C. Anderſen.

Fra J.

Sorø, den 25. Aug. 1835.

Med ſeerdeles Fornojelſe har jeg modtaget og leſt Deres Brev. Det er mig inderlig kjcert, hvis en Tilſtaa⸗ elſe, ſom jeg i alle Tilfelde var Dem ſtyldig, har bidraget Noget til Deres Tilfredshed. Foruden Deres Digternatur, ſom jeg i Sandhed fætter megen Pris paa, har jeg og ved denne Lejlighed lært at ſkatte Deres perſonlige God— modighed. Jeg takker Dem meget for det tilſendte Digt, Agnete og Havmanden, der vidner om en ſand Digterſjel. Deres Borneeventyr har jeg endnu ikke faaet Tid og Lejlighed til at leſe, men forbeholder mig åt læfe dem og da at ffrive Dem min Mening derom, faa fnart fom muligt, Med Henfyn paa min tidligere Miskjendelſe af Deres Digterkald, maa jeg anføre ſom Undſkyldning, at jeg den Gang ikke kjendte Deres ſmukke, folelſesfulde Digt: Det doende Barn, ſom, hvis jeg havde kjendt det, vilde have været tilſtrekkeligt til at give mig ganſke andre Tanker om Dem. Men det Sorgeligſte for os Digtere er ikke at miskjendes, forfølges og ſonderſlides af aldeles upoetiſte Menneſker og af den Slags Recenſenter, der gjerne vilde tilſtjcere den fri Digterſkov efter Pasſer og Lineal, og der ikke kan begribe, at en hojere Regel, en organiſk Natur bringer Træet til at ſtyde fig driſtigere frem, end deres Sax vil tillade. Men vi miskjendes og⸗ fan undertiden af dem, af hvilke vi havde Ret til at vente bedre Forſtand. Poeternes Hiſtorie er fuld af Exempler paa, at mange meget dygtigere Mend end jeg have fældet ffjeve Domme om udmærkede Talenter, Vi ſkulde under⸗ tiden til vor Troſt gaa Digternes Meninger om hverandre igjennem, og vi ville da finde Ting, der maa forbavſe os; vi ville finde, at ikke en Gang de ſtorſte Geniers Domme altid ere at ſtole paa, hvorledes kunne vi da ſtole paa de almindelige Kritikere? Saaledes har, for at give et Par Exempler, Corneille, faa længe han levede, miskjendt og foragtet Racine, Lesſing og til Dels Herder have miskjendt Goethe, Goethe har miskjendt Tieck, Oehlenſchläger, Walter Scott og, med Undtagelſe af Lord Byron, neſten alle de ſtore poetiſte Genier, der kom efter ham. Schiller har miskjendt og foragtet Holberg og er ſelv bleven forkaſtet og foragtet af den hele nyere Skole. Menzel og Börne, (der dog ere Mend af ſtore Talenter) nedſette jo Goethe, hvor de kunne, ja den vittige Lucian kalder Homers Digte for iskolde Eventyr. Bulwer, den bedſte engelſte Roman⸗ ſtriver efter Walter Scott, er i de bedſte engelſke Journaler i flere Aar bleven udſkregen for en Mar og en indbildſt Laps uden Talent. Ja, hvis det er tilladt at omtale min ringe Perſon, efter at have omtalt ſaa ſtore Mend, ſaa vil jeg betro Dem (men det bliver en Hemmelighed mel— lem os, ſom jeg kun ſiger Dem, for at viſe, hvor megen Tillid jeg har til Dem) at Oehlenſchlägers ſtrengt for⸗ kaſtende, ſkjondt neppe uretfeerdige Dom over Roſaura (et maadeligt Digt fra min tidligſte Ungdom,) nœſten var Aarſag til, at jeg aldrig havde ſkrevet en poetiſte Linie mere i mit Liv. J ſyv Aar lod jeg Poeſien rent fare, og kun i en langvarig og neſten dodelig Sygdom (hvori jeg, ſom De veed, fun flap med et ſmertefuldt Tab af mit Ben) beſogte Muſen mig igjen og reddede i egenlig Forſtand mit Liv, fan vel i aandelig ſom i legemlig Betyd⸗ ning. Saaledes vendte jeg vel tilbage til Poeſien, men hvormeget vilde jeg ikke give til at jeg havde alle de poe⸗ tiſte Tanker og Dromme tilbage, der i denne min bedſte Ungdom tidt opſteg af mit Indre, og ſom jeg da med al Magt og ofte med den ſmertefuldeſte Reſignation kempede imod. Her havde en retfeerdig Dom ſtadeligere Indflydelſe paa mig end den ubilligſte Kritik, thi felv den retferdigſte

ei C. Hauch.

Dommer kan dog kun dømme om hvad der er, men ikke om hvad der vil udvikle fig, og om hvad et haardt Ord fan trykke tilbage, . Til Lykke er for det meſte Roes mere at forlade fig paa end Dadel, naar kun hin kommer af inderlig Overbevisning, thi for at roſe et Digterverk af fuld Overbevisning, maa man have følt og været be⸗ vægef ved hvad man ſkriver om, Dadel er mere en blot Forſtandsſag. Dog vil jeg naturligvis ikke her give en al- mindelig Regel, men kun ſige, hvad der ofteſt finder Sted. Overhovedet recenſere de fleſte Kritikere mere dem felv og deres eget Forhold til Digtet, end bette ſelv. Dog jeg maa ende disſe Betragtninger, for at ikke mit Brev fkal blive en Afhandling. Lev da vel! og væv vis paa, at Ingen kan være mere overbeviſt om Deres Kald til, og ſtal glede fig. mere ved Deres fremtidige Held paa den poetijte Bane, end jeg. At Digteren for Reſten maa betale Begejſtringens Glæder med mange bitre Timer, er des— værre fandt, men ogſaa Smerten hører til Poeſien:

„Das ſie die Perle trägt, das macht die Muſchel krank, Dem Himmel ſag für Schmerz, der dich veredelt, Dank!“

Med ſand Hojagtelſe og Hengivenhed Deres

J. C. Hauch.

Den 6. November 1835.

Tilgiv, at jeg faa længe har ubfat at ſige Dem min Mening om Deres Eventyr. Jeg har alt ofte beſluttet det, men i denne Tid veret ſaa ſysſelſat, at jeg maatte udſcktte det fra Poſtdag til Poſtdag. Nu vil jeg endelig bryde overtvært, jeg maa kun bede Dem at undſkylde, at mine Bemerkninger blive faa forte. Jeg ſiger Dem na⸗ turligvnis min Mening uden Omſvob, thi enhver anden Fremgangsmaade vilde vere at fornerme Dem. De to mellemſte af Deres Fortellinger forekommer mig meget pasſende paa deres Plads, og jeg kan neſten ubetinget give dem mit Bifald. Prindſesſen paa Vrten er i mine Tanker et baade morſomt og treffende lille ſatiriſk Even⸗ tyr, og mangen Moder gifter ikke ſine Born bort paa bedre Grunde end den her anførte. Den gamle Dron⸗ nings Finhed er ubeſtrivelig ſtor, og ingen bornert Adels⸗ dame kunde have den ſtorre. Fortællingen „lille Claus og ſtore Claus“ er ogſaa, ſaa vidt jeg kan ſtjonne (trods Alt hvad den fine Portion af Leœſeverdenen kan have der⸗ imod) et ſandt Foſter af en barnlig, men derfor ikke liden Indbildningskraft. At Billederne ere groteſke og djervt fremtredende, ſkader Intet, tvertimod maa de vel i en ſlig Fortelling netop være faa, — Den forſte Fortælling be⸗ hager mig mindre, og jeg troer, at den moralſte Ligegyl⸗ dighed, der ligger deri, er den til Skade. Forſtaa mig kun ret! man ffal naturligvis ikke i noget Eventyr hverken for Born eller Vorne (om Fabler og om gnomiſke Digte tale vi ikke her) ſtue en Pegepind, der henpeger paa et moralſt ABC. Moralen fkal, ſom bekjendt, ikke ligge udenfor, men i Digtet ſelv, Digteren behøver ej at ſpilde en eneſte Reflexion derpaa, men fra Digtets inderſte Kjcerne ſkal den levende ſpringe os i Mode. Det er en ſtor Vildfarelſe, derpaa er jeg faa vis ſom paa mit eget Liv, at ville bortfjerne og foragte den, thi overalt i Ver⸗ denslivet treder den frem, og uvilkaarligen tage vi Parti for det Gode med det Slette, og den Digter, der ikke agter herpaa, formindſker aabenbar ſine ſande Leſeres Deltagelſe, hvilket ingen Kunſttheori kan erſtatte ham. De har i den anden Fortælling ogſaa i det Hele loſt hin Op⸗

Nr. 223.

nar og Fern. 8 6

gave. J ſtore og lille Claus's Skjcbne fe vi (ſtjondt paa en barnlig Maade) ligeſom Fingeren af en højere Magt, der beſtytter den Gvage mod den Sterkes Uretferdighed. J den forſte Fortælling er det derimod ſtodende, at Sol— daten fan aldeles uden Samvittighed og Taknemmelighed dreber den gamle Kone, til Gjengjeld for hendes Tjeneſte, lad være at hun ogſaa har viijt ham denne af Egennytte. De vil ſige, at Born ikke tenke ved Sligt, at den barn⸗ lige Naivetet hopper let herover. Men de Voxne, der ogſaa bor kunne leſe flige Fortællinger med Forngjelſe, tænke derved, og et klogt Barn behøver ej at være meget ſtort, for det gjør det Samme, En anden Fejl ved dette Eventyr er, at det er en Efterligning af et bedre Digt, nemlig af Aladdins Lampe.

J Deres ſidſte Eventyr (den lille Idas Blomſter)

findes der aabenbart meget ſmukke Ting, dog minder det

lidt for meget om Hoffmanns bekjendte Maneer, men De er en god Digter nok for ikke at trenge bertil. Dette er hvad jeg efter min Overbevisning med den hojeſte Oprig⸗ tighed kan ſige om Deres Eventhr. Flere Digte ſom de to mellemſte troer jeg maatte kunne leſes med megen Fornejelſe af Enhver, ſom har baade Naivetet og Hjerte nok til at kunne jætte fig ind i Borneagarene igjen. At Mange ville være for fornemme, for fatte og for enſidig udviklede dertil, forſtaaer fig af fig ſelvb, men en Digter ſtal mindſt af Alle ville ſmigre Enhvers Smag; naar han forſt har vundet de Bedſte for ſig, da vinder han nok ſiden den hele Verden, men om han omvendt havde vun⸗ det den hele Verden, de Bedſte undtagen, da vilde dog Vinden ſnart dreje fig og Verdens Bifald forſvinde. — Fra Ingemann ſkal jeg hilſe Dem paa det Venligſte. J Kjøbenhavn er man vel nu faa politiſt, at Poeſien be⸗ tragtes ſom et Borneveerk, der neppe mere finder Ind⸗ gang? — Beſog os ſnart her i Sorg! Skulde De vide, hvor Ludvig Bodtcher boer, da vilde De viſe mig en ſand Tjeneſte ved med Tiden at underrette mig derom. Han er en gammel Ven af mig, hvis Bekjendtſtab jeg af flere Grunde gjerne vilde forny. : Med ſand Hengivenhed og Hojagtelſe Deres C. Hauch.

8 Den 24. December 1835. Jeg beder Dem meget at undſtylde, at jeg ikke for længe ſiden har beſpvarek Deres tidligere venlige Brev; men min Tid er virkelig ofte jaa optaget, at jeg næften er nødt til at began. Synder af dette Slags. Foreſtil Dem, at jeg har to ſtore, vigtige Videnſtaber, Hvori jeg dog maa leſe alt Nyt og folge med Tiderne, og at jeg ved Siden heraf hverken kan eller vil opgive min poetiſte Virkſomhed. Dette er ſikkert en vanſtelig Opgave, der undertiden forekommer mig ſelv at grendſe til det Uende⸗ lige, og jeg kan ikke Andet end priſe Dem lykkelig, der kan opofre Deres hele Tid til de poetiſte Muſer alene. Inderlig Tak for den anden Del af Deres Eventyr, ſom jeg med megen Forngielſe har læft, Det forſte Even⸗ tyr forekommer mig at vere baade ſmukt og betydnings⸗ fuldt, og Rejſekammeraten anſeer jeg for at være endnu bedre. At det er den Dode, der ſaaledes belønner og glengjelder den ſtakkels Johannes' Velgjerning, er en god Opfindelſe. Iſcer er den Dodes natlige Tog med Prind⸗ ſesſen til Troldens Bolig fantaſtiſt ſtion. Jeg havde kun ønffet, at man endnu havde faaet Noget at vide om, hvor⸗ ledes Prindſesſen uden ſin Skyld var faldet under For⸗ tryllelſen, derved vilde man have faaet ſtorre Interesſe for hende. J den mindſte Fortælling har De heldig løft den Opgave at fortælle Noget, der kan more og tilfredsſtille Born, uagtet den egenlige Betydning forſt ſtal og kan forſtaaes af den Voxne. Jeg fætter rigtignok disſe tre Eventyr betydelig over dem, der ſtaa i forſte Del. Jeg gleder mig meget til Deres Roman, hvori jeg ikke tvivler paa at finde et godt og ſmukt Digt, hvori hverken ſavnes Fantaſi eller Folelſe. Disſe beſidder De i eminent Grad, ſom mig ſynes; gaa derfor kjek frem paa den Vei, hvor⸗

—

aa De nu er; fe. til organiſk at udvikle Alt, hvad der liger i Stoffet, geben De med ægte Kunſtnerhaand NESS flærer alt Overflodigt, der, hvor ſmukt det ellers kunde være, dog formorker Hovedtanken, og jeg tvivler ikke paa, at De vil ſtrive ikke blot for de nærværende, men for mange tilkommende Slægter, De vil ſaaledes naa en Fuldkommenhed ogfaa i Formen, hvorom de af vore Verfi- fikatorer og Recenſenter, der gjøre en engſtelig Korrekthed til deres Afgud, aldrig have viiſt, at de havde noget Begreb. n in 8

Om Hertz har jeg rigtignok ikke ſtore Tanker; jeg mener, at man paa ham kan anvende, hvad von Arnim ſiger: „Es iſt unendlich leicht recht künſtlich zu ſcheinen, wenn man das Leichte ſchwer und das Schwere leicht nimmt. Doch was iſt dieſer Schein?“ ;

Min Roman kommer vel ikke ud før i Midten af Januar Maaned, thi Trykningen gaaer langſomt. Det gier mig ondt at høre, at Socrates ikke omtales vel, mig ſynes dog, at Hovedperſonen (rigtignok ved Platos Hjeelp) . og Hovedforholdet er godt ſtildret; mod Ariſtofanes' For⸗ elſtelſe lader der fig derimod vel en Del ſige. — Jeg læn- ges meget efter Holſts Nytaarsgave; den fra forrige Aar indeholdt flere ſmukke Digte, ved Siden af hvilke jeg gjerne tilſtaaer, at mine [maa Bidrag temmelig faldt igjen— nem. Det er og let for dem, der kunne anvende deres ſtorſte Kraft paa flige mindre Digte alene, at keempe med dem, der blive bortkaldte fra andre Planer og kun ere i Stand til at anvende en liden Del af deres Kraft i hin Retning; ja naar man fordrer, at vi dog ſtulle overgaa de Forſte, da er det ligeſom man fordrede, at vi i en eneſte Finger ſlulde have lige faa megen Styrke ſom Andre i begge deres Arme.

Kommer De til Julen i det italienſte Selſkab, ſaa hils endelig Freund, Bisſen, L. Bodtcher fra mig. Det ſtulde ret glæde os ſnart at fe Dem i Sorø. Deres Bog har William faaet, der forſikrer, at han holder meget af Dem derfor. Han er det af vore Born, der røber meſt Fantaſi, og har i ftor, Spænding hort paa alle tre Even⸗ tyr. Min Kone hilſer Dem venligſt.

Deres Dem hjertelig Henle

P. S. En glædelig Jul!

*

Hauch.

Sorø, den 4. Marts 1836.

Tilgiv, at jeg fan længe er bleven Dem Svar ſtyldig paa Deres venlige og deltagende Brev. At Noget i min Guldmager har tiltalt Dem, er mig ſeerdeles kjcrt. Skulde jeg nu give den ud paanh, da vilde jeg gaa noget mere i Detail i Slutningen, Hvor jeg maaſte har fattet mig for fort. Jeg har alt revet et Par Kapitler til, der ſtulde indſtydes, hvorved jeg troer, at Bogen vilde vinde. Disſe Kapitler maa nu henligge, maaſfe til efter min Dod, thi da er i det Mindſte en ny Udgave tenkelig; efter en Forfatters Dod interesſerer man fig jo ofte for, hvad man ikke brad fig om, faa længe han levede; derfor er en Appel⸗ lation til Efterſlegten de fleſte Forfatteres klereſte Drøm, der tro at have Ret til at beklage ſig over Nutiden, uag⸗ tet den, ſom alle andre Drømme, ſom ofteſt ſkuffer For⸗ ventningen. .

Jeg er enig med Dem om, at Duften af et Digter⸗ værk, ſom De fan ſmukt ſiger, er af ſtor Vigtighed. Bette gielder iſer om de Blomſter, der voxe i Romantikens Have. Det gaaer imidlertid med Poeſiens Blomſter ſom med andre, det er iſer i Ungdommens Vaar, at de dufte ffjønneft, de derimod, der komme om Hoſten, kunne endnu svære ſtore og glimrende, men de dufte ikke mere, og den pragtfuldeſte Georgine ſtaaer her tilbage for den beſkedne Viol, Mangfoldige Digterveerker, der for Reſten ere gode, ville dog ikke ret tiltale os, og naar vi ſtulle fe til hvad der mangler, fan er det intet Andet end denne forunder⸗ lige Duft. Imiplertid, hvad forſtaa vi Digtere os derpaa! De rette Blumiſter og Kritiei paaſtaa i vore Tider, at

• ⁰ „ e cc... er er er [IEEE

7 mær og Fern. Nr. 223. ——. ff ET Duften, har intet at betyde, det kommer an paa Bladenes Port, var den lukket paa Byfogdens Befaling, efterſom Regelmesſighed og iſcer paa Farvernes Sjeldenhed, og Vejen var ufremkommelig og vi bleve advarede om at ofte løber den Blumiſt mange Mile for at fe en hæslig, | vende tilbage, Imidlertid vilde jeg hjem for mine Fore⸗ men ſjelden Tulipan, der ikke vilde gaa et Skridt for at lesningers Skyld og formagede derfor Vedkommende til betragte en duftende Roſe. Tulipaner betales ogſaa langt at lukke op; men da vi kom ud, var der hverken Vej eller dyrere end Roſer, og Poeſiens Hollendere drive netop Sti at fe, vi kjorte over Grofter, Marker og Gjerder og deres bedſte Handel dermed. vidſte neppe, hvor vi vare: Sneen fløj faa ſteerkt, at Spo⸗

Jeg har nu andre Sysler for, der til min ſtore Sorg ret efter Glæden lukkedes ojeblikkelig, ligeſom Kjelvandet hindre mig fra i lang Tid at give mig af med Poeſien, efter et Skib. Da vi havde kjort nogen Tid omkring i ja kommer her en Realſkole i Stand, ſom jeg af andre det vilde Vejr, væltede vi endelig, Ingen kom dog til Grunde maa ønffe, maa jeg maaffe ſige den Farvel for Skade; vi vare da omtrent 1½ Fjerdingvei fra Byen og ſtedſe. Uden at vere nogen Correggio, vil det neſten beſluttede nu at vende om, men dette var ikke ſaa let, thi falde mig lige faa bittert ſom ham at male Potter min hele den Vet, hvorpaa vi ſkulde kjore, var ufremkommelig, og ovrige Levetid. den Vej, hvorpaa vi vare komne, var ikke mer at ſe eller

Jeg onſter ret af Hjertet, at De, ſom er yngre end | Fjende, thi Jord og Himmel ſtod i Et; endelig lykkedes jeg, maa ſom Digter have en bedre Skjebne, og at De det os at naa Herlufsholms Skove, der faa i Le for maa give os mange Verker endnu, der ikke blot maa glæde | Stormen, og ſaaledes kom vi paa en lang Omvej tilbage Publikum, men ogſaa bidrage til at ſtaffe Dem Fru For⸗ | igjen og maatte nu blive i Neſtved i to Dage, i hvilfen tunas Gunſt; thi ſom bekjendt ere hun og Apollo ikke Tid vi fane flere Menneſter, der maatte forlade deres de bedſte Venner, og dog behøver man hende; vender hun Sleder, hvilke ſtode dybt nedſneede paa Markerne. Til⸗ os Ryggen, da kan vel endnu Apollos Smil ſtjenke os ſidſt ſlap vi dog bort, men endnu lider jeg af en ſteerk hoje Gleder, men da ſtal dette betales dyrt med bitre | Hofte og Forksolelſe efter hin Tour, hvorfor jeg heller ikke, jordiſte Sorger. ſom jeg havde tenkt, kunde til Paaſtetid komme til Kjo⸗

Jeg glæder mig meget til Deres Roman, ſom nu benhavn. Konen var ikke med, kun to af vore Born, der ventelig er under Trykken, vi haabe ogſaa ſnart at je Dem dog befinde fig vel. — Oehlenſchläger er da bleven Etats⸗ hos os i Sorø. Jeg vil ønffe Dem, at Deres Bog maa raad, det glæder mig for ham, da han ønffer det, og det udkomme paa en lykkeligere Tid, end den var, i hvilken er en Pre for Etatsraaderne, at de kunne telle ham i min kom ud; thi i dette Sjeblik virker et Digterverk om⸗ deres Klasſe; imidlertid ſynes mig, at det ingen Digter⸗ trent ſom et Fyrværkeri ved højlys Dag. Det er ikke titel er; flige Titulaturer tjene mere til at ſtjule og over⸗ nok, at et Digt har udvortes Bærd, det maa ogſaa komme bygge Geniet, end til at fremhæve det; Gud bevare enhver paa rette Tid, i et lykkeligt Øjeblik, for at tage ſig ud, og Kunſtner for at blive Raad, om det faa var Gehejmeraad; her har igjen Fru Fortuna ſit Spil, Digteren kan kun med Thorvaldſen er det en anden Sag, thi naar han give ſit Digt, men hun giver Stemningen i Leſernes og kommer til Italien, da ryſter han Konferentsraaden af ſig Tilhorernes Hjerter, og deres Tal er ikke ſtort, der kunne og er Signore Alberto ligeſom for, men i vort nordifke fætte fig ud af det Nuværende, hvad der i Ojeblikket in⸗ Klima tø flige Filiſtertitler ikke ſaaledes op. — Vil De teresſerer dem, og ind i en fremmed Verden, den være viſe mig den Tfeneſte at foreſporge Dem, naar De ſeer jaa ſkjon, den vil; de Fleſte ville tvertimod, at Digteren Bentzen, om han har faaet 1ſte Del af mit Manuſtript, kun ſkal ſynge om hvad der interesſerer dem i det dag⸗ jeg har Intet hort derom, — Benna og William hilſe lige Liv. J en politiſt Tin maa altſaa Digteren ogſaa Dem venligſt og gratulere Dem til Deres Fodſelsdag. være politiſt, og jeg troer, at Apollo ſelv nu ikke vilde Sorø, den 1. April 1839. blive hort, hvis han ikke kom ſom en Politikus. Min i Deres tro og hengivne Kone hilſer venligſt. a J. C. Hauch.

Med fandt Venſtab Deres hengivne . J. C. Hauch.

P. S. Skulde De ej kunne ſtaffe mig at vide, hvor

Bodtcher boer?

É Den 13. Juni 1841. Kjereſte Anderſen! i

Med ſtor Fornøjelfe har jeg modtaget Deres ſidſte venlige Brev fra Athenen; jeg kan vel tœenke, at De, ſom en flittig Bi, har omflagret paa Hellas ſtjonne, men nu udhrkede Marker, og at De derfra vil medbringe et be⸗ frugtende Blomſterſtov, der ſiden ffal bære Blomſter i Deres Fodeland. At De har været legemlig angrebet, have vi desverre hort fra flere Sider, men dog naturlig⸗ vis med Overdrivelſe, ogſaa derfor var det mig kjœrt fra Deres egen Haand at erfare, hvorledes De havde det. En Troſt, der vel kan opveje de fleſte af Livets ſtorre eller mindre Fortrœdeligheder, maa den Venlighed og Velvillig⸗ hed være Dem, hvormed De - blev modtagen i München og paa flere Steder i Tydſtland, ja ſelv i Athenen. Mere og mere flynger Kunſt og Videnſtab og fælles Kultur deres Baand om os, faa at Europa mu mer end nogenſinde nærmer fig til det Maal, ſom allerede ved tuſinde Tunger er forkyndt, at vorde et nyt Grekenland i det Store, hvori de aandelig beſleegtede Stammer, trods alle parti⸗ kulaire Stridigheder, dog mere og mere ville erkjende hver⸗

Kjœreſte Ven. Dette Brev vil virkelig, tenker jeg, indtræffe paa Deres Fodſelsdag, til hvilken jeg ønffer Dem Held og megen Glæde. Gid De nu i dette ny Aar ret maa have Satisfaktion af Deres Stykke, ſom jeg ſerdeles gleder mig til at leſe. Gid De ogſaa ſnart, ſom De onſker, maa kunne foretage en Udflugt til et fremmed Land, hvortil Deres Hu faa ſteerkt ſtaaer. Altſaa i Maj ftal Deres Stykke opføres ?. Det er ikke den bedfte Tid, imid⸗ lertid, tænker jeg, gaaer det her ligeſom med Belysningen, hvori et Maleri henger; vore Malere førge nu tidt mere derfor end for Maleriet ſelv, imidlertid har jeg ſeet Styk⸗ ker i den fletteſte Belysning, ſom gjorde den allerſtorſte Virkning, thi deres egen Fortreffelighed erſtattede og op⸗ vejede alle ufordelagtige Biomſtendigheder; ſaaledes om⸗ trent vil det vel og gaa med Sthykkerne og Aarstiden; er Stykket felv godt, da vil det kunne ſees med Fornøjelfe

i ene. Jeg er ſterkt forfølet efter en Tur 15 i er jeg 109 ned af en Art Digterkloe, andres Verd og agte det ſtore Kald, der er fælles for for hvilfen jeg, fom billigt var, blev haardt ſtraffet.] dem alle, at udbrede Dannelfen og lyſe med Apollos og Jeg havde nemlig, paa Opfordring, digtet en Sang J Athenes Fakkel over Jorden. — Oehlenſchläger har med til Kirkehojtideligheden, ſom der ſkulde Holdes til For⸗[Glede modtaget den Blomſt, De ſendte ham fra Socrates" del for de Vandlidte; denne Sang fik jeg Lyſt at | Grav; for hans æble Aand er en ſlig Gave ikke tabt, og øre; jeg tog da, ſom ſagt, derned, det var den 15de Marts, han erkjender med Taknemmelighed den Digterfolelſe, der Veiel ſyntes meget ſmukt, ſtjondt koldt, og Koncerten gik har ledet Dem. — J Litteraturen er ber intet Verk ud⸗ ddt; men om Matter begyndte der en frygtelig Storm kommet i Deres Fravcrelſe, fom jeg med ftor Begejftring DER ſteerk Snefog; da vi den næfte Morgen kom til Byens | vilde erklere mig for. Heibergs meget talentfulde filo⸗

r *

EN *

Nr. 223. Rar og Hern. 8

ſofiſte Digte have Ojeblikkets (til Dels falſke) filoſofiſke In⸗ teresſer at takle for den Opmerkſomhed, de have vat. Neppe vil han dog trods alt ſit Meſterſkab i Stilen bringe den torre Mandelſtav til at blomſtre, ſom den forhen blom⸗ ſtrede i Aarons Hænder. At en Hovedide ſtal gjennem⸗ trenge et Digt er en erkjendt og gammel Sandhed, men den kommer neeſten af fig felv, naar Handlingen er gien⸗ nemfort med Renhed og Konſekvens, men Rigdom og Fylde ere dog ogſaa nodvendige, og man kan lige faa lidet bedomme en Digter efter den blotte Ide (til flige nøgne Ideer kommer man for godt Kjob i vore Tider), ſom man kan bedømme en Maler efter den blotte Grundtanke, til⸗ ſidſt kommer det dog i begge Tilfælde an paa, hvordan det Hele er malet, paa den uendelige Rigdom, der med levende Anſtuelſe og med faſt Meſterhaand er forenet. til et fælleg, vel organiſeret Hele.” Et fligt Digt iſer ſom Heibergs, hvori man forefætter fig at fremſtille, hvad Gra⸗ ven ſtjuler, hvori altſaa Erfaringen forlader Digteren, maa ſaameget mere være fremſprungen af en Rekke ind⸗ vortes Syner, af en uendelig Rigdom i Sjelens Dybder, ſaaledes ſom hos den kolosſale Dante, ellers er man ikke det mægtige Emne voxen og gjør da bedre ved at holde fig til det Nermeſte, hvad man kan udføre, Dog jeg hører her ſom i meget Andet til Oppoſitionspartiet, det herſtende Parti har erkleret fig for Digtet. — Oehlen⸗ ſchläger har ſtrevet et gammelt Sagn (Drvarodds Saga), hvori der er meget Smukt, ifær i Begyndelſen, Enden derimod ſynes mig proſaiſt og ſorgelig, thi Orvarodds Stemme høres tilſidſt i den fjerne Alderdom ligeſom fra et fremmed Land, han har opgivet ſit kraftige Hedenſkab, uden at gjenføbes i Kriſtendommen, og kun den proſaiſke Alderdom fremſtilles for os, hvori en ydre Sandhed ſynes at ſejre over den indre, og hvori kun ſparſomme uſikre Glimt undertiden falder ned fra en bedre Verden; det er ligeſom Helten dode Straadod, uden at kunne finde Vej hverken til Odin eller til Kriſtus. Dette har jeg dog ikke ſtrevet til Oehlenſchläger, det kunde kun lidet nhtte, han er altfor faſt i fine Meninger og

altfor. gammel, for at en Yngre kan virke paa ham, og fan megen Taknemmelighed ſktylder man ham vel for hans ſtore, vidunderlige foregagende Virkſomhed, for alt det Herlige, han i fin Ungdom har ffjænfet os, at man ej til Unytte ſkal forbitre hans Alderdom. Jeg har ſelv ſtrevet en Tragedie (Svend Grathe), der er antaget til Opforelſe paa Theatret, dog vil det gaa langſomt dermed, da Rollebeſcetningen er vanſtelig; heller ikke venter jeg nogen megtig Virkning paa det ſtore Publikum; jeg har derimod havt den Tilfredsſtillelſe, at alle de betydeligere Mænd, ſom jeg har leſt den for, finder den ſmuk og vel— lykket; dette er Tilfældet med Oehlenſchläger, Orſted og ſelb med Heiberg, ſom denne Tragedie igjen har bragt mig i et Slags Forbindelſe med; han har med mer end Artighed, med ſand Venlighed taget ſig af dette Stykke og fætter, efter hvad han har ſkrevet mig til, virkelig Pris derpaa. Paludan⸗Müller har udgivet en Venus, ſom jeg længe krympede mig for at leſe, da hans tidligere zirlige Behandling af de greſke Myther kun ſyntes mig at være en ny Udgave af de med Parykker ſmykkede Hyrder, der traadte frem paa Scenen i Ludvig den 14.8 Tid, med Hyrde⸗ fløjter i Hænderne og Galanterikaarder ved Siden; imid⸗ lertid maa jeg tilſtaa, at der virkelig i dette Digt findes ſande Skjonheder; ſom Helhed behager det mig juſt ikke, men flere Scener, og in specie alle de, hvori Venus Urania fremtræber, ere meget ſmukke. — Lev vel, fjære Anderſen! Gud give nu bette Brev maatte træffe Dem; jeg er desverre bleven forſinket noget i at ſtrive det ved de mange Forretninger, jeg nu har, da jeg i Profesſor Rothes Fraverelſe i Paris har paataget mig åt leſe Franſt med vore vordende Studenter og ſtal examinere ved Examen Artium, ikke at tale om, at jeg desuden læfer med Realiſter og holder ſyv Timer ugenlig Foreles— ninger. — Min Kone hilſer Dem venligſt, ligeledes Ingemann. Deres Dem af Hjertet hengivne

J. C. Hauch.

Blaulius.

Af Viktor Rydberg. Overſat efter Forf.s Manufkript af Otto Borchſenius. i; Sluttet.

—

Han gjorde limidlertid vedholdende Forſog paa at øve fit Syn for det praktiſke Livs Tarv. Af den Grund indtog han ofte Dommerſedet, ſelv naar Retsſager af mindre Betydning vare for. Hans Forſog ſom Dommer faldt forſtjellig ud. Stundom lylkedes det ham at faſt⸗ holde fin Opmerkſomhed overfor de Grunde og Mod⸗ grunde, ſom fremfortes under- Sagen, og naar han da havde taget fig nogen Tid til Overvejelſe, kunde han komme til Reſultater, der vidnede om Skarpſindighed. Men lige fan ofte hændte det, at Grublerier, maaſke over etruriſt eller karthagiſt Tidsregning eller over en og anden Bredtſpilsopgave, krydſede hans Tanker, og Dommen blev da derefler. Ved en ſaadan Lejlighed flyngede en af Parterne, en Hellener, ham Ordet Dumrian i Anſigtet. Kejſeren tog reſigneret mod Tilrettevisningen, i Folelſen af at den var velfortjent, Ved en anden Lejlighed, hvor han ſad ſom Dommer, trængte en liflig Madlugt ind i Galen fra et Tempel i Nabolaget, hvis Preſter i hele Staben vare ljendte ſom Lekkermunde, Klaudius glemte

da baade Rettergang og Parter og ſtyndte fig fra Dom⸗

—

merſedet ind i Preſternes Spiſeſal, hvor han ſlog ſig til Ro og indtog et grundigt Maaltid.

Overhovedet kan man ſige, at. hans Nerveſyſtem var ham overmegtigt. Han var yderlig ſvag overfor enhver - Sandſepirring. Kvindelig Skjoenhed, edel Vin, et godt Bord vare Friſtelſer, for hvilke han uden anden Mod— ſtand end de tavſe Indvendinger bukkede under, medens han derimod i Spørgsmaal, der ikke appellerede til Sand⸗ ſerne, men til Eftertanken, viſte Villieſtyrke, naar han forſt i dem havde dannet ſig en Overbevisning. Af denne Svaghed maa man forklare de mange Synder, hvori han giorde fig ſtyldig imod Hofetiketten, ja imod det Hoviſte og Beherſtede, ſom enhver Romer vilde iagttage i det

dre. Han kunde ogſaa ved hoftidelige Lejligheder, ja ſelv pan Tronen, viſe en ſtyg, om end hurtig forbi⸗ gagende og aldeles ufarlig, Forbitrelſe over en uventet . Modſigelſe; han kunde fælbe Taarer ved den mindſte Appel til hans Hjerte og ſkoggerle, naar der forefaldt

noget Komiſk, ſom den gode Tone bod ikke at give Agt 191 Naar en under alt bette uafladelige Stræben efter

nær og Hern.

F b e e . . ¹¹wü w-w .-

Nr. 223.

9 JJ. ĩð—ꝗꝛ.ʒ/ͤ/ͥſ.: Md DN an EN

at optræde ſom det ſommede fig en Keiſer ikke bar bedre Frugt, kan man ikke undre ſig over folgende Begivenhed,

ſom tildrog ſig, da han endnu levede ſom Privatmand og |

zgammel Student“. Han vilde da, i Lighed med andre Forfattere, ved offentlige Forelæsninger udforſke, hvad Modtagelſe hans uudgivne Skrifter kunde vente. indfandt ſig mange Folk til den forſte Forelæsning, og man afventede i agtelſesfuld Tavshed, hvad den fordrings⸗ loſe og afholdte Fyrſte havde at ſige. Men da denne havde begyndt ſit Foredrag, braſt en Bænk under en uſcdvanlig tyk Tilhører. Auditoriet tog fig hurtig ſam⸗ men efter den Latter, dette vakte; men den, der ikke var i Stand til at ſtekke fine Lattermuſtler, var Foreleſeren ſelb, og Tilhorerne maatte gaa deres Vej, efter at de længe forgjceves havde ventet paa, at han ffulde byde dem Andet end en Skoggerlatter.

Med denne Nervepirrelighed hang ogſaa hans plud—

ſelige Redſel ſammen, ſom man med Urette har udlagt

ſom Feighed, thi den opvejedes af et moralſk Mod, der ſom ofteſt lagde Baand paa den. Fra hans tilvisſe korte Felttog i Britannien har den ivrige Anekdotejcger Sue— tonius ikke kunnet meddele os et eneſte Trek, ſom retfer⸗ diggjor Beſtyldningen for Fejghed. Af ſamme legemlige Svaghed maa man forklare den vellyſtige Nydelſe, man ſtundom mente at kunne iagttage i hans Anfigtstræb, naar han overværede Blodsudgydelſe. Hans Samtidige, der ſelv nærede faa umaadelig Attraa efter de gruſomme Gla— diatorlege, vilde vel aldrig have lagt Merke til dette, hvis de ikke netop havde fundet det hos en Fyrſte, hvis menne⸗ ſkelige Sindelag var almindelig kjendt.

Man laſer i Klaudius' Anſigt, at han ſorgede over ſine Nederlag i denne Strid imellem Loven i hans Indre og Loven i hans Legeme." Studier og Grublerier vare hans eneſte Bærn imod Sandſernes Friſtelſer. Medens han ſaaledes var henſunken i fine Tankers og Drommes Verden, kunde Gjenſtande føside forbi hans Ojne, uden at han faae dem, Stemmer lyde i hans Nerhed, uden at han horte dem, Hendelſer indtræffe, ſom ſatte Alle i Opror rundt omkring ham, uden at han anede Noget. Hans Sjæl var et camera obscura, der opfangede en ſmal Lysſtribe og lod det Andet i Morke. Han maatte ſe bort fra de ydre Fremtoninger eller riſikere at trelbindes af et Indtryk paa Nerverne. J Mangel af den hurtige Indfly⸗ delſe og det ffarpe Blik ſogte han fin Styrke i at udfinde og klare den theoretiſke Knude i de forekommende praktiſke Sporgsmaal, og dette gjorde han ofte paa en Maade, ſom vidnede, man kan neſten ſige om filoſofifſte Gaver. Ta⸗ citus har givet os en interesſant Prøve herpaa. De for⸗ nemmere Indbyggere i Gallia Comata, ſom havde romerſk Borgerret og hvis Sprog og Dannelſe længe havde været romerſk, forlangte Ret til at føge og til at kunne udnævnes til Statsembeder i Rom. Forlangendet vakte Forbitrelſe og heftig Modſtand ikke alene blandt Flertallet af Sena⸗ torer og Riddere, men ſikkert ogſaa hos Menigmand i Hovedſtaden, thi trods alle Standsinddelinger og Rang⸗ klasſer vilde endnu paa denne Tid enhver indenfor Sta⸗ dens Mure fodt Gadedreng gjelde for mere end de ypperſte Borgere i Provindsſtœderne, og der fandtes i Virkeligheden en af Traditionen bevaret, om end i Stats— livet ikke anvendt hierarkiſk Ordning imellem de under Rom ſtaagende Lande og Folk, i hvilfen Italerne indtog den forſte Plads, Græferne den anden, Gallerne den tredie og fan videre ned til Ggypterne, der ſedvanligvis ſtilledes laveſt. — Man ſpurgte nu fig ſelv i Rom, om Menneſter, hvis Fædre havde været Barbarer og Tiberſtadeng farligſte Flender, ſkulde kunne trænge ind i ſelve Senatet og ved at bære den purpurbremmede Toga ydmyge Romulus' Wtlinger. Raabet paa Blodets, Stammens, „Nationali⸗ tetens“ Met gienlod den Gang med ſamme Styrke ſom i vore Dage. Da ſammenkaldte Klaudius Senatet og holdt for de trodſig lyttende Fedre et Foredrag, der gik ud paa at beviſe, at Rom ikke var og heller ikke nogenſinde havde været, hvad de vilde indbilde fig: et Samfund bygget paa Nationalitetens Grund. Han erindrede om fin egen eeld—

Der

| Udbredelfe

gamle Ats fabinffe Udfpring, om Juliernes Nedſtamning fra Alba Longa og Porciernes fra Tuskulum. Han erin⸗ drede om Eqvere, Hernikere, Etruskere, Lukanere og faa mange andre Folk, ſom Rom havde undertvuuget, men for at gjennemtrenge dem med romerſk Aand og Dannelſe og ſammenſmelte dem til Et med ſig. Nu bar Efterkommerne af disſe Stammer det romerſke Navn og elſkede i Rom deres Fedreland. Han vifte, at Stater ſom Athen og

Sparta vare gagede under, fordi de holdt for ſtrengt paa . Blodets Grundſctning, medens derimod Rom vandt Her⸗

redommet over Verden, fordi det ſtred for fin Kulturs mere end for en vis Folkeſtammes Over— magt. „Forſamlede Fedre“, ſaaledes endte han fin Tale, „Alt hvad der nu holdes i Agt og Pre ſom eldgammelt, var en Gang nyt; efter patriciffe Embedsmænd kom ple⸗ bejiſte, efter dem latinſke, efter dem igjen Embedsmeend fra andre italiffe Stammer. Ogſaa bette ffal vinde Alderens Hevd, og hvad vi nu forſvare med Exempler fra Hiſtorien, ſtal ogſaa en Gang ſtaa blandt Hiſtoriens Ex⸗ empler.“ * 5 **

Det var ikke altid, at hans Foredrag i Senatet af— handlede faa vigtige politiſte Spørgsmaal. Som ovenfor nævnet, blandede Kejſeren fig i Alt, hvori han vidſte han var hjemme, og intet Emne forekom ham da for ringe til et Indgreb fra Statsſtyrerens Side under Forhand- lingerne. Da Senatet en Dag diskuterede et Spørgsmaal om en og anden Ænbring i Vedtegterne for Stadens tarveligere Vertshuſe og Kroer, indfandt Keiſeren fig i Kuriet, og da han af gode Grunde holdt for, at ingen af de forſamlede Fedre kjendte bedre til de Steder end han, der faa mangen en god Gang havde hentet fit Middags⸗ maaltid fra dem, ja vel ogſaa var traadt over deres Terſtel for ved et Maal Vin at ſpille Bredtſpil med Stamgjeſterne, faa traadte han op og meddelte, til Sena— torernes Harme og Latter, nojagtige Oplysninger om, hvad han ſelv havde erfaret med Henſyn til disſe Steders Indretninger, Varer og Priſer. i

Fra det Liv, han ſaaledes ſtildrede, havde Skjebnen pludſelig flyttet ham op paa Tronen. Vi vide Alle, hvor⸗ ledes det gik til. Kaligula var falden for de Sammen⸗ ſvornes Sverdſlag, og ved den forſte Underretning herom havde Senatet ſamlet ſig paa Kapitolium, for, beſkyttet af de i en Fart ſammentrukne Stadskohorters Vaaben, at „gienoprette Friheden“, ſaaledes ſom det ſmukke Üdtryk lod. Men medens Senatorerne tviſtes om, hvorledes bette ſtal ſke, og hvorledes man med Friheden jfal betrygge Ordenen og Ejendomsretten, ikke mindſt Ejendomsretten til Slaverne, faa tildrager der fig nogle Stenkaſt derfra en tragikomiſk Begivenhed, ſom med Et krydſer den ſtor⸗ ſlaaede Plan. En langfingret Soldat har under Forvir⸗ ringen feet fit Snit til at lifte fig ind i den forladte Kej⸗ ſerborg og opdager der et Par Fodder under et Dorfor⸗ hæng. Foddernes Ejer kaſter ſig forſtrekket paa Knee og beder for ſit Liv. Soldaten, der i den Bedende gienkjender et Medlem af Kejſerhuſet, Kaligulas Farbroder Klaudius, ſaaer da et ypperligt Indfald. Han ſtjeler Klaudius og

.træffer, da han med ham er ilet ud af Paladſet, nogle

Vaabenbrodre, ſom hjælpe ham med at løfte Tyvegodſet ind i en Bæreftol og bringe det til Prœtorianer-Lejren. Prœtorianerne, der ere forbitrede over den Tillid, ſom Senatet har viſt Stadskohorterne, og ſom desuden foærme mere for Sold og Pengegaver end for Friheden, udraabe Klaudius til Kejſer. Folket, der havde ſamlet fig udenfor Senatets Forhandlingsſal, iſtemmer Hyldingsraabet, Stads⸗ kohorterne afmarchere til deres Kaſerner, Frihedsraabene forſtumme, og Senatorerne ſplittes ſom Avner for Vinden. Den Hjerne, hvori Pretorianervelden ſaaledes forſt kom til Verden ſom et ſnildt Paafund, en Slags Tyveidee, fortjener Udodelighed lige faa vel ſom enhver anden, der har faaet Wren for at holde den tændende Gniſt til et allerede ferdigt hiſtoriſt Fyrværkeri. Soldaten hed Gratus og var fra Epirus. * *

Nr. 223.

nar og fjern. 8 10

rr ff —— ̃⅛ê—ꝶ . jð⁊2 . ̃ðᷣͤ ——

Af Alt, hvad der hændte under Klaudius' Regjering, er vel hans forſte Huſtru Mesſalinas Skjœbne det, der meſt har fengslet Tidsſkildrernes Opmeerkſomhed. Tacitus maler med levende Farver de ſidſte Begivenheder i denne gruſomme og laſtefulde Kvindes Liv. Den Sidſte i den lange Rekke af hendes villige eller nodtvungne Elſtere var Cajus Silius, den ſtjonneſte af Roms Ynglinge, Havde det fine Farer at modtage hendes Yndeſt, faa var det dog endnu farligere at tilbageviſe den. J det ſidſte Tilfælde ventede Doden ham; i det forſte var der i det Mindſte en Mulighed for uſtraffet at nyde Godt af de Rigdomme og Verdigheder, ſom Kejſerinden odſlede paa Gjenſtandene for fin Lidenſkab, thi omendſtjondt hele Rom kjendte og talte om hendes vilde Udſpevelſer, ſyntes Klaudius ikke en Gang at have havt nogen Anelſe om dem. Man lan ſige, at hun havde hele Staben til fin Fortrolige og kun hyklede for ſin Mand. Efter at have tvunget Silius til at for⸗ ſtyde fin unge Huſtru, kom hun ofte til hans Hus, var neſten altid ved hans Side, naar han vifte fig ude, og omgav ham med en Fyrſtes Bragt. Hoſten kom. Kejſeren var reiſt til Oſtia for der at overvære Bakkusfeſten, og Mesſalina benyttede hans Fraverelſe til ogſaa i fit Palads paa Palatinerbjerget at fejre Vinhoſtens Højtid og i Forening dermed — faa utroligt det end lyder — fit Bryllup med Elſteren, et Bryllup, hvorom man ikke veed, hvor vidt det kun ſtulde foreſtille eller være et lovligt ſaa⸗ dant, men hvorom man veed, at det fandt Sted i Augu⸗ rers Nerveœrelſe, med tilkaldte Vidner, med Offer til Guderne, med Kys og Omfavnelſer. Derpaa fulgte Vin⸗ hoſtfeſten, arrangeret ſom et raſende Bakkanal. Vinperſerne ere i Gang, Druens Safter ſtremme, de i Feſten delta- gende Damer, ikkun kledte i Menadens Dyrehud, dandſe

ſom ofrende eller drukne Bakkanter. Midt iblandt. dem

ſees Mesſalina med flagrende Haar og løftet Tyrſus, og ved hendes Side den ogſaa neſten nøgne Silius med Vedbendkrands og Kothurner. Paladſets Gaarde og Sale gienlyde af det fværmende Kors Sange og Evosraab. En af de drukne Deltagere, Vectius Valens, klatrer op i et højt Zræ og feer fig omkring. „Hvad feer Au?” raaber man til ham. „En gruelig Storm, der kommer fra Oſtia“, var hans varslende Svar, Et Ojeblik efter ſtyrter Bud ind i Paladſet og forkynder, at Keſſeren veed Alt, at han kommer for at hævne fig. Orgiet oploſer ſig i Redſel. Gjeſterne ſplittes til alle Kanter, men have allerede Centurioner i Helene, ſom fængsle dem, hvor de træffes, paa Gaderne eller i Huſene. Mesſalina er den Eneſte, ſom hurtig gjenvinder ſin Fatning. Hun iler ud af Paladſet til fine Haver paa det nuværende Monte Pincio og befaler ſine Born, Britannikus og Oktavia, at ile deres Fader i Mode og kaſte fig i hans Arme. Selv beſlutter hun at komme Bornene i Forkjobet. Hun kjender fin Ægtefælles Svaghed og haaber paa fin Sfjønfed, fine Kjeertegns og Taarers Magt, fine Borns Forbonner. Saaledes ilede hun til Fods den lange Vej fra Monte Pincio til den Stadsport, der nu bærer Apoſtelen Paulus Navn, Der kaſter hun fig udmattet i det forſte det bedſte Kjoretoj og ler videre ad Vejen, der langs med Tiberen fører til Oſtia. Nu feer hun det kejſerlige Tog foran fig; hun opdager Keiſeren og ved hans Side tre Hofmend, hvoriblandt Narcisſus, Hendes Fjende og Angiver. Klaudius' Anſigt gjenfoder hendes Mod; hans Trek robe Smerte mere end Vrede; hans Leber have pan Vejen ikke havt andre Ord end disſe: „Fornedret, fornedret af mine Borns Moder! O mine ſtäkkels Born!“ Sjeblikket er afgjorende. Det vil bringe Døben over en af to: Mesſalina eller Narcisſus. Begge indſe det. Mesſalina raaber allerede i Fraſtand: „Ceſar, hor din Oktavias, hør din Britannikus Moder!“ Klaudius havde aldrig kunnet modſtaa Klangen af denne Stemme, Synet af disſe Ynder, men Narcisſus overdover hende med Raabet: „Ceeſar, glem ikke Silius! glem ikke det ſtendige

Bryllup!” og da Keiſerindeu vil ile hen til Vognen, op ruller han imellem hende og hendes Ægtefælle Anklage⸗ ſtriftet, der opregner hendes Udfvævelfer, Keiſeren tier, Alle tie, undtagen Narcisſus, hvis Roſt lyder kraftig og bydende og aftvinger Omgivelſerne Lydighed. Den keiſer— lige Vogn med fit Folge fortſcetter Rejſen. Ved Stadens Port venter en Veſtalinde dem med Britannikus og Oktavia ved Haanden, men Nareisſus viſer Bornene bort og befaler Veſtalinden at vende tilbage til ſine hellige Pligter. Der— efter kjorer han Kejſeren umiddelbart til Silius' Hus, ſom Mesſalina har ſiykket med den juliſke og klaudiſke Wts Kunſtſkatte, og derfra til Prœtorianerne, ſom raabe paa de Skyldiges Dod. Silius føreg for Domſtolen, bekjender uden Toven og henrettes ſtran. Da Klaudius var vendt tilbage til Paladſet, giver han tilkjende, at han ſelv den folgende Morgen vil tage „den Ulykkelige“ i Forhor. Men Narcisſus, ſom ved, at Mesſalina kun behøver at kaſte ſig for Kejſerens Fodder, for at gjenvinde hans Hjerte, ſender ſtrax nogle af de vagthavende Centurioner, for, ſom han ſagde, at fuldbyrde Dodsdommen over hende. De fandt hende udſtrakt for hendes Moders Fødder, for— tvivlet vridende fine Hænder, uden at lytte til den Gamle, ſom bad hende komme Bodlerne i Forkjobet og do en mindre vanærende Dod for fin egen Haand. Da Solda— terne traadte ind, greb Kejſerinden endelig Dolken og forte den mod Hals og Bryſt, men den ffjælvende Haand næg- tede at adlyde, En Sverſte ved Livvagten gjennemborede hende da med fit Sværd, Da Klaudius modtog Under» retningen om, at Mesſalina var „omkommen“, tømte han

fit Beeger og ſagde Intet, Han nævnte aldrig mere hendes Navn,

Endnu i Alderdommen fvag for koindelig Skjonhed, lod Klaudius ſig bedaare af ſin unge og ſmukke Broder⸗ batter Agrippina, der blev hans anden Huſtru og i Ordets ſorgeligſte Forſtand en Stifmoder for hans Son Britannikus, medens hun forberedte Alt for ſin egen Son Lucius Domitius (Neros) Ophojelſe til Cæfar. Da hun fattede Mistanke om, at Klaudius, ſom hun hidtil havde fort i Ledebaand, vilde krydſe denne Plan, gav hun ham, fan ſiges det, Gift. Troen paa, at det forholdt fig faus ledes, lod fig heller ikke neddysſe deraf, at hun ærede hans Navn og Minde med en ſtor Tempelbygning. Ru⸗ inerne af denne ſtaa endnu tilbage ban det Coeliſte Bjerg bag Koliſeum.

Varigere har dog Klaudius ſelv hædret fit Minde ved menneſtkevenlige Love. Endnu brager man ſtundom frem af det gamle Galliens Jord Mindesmeerker med den Kejſers Navn, ſom afſtaffede de druidiſte Menneſkeofre og ffjænfebe den romerſke Kultur en afgjorende Sejr der. — J Rom findes et Omraade, ſom i over totuſind Aar har været indviet til Medlidenhedens og Barmhjertighedens Magter. Det er Tiberøen, Hvor nu i Aarhundreder et Sygehus med Kirke og Kloſter har ſtaaget, fandtes i Oldtiden et Pſkulaptempel, hvor fattige Syge ſogte Hjælp og Pleje. Hjerteløgheden var dog ogſaa her rede til at drage Fordel af Barmhjertigheden. Samvittighedsloſe Herrer brugte at udſette deres ſyge Slaver paa Tiberoen, for, hvis de kom fig, at fræve dem tilbage, men i andet Fald at overlade dem til deres Skjebne. Klaudius gjorde Ende paa bette Misbrug, Han udſtedte en Lov, ſom ſikkert har forekommet mangen Slaveejer ſamfundsfarlig, thi Loven bod, at enhver ſaaledes udſat Slave, ſom kom ſig, var en fri Mand, og at enhver Herre, ſom bræbte en ſyg Slave i Stedet for at pleje eller udſette ham, ſtulde ſtraffes ſom Morder.

Saadanne Minder maa ubfone noget af hvad denne Cœſar i fin Svaghed forbrod. Han var en æbelbaaren Sjæl i Lenker. Desværre dommes en ſaadan ofte haar⸗ dere end den Villiesſtyrke, ſom ikke har nogen Lenke, ikke en Gang Samvittighedens, at ryſte af ſig.

11

*

En Sumfundsopgnve,

Under denne Titel har „Dagbladet“ for den 14. forrige Maaned taget Del i den af dette Blad rejfte Diskusſion om, hvilken Lesning der bydes Fockets lavere Lag. Ligeſaa har „Arbejderen“ allerede i længere Tid havt Opmeerkſomheden henvendt paa „Litteraturens Udværter" og navnlig frembraget interesſante Oplysninger om fremmede Folkeſkriftſelſkaber. Et af de ſidſte Numre af „Nordiſk Boghandlertidende“ tager endvidere Ordet for, at de kjobenhavnfke Forleggere ved høj Rabat og anden Imodekommen ſkulle ſette Provindsboghand⸗ lerne i Scand til ſtorre Diſtribution eller direkte Kolportage af gode Forlagsartikler. J det Haab derfor, at den ovrige Presſe ogſaa efterhaanden vil ſlaa Allarm, fkulle vi i Dag knytte et Par Bemerkninger til hvad vi tidligere have ſkrevet i denne Sag.

„Dagbladet“ erklerer fig enig med os i, at der her foreligger et vigtigt Samfundsſporgsmaal, til hvis Losning der forſt og fremmeſt fræves, at Offentligheden, den oplyſte Offentlighed, bliver opmeerkſom paa, hvad der pasſerer neden- under den. Det nævnte Blad har Ret i, at der allerede hermed ikke er vundet ſaa ganffe lidet, og ſynderlig ftørre Udbytte tor man neppe heler vente af en offentlig Diskus⸗ ſion. Det kan have litterairhiſtoriſk eller „ſocialgeografiſk“ Interesſe at give en Udfigt over denne volumineuſe Litteratur, der med Svampenes Frodighed paa en ſumpet Jordbund navnlig i de ſidſte Aar er fkudt frem herhjemme, men de direkte praktiſte Forholdsregler imod Ondet maa viſtnok helſt overvejes i Stilhed og tages i Tavshed. At give et beſtemt Raad i den ene eller den anden Henſeende vilde ſikkert ofte være det Samme ſom paa Forhaand at forſpilde Virkningen. Man maa ikke glemme, at den ſamme „oplyſte Offentlighed“ i altfor lang Tid har ladet den omſpurgte Litteratur ſlaa Rodder i Dybet, til at det Gode nu uden videre, uden Kamp eller Anſtrengelſe, ſkulde kunne fortrænge det Slette. „Social— Demokratens“ Spar paa „Dagbladets“ Artikel har godtgjort denne vor Anſkuelſe. Det ſocialiſtiſke Hovedorgan for den 19. September indeholder ſaaledes en ledende Artikel, hvoraf det fan tydeligt ſom vel muligt viſer fig, at det nævnte Blad vil hævde fig Privilegium paa kun at fremme den Art „Folke⸗ oplysning“, der pasſer i dets Kram, og efter Evne vil mod⸗ arbejde alle redelige Forſog paa at arbejde for denne Sag uden noget ſom helſt Partihenſyn. „Social-Demokraten“ mis— tenkeliggjor nemlig disſe Forſog i folgende Ytringer: „Den lyder ganſke kjont, denne „Dagbladets“ Klageſang. Det er en overmaade ſmuk Rolle at ſpille Oplysningsven, den over den ſtore Masſes Dumhed dybt bedrovede Samtidige. Men vi Socialiſter fjende disſe Folk for godt, til ikke at kunne forſtaa deres virkelige Mening. Vi veed nok, at det Hele er en Maſke, en ynkelig Maske. Intet vilde være dem mere kjert, end at Folket vedblivende kunde være dumt.“ (Üdhavet af os.) Lige faa lognagtig er den føl- gende Paaſtand: „Og naar der ved denne Lejlighed fældes Krokodilletaarer, da er det ingenlunde af Omhyggelighed for, at Folkets Moralitet ſkal blive nedbrudt, eller for at dets Fornuftbegreber ſkal forvirres, men alene forbi der i disſe ganſke viſt flette Bøger findes en Del for dem ubehagelige Angreb paa „de hojere Samfundsklasſer“ eller paa den Re⸗ ligion og Lov, ſom de nærer faa ſtor Frygt for ffal ramle ſammen.“ Vi vide ikke rettere, end at „de højere Samfunds⸗ klasſer“ nok faa ofte have maattet holde for i vor egen Litteratur ſom nu i de importerede Kolportageromaner, og der er heller "Ingen, der har villet frikjende den ſaakaldte „oplyſte Offentlighed“ for al Skyld i den nuværende Elendig⸗ hed. Tvertimod. Holger Drachmann har i et fortræffeligt Digt, «King mob», med Rette paapeget, at Dybet er „Ver⸗ dens“ tro Parodi: .

„Guldſtovets Smuds er ſunket til Bunden,

90 Ar man Alt, hvad deroppe blev ſyndet; man kalder deroppe en Tidsalder ſvunden 1 men Sporene ſidder dernede i Dyndet.

Nur og Fern.

nier la patrie.

Nr. 223.

”

Og det franffe Blad «Le Figaro» har for nylig endnu ftærfere betonet den ſtore Verdens — ſerlig den litteraire Verdens — Medſkyldighed i de lavere Klasſers nuværende Standpunkt. Vore Læjere fjende ſikkert fra Dagspresſens Korreſpondancer fra Paris nogle Artikler af Saint-Geneſt imod de antibonapartiſtiſke ⸗Romans nationauxo (af Erckmann & Chatrian), hvori disſe Bøger beſkyldes for at ville tilintet— gjøre Nationalitetsfslelſen. J den Anledning ſtriver en For⸗ fatter under Merket H. D. i ſamme Blad for den 16. Sep⸗ tember i en Artikel med Overſkrift «Les romans populaires et leur influence sur le peuples omtrent Folgende: „Det er ikke alene de værfte Romaner, der bør dadles for de Ten- denſer, de propagere; der er i vor Litteratur en Mengde Bøger, ſom ſtadig leſes af den ſtore Masſe og ſom i hoj Grad have bidraget til at udſaa de fordærvelige Lærbomme, hvis Frugter vi ſage i Kommuneperioden 1871. Navnlig er bette Tilfceldet med en ſtor Del af vore Feuilletonromaner. Granier de Casſagnac har ſagt: M. de Girardin (ſom forſt indførte Feuilletonromanen) a fait quelque chose qui aura une ligne dans l'histoire et qui aura des conséquences sur l'avenir du gouvernement représentatif de la France — — il a bouleversé non seulement la presse politique mais la librairie, mais la littérature. C'est un eſfet immense produit par une pelile pensée: la speculation.» Og ganſke viſt er det, at ved de af Girardin indforte og ſnart af alle Bladene be⸗ nyttede Feuilletonromaner blev en Masſe af Ideer, Fore⸗ ſtillinger og Theorier, ſom tidligere kun havde været de mere dannede Klasſers Ejendom, ſpredt ud blandt den ſtore Merngde, ſom med Begjerlighed ſlugte, men kun halvt for⸗ bøjede al denne nye Lærdom. Som Exempler paa, hyilke Theorier der predikedes i nogle af de meſt leſte Feuilleton⸗ romaner, citerer H. D. Kraftſteder baade af Eugene Sue og George Sand, ſamt anfører endvidere folgende Anekdote af en i 1859 hos E. Dentu udkommen Bog, «Les gloires du romanlisme»: „En Mand feer en Dag to Arbejdere ſidde paa en Benk, ivrig ſysſelſatte med Lesningen af „Den evige Jede“. Han giver fig i Samtale med dem og bemerker, at de lige ere ved det Sted i Bogen, hvor Arbejderne opbrende og ødelægge Hardys Fabrik og Veerkſteder. alls riaient en vainqueurs. Fortælleren ſporger dem, hvor de vil ſpilde deres Tid med Lægningen af denne Bog i Stedet for at arbejde, Den ene Arbejder ſvarer ham, at det nu ſnart vil være overflødigt at arbejde mere. „Vißſkal jo nu ſnart til at dele Ejendommene, og jeg gjør netop Regning paa en Del af Deres, De ſpadſerer, jeg foretrekker at leſe. „Den evige Jode“ er min Kathekismus. Jeg lerer den udenad for bedre at glemme den Kathekismus, ſom Fanatismen bankede ind i Hovedet paa mig i min Barndom.“ Hl. D. ſlutter med folgende Ord: «Le roman-feuillelon, entre certaines mains, a été une oeuvre de désagrégalion sociale; enlre cerlaines

autres il devient une oeuvre de désagrégation nationale, II

a nié la propriété, la famille, la religion, il entreprend de — Den franſke Forfatters danſke Navne ſiger det Samme i ſit ovenfor citerede Digt:

zDybet har flugt ved en oſende Praas Verdenshiſtoriens rode Romaner

8 og klippet et Motto af Sandhed og Vaas til Indſtrift for fine Faner.

— Og det vider fig ud, og det lofter fig o det bobler og gjærer 3 i Stürnel SL Der avles en Kampe med valdig Krop,

og „Verden“ er Fader til Barnet.

De Store deroppe kjende ham ej,

de 1 ſig HS i GS r fel rœtendenter.

— King mob ligger ſtille, forhaſter ſig ej. til Tidens Fylde han W n

Det er denne uhyggelige Spaadom, der ikke maa gaa i Opfyldelſe. Den Tid, da Folkets lavere Lag Intet eller Lidet leſte efter deres tarvelige Skolelcerdoms Afflutning, ligger nu ſnart langt tilbage. Aviſernes ſtedſe ſtigende Ud⸗ bredelſe tilkjendegiver med klare og tydelige Tal, at Folkets lavere og laveſte Klasſer ere begyndte at tage Del i den offentlige Diskusſion, og den flette Litteraturs, Kolportage⸗ romanernes, kolosſale Omfang og forholdsviſe Koſtbarhed viſer

Nr. 223.

Nær og Fern. 12

ee / r...... ... ð ͤ ̃ ———ß——

bedſt, at man ogſaa forſtaaer at bringe Ofre for at tilfreds⸗ ſtille fin Trang til Lesning. Det maa da i Sandhed kaldes „en Samfundsopgave“ at ſoge Midler til at forebygge, hvad der dels truer med at vælte og dels undergrave Sam— fundet. Det er de dannede Klasſers Pligt at ſorge for, at ſelb de laveſte Lag i Folket kan drikke af uplumrede Vande, nu da deres Torſt er væltet, og næft efter en udvidet og for⸗ bedret Skoleundervisning, vide vi ingen anden Udvej i vor politik gjennemagiterede Tid end at prove paa, om vi ikke kunne enes om en upolitiſk Folkeopdragelſe. Det er ogſaa værd at lægge Merke til, hvorledes man rundt om i alle Lande nu reſſer disſe Sporgsmaal. Vi have tidligere fremdraget Exempler fra Sverig, Norge og Tydſkland og have i Dag viiſt, hvorledes man ogſaa i Frankrig har faaet Øjnene op herfor, Der er vel heller intet Land, der har faa god Grund dertil ſom netop Frankrig. Det kjender King mob af dyrekjobt Erfaring.

* 1 En

n Dagbladet” har endvidere rettet en Opfordring til os om at vedblive med vore Studier og blandt Andet lagt os Viſelitteraturen paa Hjerte. Det mener, at det ſaaledes vilde være af Interesſe at jane oplyſt, hvilke Viſer der ere i Dndeſt nu i Sammenligning med Viſerne for 15—20 Aar ſiden. Desværre er dekte Onſke lettere udtalt end opfyldt. For det Forſte er Viſelitteraturen af faa uhyre et Omfang, at tilbundsgagende Gtubier vilde fræve overordenlig ſtor Tid og Taalmodighed, og for det Andet er den hele Litteratur faa flet, at det vilde være vanſkeligt i en længere Fremſtilling at fengſle Leſernes Opmerkſomhed. Det gaaer med Viſerne ſom med Kolportageromanerne. Man kan give en Analyſe af ſaadanne Romaner, ſom ſpille ind paa de ſocial-politiſke Omraader, men den tendensloſe Morſkabslekture er det jaa godt ſom umuligt at referere, Den falder fan aldeles ubenfor de æfthetiffe Love, at der ikke vilde være Andet for end at give en Slags Anthologi, en Rekke ſtore Brudſtykker, men disſe vilde paa den anden Side hurtig kjede Leſerne og derved blive virkningslsſe. Raaheden og de ſlibrige Steder lade ſig heller ikke altid gjengive, ſelv om de ikke direkte falde ind under det Lopſtridige. Enhver, der vil have en begrundet Mening om en ægte Kolportageroman, maa tage ſig over at leſe en ſaadan i Sammenheng. Selve Omfanget, ſelve den uſlette Uendelighed“ er karakteriſtiſk.

Men ſtjondt ſaaledes en Üdſigt over Viſelitteraturen med tilhørende Prøver halvt om halvt forbyder fig af fig ſelv, ville vi dog nødig unbbrage os den af ,, Dagbladet” ſtillede Opfordring. Vi ſtulle i alt Fald forſoge at give nogle Bidrag. : ?

Hvis vi da ville tage den førfte ſlesvigſke Krig ſom Ubgangspunft, træffe vi forſt det i den moderne Tid faa ſieldne litteraire Fænomen, at hele Folket, fra. øverft til nederſt, ſynger de ſamme Sange. Det lykkedes Krigsaarenes Digtere at anſlaa Toner, der havde poeliſk Værd nok for de Dannede og vare jevne nok for Menigmand, og ſaa vidt vi ſelv erindre og kunne fe af de Viſeſamlinger, der have været ſtillede til vor Raadighed, holdt disſe Sange fig ogſaa længe i almen Yndeſt, vel omtrent lige til det næfte Krigsaar 1864, efter hvilket deres Glands maatte falme. Det er endvidere i Halptredſerne, at de Erik Bogh'ſte Vaudevillekoupletter og lignende Gange blomſtre. Vi have ved en anden Lejlig⸗ hed for nylig fremdraget, hvorledes deres overhaandtagende Popularitet ſtundom blev Forfatteren ſelv betenkelig, og hvor⸗ ledes han maatte værge dem imod Sangerindeknejpers og Viſeforhandleres Annektion. Man kunde ſaaledes f. Ex. kjobe „Den gamle Vals“ i 1856 hos Behrends Enke. Det var imidlertid. dog nermeſt de mellemſte Lag, der greb og forgreb fig paa disſe Sange, men lad os allerede her bemerke, at Grendſerne mellem Samfundslagene ſtadig flyde over i hin⸗ anden, og at det ikke altid er fan lige en Sag at beſtemme de forſtjellige Klasſers litteraire Sympathier. De rigtige Viſeleverandeurer lige fra Behrends Enke i Aabenraa og Tribler i Lille Kongensgade til Jul. Strandberg i vore Dage have beſtandig »eſunget eller ladet beſynge Tidens Begiven⸗

heder i broget Mangfoldighed, og vare disſe Viſer i alle

Maader ikke fan forfærdelig: flette, vilde man her have et ret interesſant Provekort over Dagens vexlende Begivenheder. Vi kunne derfor her tage dem under Et, lige fra Viſerne om Krigen og Hertugen af Auguſtenborg, „Bon til Gud i Anledning af Kolera-Epidemiens Üdbredelſe i Danmark“ (1853), Opfordringer til at rejſe til Amerika og Auſtralien, hvorledes f. Ex. Lars Hanſen fandt en Guldklump, eller en anden med Motto: „Wre ej mætter den hungrige Mave, Penge tillige. maa: Menneſket have“, en Synders Henrettelſe, Mordattentatet 1858 paa Napoleon III., Pepita oſv., lige til loyale Viſer om Kongefamiliens Sølvbryllup, Kong Georg og Prindſesſe Dagmar, Grevinde Danners Dod, Overſvommelſerne i Frankrig, „L. J. Bagers“ Undergang, den nye Knippelsbro, Staldens Brand i Charlottenlund, Hundegalſkaben oſo., oſpv. Den over al Beſfrivelſe komiſke Sammenſcetning af disſe Viſer er ogſaa bekjendt nok. Paa ſamme Blad kan ſaaledes „Kong Kriſtian“ findes bag efter en Viſe med Titel „Tag endelig ikke for lidt, Froken Smidt“, eller en Viſe om Loppetorvet ſtaa ſammen med „Flyv, Fugl, flyv. over Fureſoens Vove“. Grelle, meget hyppig gemene Billeder findes ſom ofteſt paa Forſiden, mange Gange end— ogſaa uden at ſtaa i ringeſte Rapport til Viſernes Indhold. Nøgne eller opſfkjortede Fruentimmer, Dandſebodsſcener, et grueligt Morderfyſiognomi er Viſens Skilt, Lokkemaden, der ffal falde Kjoberen fra Vinduet ind i Boutiken. Pikante Titler ſom den ovennævnte eller f. Ex. „Sod Vals med Tryk i“ mangle naturligvis heller ikke, ſelv om Viſen iovrigt er vuſkyldig“, det vil ſige: uangribelig fra Sedelighedspolitiets Side. Vedkommende Viſers raa Plumpheder forbyde ſom jagt iøvrigt at give de værfte Prover. Sammenligne vi nu vore Dages Frembringelſer i denne Gren af Viſelitteraturen — den egenlige Skillings- eller Firſkillingsviſe, thi ogſaa den er dyr nok — med deres Forgengere for en Snes Aar til⸗ bage, kan det ikke forundre os, at der er en alt Andet end glædelig Udvikling i Raahed og Gemenhed. De gamle og nye Viſer ere for fan vidt lige flette, men der er alligevel et ſtort Spring fra Bondeviſerne om „Det glade Bryllup med den rige Gaardmands Datter og den fattige Karl“ eller „Gaardmanden og hans Kone, der rejſe til Marked“ til Jul. Strandbergs „Ssmands⸗, Soldat⸗, Kjerligheds⸗ og Pavillonſange“. Den Gang kunde Viſen om „den ffjønne Indiane“ atter og atter opleegges:

„En rig og fornem Herre i Briſtol monne bo,

len havde fig en Datter, hun var ærlig, hun var tro; endes Navn var Indiane, hun var kun 15 Aar,

hun havde en Formue af fem tuſind Louisdor.“

Men nu er det andre Viſer, der gjor Lykke, ſom: „Hurra, nu ſkal Pigerne ikke mere have Skudsmaal!“ med Motto: „Naa, Mine, vi ffal ordenlig drille Fruen!“ Spekulationen har paa bette Omraade ſom paa alle Folkelitteraturens Ene merker udfoldet fine Polyparme. J gamle Dage kunde „en Tjeneſtekarl“ naivt ſynge en (anonym) Klageſang „til fin utro Kjœreſte“; det har været vore Dage forbeholdt at ſette et helt Hevn⸗ og Angiveri⸗Syſtem i Gang. En Mand ved Navn R. J. Peterſen, Femmøller pr. Ebeltoft, har ſaaledes en Forretning, ſom han kalder „Danmarks billigſte Viſehandel med et Oplag af over 100,000 Viſer, ſom ſtadig forøges”, „Jeg tillader mig herved — hedder det paa hans Viſer — at anbefale denne min Pen til Udforelſe af ethvert Arbejde, der kan henfores til den poetiſke Kunſt, ſaaſom: Faldne Kri⸗ geres Minder opfriſkes i Folkemunde, Gange om Elſkovs⸗ livets Uſtadighed, pasſende at ſende til den uſtadige Part, ſamt Gange til Feſter, til Bryllupper, til Konfirmation, fort ſagt til alle feſtlige Lejligheder, Fodſelsvers, Nytaarsvers, Gjeekkevers, Stambogsvers, ſamt Kjerlighedsvers til at ſette i Slutningen af Breve mellem Forlovede. Huslige Minder over Afdøde, om onſkes, beſorges tilſidſt ſmukt udførte i Trykken, ſamt indfattede i pragtfulde Rammer af forſkjellige forgyldte og lakerede Liſter, ſolidt Arbejde fra et af Kjoben⸗ havns ſtorſte Verkſteder. Wrbodigſt R. J. Peterſen.“ Vi ſkulle nu ſe, hvorledes denne moderne „Poet i Aabenraa“ udøver. fin Praxis. En Viſe hedder: „Sang til den uſtadige

mi

; 13 Nær og

Pige Kirſtine Marie Sorenſen, af Ginnerup i Norreherred pr. Grenaa, fra Jens Peter Anderſen, af Ramten By, Drum Sogn pr. Grenaa.“ Forſt et Digt „til den faldne Pige“, hvoraf et Par Vers lyde ſaaledes:

Du veed jo, Du forſvoren gaaer, ja hvor Du ligger, ſidder, ftaaer. Men hør: Jeg raader, beder Dig / vend om, vend om fra Syndens Vej.

Du ſidder faſt i Satans Dynd, i Hjertets Bolger vugger Synd; Du er ej fri for Hoer og Svig, Du ligger ſom i Synden Lig.

Derpaa folger et „Brev til Kirſtine Marie Sorenſen“, der truer hende paa allehaande Maader. Med Sangen, ſiges der, kan hun gjøre, hvad hun vil, men „river Du den itu, faa har bette kun lidt at betyde, thi foruden det ſtore Oplag hos Hr. R. J. Peterſen (man erindre, at det er denne He⸗ dersmand, der ſelv har forfattet baade Brevet og Sangen, og nu anbefaler „Oplaget“), ere allerede mange udſpredte blandt Folket, der nu ſynger om min uſtadige Pige, ja ſynger om hende, der gaaer forſvoren til Graven. — — Hvis Du ved disſe Linier ſynes Dig forurettet, da er jeg faa fri at henviſe Dig til „Aarhus Stiftstidendes“ Spalter, der til enhver Tid ſtager ledige mod Forurettelſe.“ Dette ffjønne Produkt ffriver fig fra September 1868. 19. Oplag foreligger fra 1874. Andre Viſer ſiges endogfaa at være 31. Oplag. Er det virkelig muligt? Og har den „uſtadige“ Pige faa- ledes ganſke rolig fundet ſig i at blive ſtillet i Gabeſtokken? Ved en anden lignende Viſe har „Digteren“ dog fundet ſig foranlediget til at tage folgende Forholdsregel: „Tieneſtekarl Simon Peterſen paa Lyngsbekgaard pr. Ebeltoft er juridiſt Anſvarshavende for ovenſtagende Viſe.“

Kan man undre fig over, at „Selſkabet for Folkeoplys⸗ ningens Fremme“ kom tilkort overfor Hr. Peterſen og Kon⸗ ſorter? Det provede i 1869 paa at kolportere Viſer, baade alvorlige Fœdrelandsſonge og lyſtige Kommersviſer, i et ſmukt og fornuftigt Udvalg, men det himmelfaldende Danebrog uden⸗ pan Viſerne havde den ſamme Virkning ſom Frihedsſtstten udenpaa Selſkabets øvrige Skriſter. Der var, faa vidt vi vide, ikke en eneſte af Viſerne, der en Gang oplevede andet Oplag. Efter at have udſendt 30 Numre gav faa Sel⸗ ſkabet tabt. — Det er derfor et højft upraktiſk Forſlag af en 2Landsbyproſt“ i „Dagbladet“ for den 29. Septbr., at vel- ſindede Kolporteurer kun ſkulle rejſe med Bøger, der „ere merkede med Frihedsſtottens bekjendee Tegn", Tag baade Frihedsſtatten og Danebrog bort, og lær forſt Menigmand, hvad Frihed og Fedreland vil ſige. „Folkeſtriftſelſtabet“ eller andre eventuelle Selſkaber bor abſolut optage Viſe⸗ kolportagen. Allerede Joh. Ewald provede 1780 at lade fin „aandelige Sang“ imod Selvmord trykke ſom Gadeviſe, og „Danſk Samfund“ havde i 1839 en lignende Tanke, da det f. Ex. udgav Grundtvigs: „Om Danmarks Kvide der lød en Sang“ under folgende Titel: „En ganſke ny Viſe om den mandhaftige Jydſke Ridder, Her Niels Ebbeſen til Norre— ris, ſom 1340 flog i Randers den kullede Grev Geert fra Rendsborg for at udfrie Dannemark af Tydſker⸗ nes Vold, ſom dengang reves om Riget.“ Saaledes ffal Sagen gribes an. Folleſtriftſelſtabet har den ſamme Viſe (Nr. 4), men det hele officielle og litteraire Tilſnit ffræmmer.

Det er ikke for Intet, at Jul. Strandberg i vore Dage udtrykkelig anbefaler fig med „Pavillonſange“, thi ſiden Be⸗ gyndelſen af Treſerne har Sangerindekneiperne ſpillet en fremragende Rolle herhjemme, og det ikke alene i Hoved⸗ ſtadens talrige Buler, men ſtationairt i alle ſtorre Provindsbyer og temporairt i de mindre ved Markeder og andre „Folke⸗ feſter“. Pavillonviſerne udgiore ogſaa en hel Litteratur, og ligeſom der imellem de herhenhorende